Han har samarbejdet med legender som Michael Jackson og Madonna, og hun har rejst jorden rundt med verdens største boyband – One Direction.
Nu er det årets X Factor-vinder, der får mulighed for at lave fire numre sammen med den amerikanske stjerneproducer Dallas Austin og få træning af den danske vokalcoach Helene Hørlyck.
Og det er noget af et scoop, at det er lykkedes at få et samarbejde op at stå med Dallas Austin, siger DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.
- Han er en af verdens mest erfarne popproducere, og han står bag så mange store hits, at man kan blive helt svimmel.
Skal lyde sit absolut bedste
Med et sangtræningsforløb hos Helene Hørlyck bliver vinderen klædt bedst muligt på til en karriere i toppen af hitlisterne.
- Med sin rige erfaring fra den britiske udgave af X Factor ved hun helt præcist, hvad det er for udfordringer, vinderen står overfor, fortæller Jan Lagermand Lundme og uddyber:
- Målet er naturligvis, at vinderen kommer til at lyde sit absolut bedste, og det er Helene garant for.
Helene Hørlyck har været tilknyttet One Direction siden 2010 og har været med på fire verdensturnéer og klædt boybandet på til optrædener ved alt fra De Olympiske Lege til Saturday Night Live.
Utallige hits på cv'et
Med Dallas Austin bag knapperne er chancerne for, at X Factor-vinderens sange når til top på hitlisterne, store.
Ud over at have samarbejdet med legender som Madonna, Michael Jackson og Janet Jackson har Dallas Austin også produceret megahits som 'Just Like A Pill' af Pink, 'Push the Button' af Sugababes, 'Cool' af Gwen Stefani, 'Left Outside Alone' af Anastacia og 'Unpretty' af TLC.
Og så har Dallas Austin været med til at komponere Rihanna, Kanye West og Paul McCartneys monsterhit 'FourFiveSeconds', som også strøg til tops på hitlisten herhjemme.
- Uanset hvem, der vinder X Factor, er jeg sikker på, han kan trylle fire mesterlige popperler ud af vinderen, siger Jan Lagermand Lundme.
Hvem der får glæden af at arbejde sammen med Dallas Austin og Helene Hørlyck, finder vi ud af, når X Factor-finalen afgøres den 31. marts.