EMBRACE tager fredag efter fredag danskerne med storm fra den store X Factor-scene. Douen består af søskendeparret Anilde på 22 og Azilda på 20 år, der - på trods af at de lever et helt almindeligt liv i Danmark i dag - har en noget usædvanlig fortid bag sig.
De to søstre flygtede nemlig som børn fra det krigshærgede Angola sammen med deres forældre, der blev jagtet af den korrupte regering. Selvom det er mange år siden, så husker Anilde og Azilda stadig få ting om livet i Angola og flugten til Danmark.
Borgerkrig tvang familien på flugt
Livet i Angola startede ellers trygt for den lille familie, men hurtigt kom korrupte kræfter i vejen.
- Vores familie har altid betydet meget for os. Det var vigtigt, at vi kunne være sammen alle sammen ét sted, så vi boede i et stort hus i Angola i militærområdet, fortæller Azilda.
I 2000 blev familien nødt til at forlade den før ellers så trygge tilværelse i Angola, da deres forældre var eftersøgt af den angolanske regering, der var korrupt.
- Der havde været en borgerkrig, og den regering, der så var kommet til, var vores forældre modstandere af. Regeringen kunne se, at vores forældre havde en indflydelse i samfundet, som regeringen ikke var tilfreds med, så den ville prøve at skaffe sig af med dem, fortæller Azilda.
Kom til Danmark med FN
- Det var en af vores fars venner, der en dag tippede os om, hvad regeringen havde tænkt sig at gøre, så vi måtte tage en hurtig beslutning og flygte fra landet, lyder det fra Azilda.
Turen fra Angola til Danmark foregik langt fra ubesværet, og Anilde og Azildas familie havde mange stop på vejen.
- Først sejlede vi fra Angola til Zambia. Det tog 24 timer, før vi vidste, hvilket land vi skulle til, og Azilda blev bidt af en slange på vejen, så vi skulle vente i landet i 24 timer, før vi kunne rejse videre. Derfra tog vi til Kenya og så til Italien, for til sidst at ende i Danmark, hvor vi kom til med hjælp fra FN, fortæller Anilde.
Sne - hvad er det?
Da familien ankom til Danmark, var Anilde og Azilda stadig kun små, så de skulle lære alting om det nye, mærkelige land - for eksempel hvad sne er, som de aldrig havde set før.
- Det første, vi begge husker, er, hvor koldt det var her i Danmark. Det var vi slet ikke vant til, så den første gang, vi var ude og lege sneen, tog vi snemanden med ind i huset. Vores mor skyndte sig at sende os ud igen, men jeg husker tydeligt, at vi slet ikke forstod, at sneen smeltede, griner Azilda.
Familien boede først lille vestjyske by Vildberg, og derefter flyttede de til Holstebro. Begge steder oplevede Anilde og Azilda at blive taget imod med åbne arme af lokalsamfundet.
- Folk var simpelthen så hjælpsomme og imødekommende. Vi blev hurtigt bedre til dansk, fordi vi var omgivet af dansktalende mennesker, der virkelig gerne ville os og vores familie, fortæller Azilda, mens Anilde supplerer:
- Det er helt klart også det, der har hjulpet rigtig godt på vores integration, og det er nok også derfor, vi nu føler os mere danske end angolanske.
Se EMBRACE optræde med 'You Don't Own Me' her i videoen. Artiklen fortsætter nedenfor.
Gav kæmpehit helt ny betydning
I det andet X Factor-liveshow i rækken fremførte EMBRACE sangen ’Frit Land’ af Ulige Numre, som de fik stor ros for fra både dommere og seere.
Sangen fik et dybere budskab, idet Anilde og Azilda selv er flygtninge. De havde dog ikke troet, at folk ville reagere så positivt på deres optræden, som de gjorde.
- Da vi optrådte med denne sang, blev vores baggrund lige pludselig essentiel, fordi folk blev klar over, hvor meget vi rent faktisk mener det, vi synger om, fortæller Azilda.
- Vores forældre har kæmpet så hårdt for at give os et godt liv her i Danmark, og vi har virkelig gjort alt for at passe ind og ikke føle os som udlændinge. Så for os blev ’Frit Land’ enormt bekræftende, fortæller Azilda.
Se EMBRACE optræde med 'Frit land' her i videoen. Artiklen fortsætter nedenfor.
Følelserne skal med på scenen
Igennem hele deres X Factor forløb har de to søstre været gennem et sangcoachingforløb. Her har de blandt andet lært, hvor vigtigt det er at udrykke sine følelser i det, man synger - noget de begge også er blevet rost for af dommerne i X Factor.
- Vi tænker virkelig over de ting, vi synger, og det er virkelig vigtigt, at det betyder noget for os. Hvis vi helt selv kunne vælge, og hvis det skulle være noget andet end vi synger om nu, ville vi nok helst synge om kærlighed, fortæller Azilda.
- Det behøver ikke at være den kærlighed, der er i et forhold. Det handler mere om, at man skal have respekt for hinanden. Folk glemmer, at man ikke behøver elske alle, men at man stadig godt kan være gode ved hinanden, afslutter Azilda.