Det var ikke kun seerne, der fik en klump i halsen, da X Factors sidste auditions nogensinde på DR fredag aften rullede over skærmen.
Thomas Blachman, der gennem et årti blevet synonym med programmet, var også tydeligt rørt, da den sidste deltager havde sunget sig til et ja fra dommeren og hans to kolleger, Remee og Sanne Salomonsen, og en æra var forbi.
- Det er fordi, jeg brænder for det, for helvede, sagde han direkte til kameraet.
Blachman har da også om nogen været med til at definere, hvad X Factor kan som tv-format, og han har i dén grad sat sit præg på både programmet og på samfundsdebatten i det hele taget, siden han satte sig ved dommerbordet for første gang for ti år siden.
Vi har derfor givet ordet til Blachman selv og bedt ham sætte ord på, hvorfor han blev så rørt, og hvorfor programmet betyder så meget for ham.
Take it away, Blachman!
- For mig har X Factor været en måde at få en form for ærlighed ind i det offentlige rum. Et rum, hvor man gerne må kommentere på hinanden, så længe man gør det med en oprigtig indlevelse og tager det alvorligt. Det mangler vi i Danmark, hvor vi godt kan være en smule fedtet med den slags.
- Hvor mange selskaber har man ikke siddet i, hvor folk ikke engang kan finde ud af at stille et spørgsmål? Jeg er typen, der stiller mange spørgsmål og får derfor næsten aldrig nogensinde snakket om mig selv. Så ender det med, jeg er nødt til at holde en tale for at få talt lidt om mig selv, og hvad jeg føler. Det er en del af hele den fedterøvs-kultur, jeg har forsøgt at gøre oprør imod i X Factor, siger han.
Værdsætter danskernes tillidserklæring
At tusindvis af danskere fra alle dele af landet igennem årene har stillet sig op foran Thomas Blachman og hans kolleger for at blive bedømt, ser han som en enorm tillidserklæring.
- De har opsøgt en vurdering af nogen, som de har ment evner at vurdere. Og at vælge, hvem man ønsker, der skal vurdere én, er jo en enorm vigtig beslutning. Så jeg ser det som en blåstempling, at de har valgt at blive vurderet af mine kolleger og mig igennem så mange år – og det, synes jeg, er meget rørende og vidner om en stor tillidserklæring fra deres side.
- Det viser også, at de har taget det, vi har lavet, alvorligt på trods af, der er mange, som har fået en meget ærlig vurdering. Det ligger i hele præmissen for programmet, at de får det råt for usødet – også når det er godt.
- De har som sagt søgt en form for hjælp, som vi på en eller anden måde har kunnet levere. Og når det så pludselig er kommet til en afslutning, går det op for én, at…, siger Thomas Blachman og formår ikke at fuldende sætningen, før han afbryder sig selv:
- Selvfølgelig vil jeg altid vurdere og hjælpe mennesker, så godt jeg kan, i det daglige. Det kan jeg simpelthen ikke lade være med. Det er den måde, jeg viser min kærlighed på – jeg engagerer mig i mennesker omkring mig.
- Og jeg bliver sgu også rørt over mig selv – det evner jeg jo også. Jeg bliver bare rørt over alting… den taletid, at der var nogen, der gad at lytte i den størrelsesorden. Det er en kulmination af det hele, tror jeg.
- X Factor har været et middel for mig til at komme af med noget af den kærlighed, jeg har så ufattelig meget af. Vi kan alle føle enormt meget og have enormt meget at give af, men hvem fanden skal man give det til? Naboen har lukket og låst sin dør, og man går ikke rundt og snakker med folk på gaden, for så tror de, man er sindssyg. Derfor har det været en måde at komme af med min kærlighed på.
Alle har lært noget af X Factor
I virkeligheden havde man slet ikke behøvet et program som X Factor for at kunne vejlede unge mennesker.
Man kunne lige så godt have hjulpet dem i andre offentlige instanser uden et kamera, mener Thomas Blachman.
Men det har man ikke formået, mener han og siger, at især uddannelsessystemet har fejlet og ligefrem svigtet de unge ved at have gjort musikundervisning i de større klasser og på ungdomsuddannelserne valgfrit frem for obligatorisk.
- Det er tarveligt. Men her har X Factor, i mangel af bedre, været med til at kompensere og fastholde fokus på, at der altså også er noget at hente i musikkens verden, i følelsernes verden, i det irrationelles verden. Der finder man en anden for rationalitet, som bliver til tillid, som igen bliver til selvtillid, og det er pointen i det her.
- Vi er blevet bedre til at vurdere mennesker, deres intentioner, deres håndværk, deres overfokusering på image. Og vi er blevet bedre til at vurdere det rent musikalske og rent menneskelige.
- Vi har sparket til det, der var for lidt af, og stået på vores bastion om fredagen klokken 20. Vi har talt om følelser og om formidling af ens følelser. Og det er sateme lykkes, siger Thomas Blachman og tilføjer:
- Der er ikke nogen herhjemme - uanset hvem man er - der ikke har lært noget af X Factor.