Thomas Blachman er X Factors ukronede konge. Han har været dommer i ni ud af ti sæsoner af DRs største tv-succes - og har i år sat rekord ved at have hele to deltagere i aftenens store finale.
Men var det op til chefen på DR1, da X Factors første sæson skulle skydes i gang, var han aldrig blevet hyret til jobbet.
- Jeg kæmpede en hel del mod Blachman, for jeg havde det sådan, at jeg havde set det før, siger Ulla Pors Nielsen, der var chefredaktør i 2007, da DR købte retten til at sende Simon Cowells tv-koncept X Factor i en dansk udgave.
“Det var ikke nyt”
Thomas Blachman var dengang mest kendt som jazzmusiker og producer.
Han havde også optrådt som dommer på et andet talentprogram, ‘Idols’, som TV3 lukkede efter bare to sæsoner i 2004.
- Diskussionen for mig handlede egentlig mest om, at det ikke var nyt, ikke så meget, at han var skrap, det havde vi set på en anden kanal, fortæller Ulla Pors Nielsen nu i en stor baggrundsartikel på dr.dk om dengang, X Factor kom til Danmark.
Nikolaj Steen kunne have fået Blachmans job
Et af de navne, der i stedet var i spil til rollen som dommer, var musikeren og skuespilleren Nikolaj Steen.
Steen afviste flere gange, men endte alligevel med at gå til casting, fortæller han for første gang i dr.dk-artiklen:
- Hvis der findes en vinder af X Factor, er det Thomas Blachman. Programmet var jo ikke blevet det samme uden ham. Han fik - helt rigtigt set af producerne - rollen som den “onde”, siger han.
Producer nægtede at lave X Factor uden Blachman
Det var produktionsselskabet Blu, der laver X Factor til DR, der nægtede at give sig og vælge en anden end Blachman.
- DR blev ved at med at sige nej, og så aftalte vi et allersidste møde, siger Per Zachariassen, der var producer på de første sæsoner af X Factor og medejer af Blu sammen med Henrik Hancke.
- Henrik og jeg aftale, at jeg ikke tog med, men jeg sagde til ham at "Hvis du kommer hjem uden Blachman, gider jeg ikke at lave det her program", siger han i artiklen.
DR-chefen endte med at give sig, og dommerpanelet faldt på plads. Resten er historie. En historie, som i år kan fejre tiårsjubilæum og kulminerer med finalen i aften. Måske med Blachman som vinder.