Blachman skriver 'bibel' til unge: Sådan bliver du ligesom mig

Thomas Blachman har nemlig stadig masser på hjerte. Både som dommer i sin sæson nr. 10 af X Factor og som forfatter til en ny bog.

Når X Factor igen ruller over skærmen til nytår, runder 'Mr. X Factor' ham selv, Thomas Blachman, et skarpt hjørne i talentprogrammet.

Det bliver nemlig tiende gang, at den førhen så udskældte, men i dag højtelskede, dommer sætter sig selv i centrum i jagten på spritnye sangtalenter.

- Jamen altså… Hvorfor fanden bliver jeg ved? Jeg har det meget naturligt med det. X Factor er et talerør for mig og for de ting, jeg tror på.

- Den respons, jeg møder på gader og stræder, er, at folk sgu også begynder at tro på noget af det. Det er da rimeligt godt gået, siger Thomas Blachman.

Giver sin kærlighed videre

Thomas Blachman har i sine ti år som dommer i X Factor aldrig lagt skjul på, at programmet for ham handler om langt mere end musik og konkurrence.

Han vil opdrage seerne og danskerne i det hele taget. Og gennem årene har han da også formået at gøre sig bemærket i debatter om alt fra børneopdragelse til kortere arbejdsuger.

Med egne ord brænder han for at skabe et mere appetitvækkende samfund og et bedre samspil mellem mennesker.

X Factors dommertrio anno 2018: Thomas Blachman, Sanne Salomonsen og Remee. (Foto: © Martin Fält, DR)

Noget, som han helt konkret sætter ord på i sin kommende bog, eller pamflet, som han selv kalder den, 'Længe leve den kreative masse', der udkommer 1. september.

- Jeg vil lære de unge mennesker at tage ansvar, og hvordan de får ideer, så vi kan bygge et samfund på så bredt et idegrundlag som overhovedet muligt. Jeg har givet dem nogle beføjelser, som har virket for mig selv. Det er simpelthen en bibel for alle dem, der gerne vil være en lille smule som mig – på deres egen måde, siger han og fortsætter:

- Det siger jo bare noget om min kærlighed. Jeg giver den videre. Jeg kan ikke lade være. Undskyld, jeg siger det, men jeg kan ikke lade være med at elske mig selv, alle mennesker omkring mig og livet. Jeg er et mensch, og jeg skal ytre mig. Selvfølgelig skal jeg det.

Sanne gør noget godt

En af dem, der er indlagt til at høre på Thomas Blachmans ytringer de kommende mange måneder, er sangerinden Sanne Salomonsen.

Hun debuterer nemlig som X Factor-dommer ved siden af veteranerne Remee og Thomas Blachman. Til stor glæde for Blachman.

- Det er fedt med Sanne, fedt med et livsstykke, fedt med en bramfri kvinde, som er godt selskab. Hun er eksplicit og opfarende. Hun gør noget godt ved mig, og jeg gør noget godt ved hende. Så må vi se, hvordan Remee klarer sig, siger han og lægger allerede et halvt år inden, liveshowene går i gang, op til en dyst mellem de to gode venner og kamphaner.

Thomas Blachman ser frem til samarbejdet med Sanne Salomonsen i den kommende sæson af X Factor. (Foto: © Martin Fält, DR)

Stadig mere at kæmpe for

De seneste tre år har Thomas Blachman måttet se Remee løbe med sejren – endda med alle tre kategorier – mens Blachman selv blot har vundet én gang, med duoen Anthony Jasmin i 2014.

Den triste statistik får dog ikke X Factor-jubilaren til at give op.

- Der er stadig mere at kæmpe for. Det går jo bedre og bedre for hver sæson. Folk begynder at forstår mere og mere.

- Jeg elsker Remee, for han har sin ting, og jeg har noget andet. Vi kan ikke fungere uden den anden. Du kan ikke få mig til at trække mig, fordi jeg har tabt. Som jeg ser det, er de gode intentioner og det pragtfulde, musikalske arbejde, vi lavede i sidste sæson, altid en sejr. Musik er jo ikke en konkurrencesport, siger han.

X Factor vender tilbage på skærmen til nytår, men allerede de kommende uger kan du stille op til precasting. Det sker i København og Aarhus henholdsvis 16. og 22. august.

Sidste år havde Thomas Blachman to unge solister, Chili og Mia, med sig i X Factor-finalen. Alligevel måtte han se Remee og den voksne solist Morten Nørgaard løbe af sted med sejren. (Foto: © Martin Fält, DR)