En af de helt store overraskelser i X Factors liveshows i år, er den 16-årige Chili fra Kirke Hyllinge.
Hun er måske ikke den, der har fået mest opmærksomhed i konkurrencen i år, men sidste fredag var det hende, der fik allermest ros af dommerne for sin sangteknik.
- Hun kan ikke gøre noget, der ikke lyder fedt, fortæller Thomas Blachman, som er mentor for de unges kategori og derfor også mentor for Chili.
- Hun er en ung virtuos som på en eller anden måde har enormt let ved det og har et utroligt overskud.
Vildt med al den ros
Chili har i et par år gået til sangundervisning på Lejre musikskole, og har i denne forbindelse fået lov til at udforske sin stemme.
- Jeg tror, det gik op for mig, at jeg havde en musikalsk kunnen, da jeg begyndte at synge foran andre. Jeg fik nogle positive kommentarer, men jeg har altid tænkt, at det bare var normalt, fortæller Chili, der selv er meget overvældet over den ros, hun har modtaget fra både dommere og seere.
- Det er lidt vildt nogle gange at få al den positive respons og kommentarer, som jeg får i forbindelse med X Factor.
Et dystert univers
Thomas Blachman lægger også vægt på, at sangvalget til Chili også spiller en enorm rolle.
- Nu hvor vi især vælger sange i mol, så skinner hun, siger Thomas Blachman, der mener at de melankolske og dramatiske opbygninger klæder Chilis stemme.
Chili, der siden begyndelsen har været glad for sit samarbejde med Thomas Blachman, er også begyndt at holde af det lidt dystre mol-univers. Især efter sin optræden til første liveshow, hvor hun sang 'Waiting Game' af den amerikanske sangerinde Banks.
- Jeg synes det rigtig fedt, jeg overraskede måske endda også lidt mig selv. I starten var jeg lidt skeptisk, da Thomas kom med et Banks nummer, da den netop er dyster, så der trak jeg lidt på det. Men så begyndte vi at arbejde mere med det, og nu er jeg helt vild med det lidt dystre, siger Chili.
- De,t der er umuligt svært for andre, det er umuligt nemt, og det er dét der definerer et alt overskyggende talent, lyder det fra Thomas Blachman.
Se Chilis optræden fra første liveshow her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58a75459a11f9f0d8428f094