Fredag aften går det endelig løs, når de ni livedeltagere i årets udgave af X Factor skal optræde live foran hele Danmark for allerførste gang.
Forud for det første liveshow har flere bookmakere lanceret odds på, hvilken deltager, de tror, der løber med sejren i finalen fredag den 31. marts.
Alle deltagerne ligger og puster hinanden i nakken, men både Danske Spil og NordicBet peger på det unge sangskrivertalent Mia og den stille Morten Nørgaard fra Odder som de umiddelbare favoritter.
Hverken Mia eller Morten lægger dog noget særligt i, at bookmakerne altså har mest tiltro til en af dem som vinder af X Factor 2017.
- Jeg tænker faktisk ikke så meget over, hvem der er favorit. Alt kan nå at ændre sig, når liveshows går i gang, siger 15-årige Mia og bliver suppleret af 26-årige Morten Nørgaard.
- Den havde jeg ikke lige set komme. Det kommer virkelig bag på mig, siger han.
Grupperne hitter på Facebook
Selvom begge bookmakere er mere lunkne over for Mette Lindbergs grupper, så er det faktisk netop grupperne, som er nogle af dem, der har formået at tiltrække flest fans på de Facebook-sider, alle deltagerne har oprettet.
På Facebook har VKation og Fyhnen Sisters henholdsvis næstflest og tredjeflest "likes", mens Ladies with Attitude har femteflest likes af alle.
Ét er odds og likes på Facebook, noget andet – og afgørende – er, hvordan seerne stemmer fredag aften.
Her har de foregående ni sæsoner af X Factor adskillige gange vist, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem bookmakernes og seernes favoritter.
Eksempelvis røg Citybois til manges store overraskelse ud allerede i kvartfinalen i 2015, mens søstrene i Embrace snød bookmakerne sidste år, da de vandt finalen over Reem.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56d0ad8aa11f9f1474a6962b