Total fiasko for Danmarks bedste Grand Prix-venner

For tredje år i træk er Island ude af det fine selskab i Eurovision Song Contest. Ti andre lande strøg til gengæld i finalen tirsdag aften - se dem her.

(Foto: © Tatyana Zenkovich, Scanpix)

Det er ikke kun koldt at være islænding i Island.

Det er i særdeleshed også koldt at være islænding i Eurovision Song Contest.

Tirsdag aften måtte Island nemlig for tredje år i træk se sig slået ud af popkonkurrencen inden den store finale. En trist statistik for nationen, der i nyere tid er et af de lande, der har givet allerflest point til de danske deltagere.

Islands exit kommer dog ikke bag på Grand Prix-ekspert Morten Madsen, der bestyrer siden eurosong.dk.

- Island gør det altid rigtig godt, de er supersolide og har gode vokalister, men de spiller for sikkert og skiller sig ikke rigtig ud. Det er desværre nogle gange nødvendigt, siger Morten Madsen.

Favoritterne sikkert videre

Ud over islandske Svala måtte også duoen Norma John fra Finland se sig slået ud af konkurrencen. Det er dermed også tredje år i træk, at Finland ikke når finalen.

Heller ikke den excentriske Slavko fra Montenegro, der ellers fik nettet til at gå amok under sin optræden, formåede at synge sig i lørdagens finale.

Til gengæld strøg de helt store favoritter sikkert videre til lørdagens finale - heriblandt Sverige, Portugal og Aserbajdsjan.

De ti lande, der gik videre fra semifinalen tirsdag aften, er:

  • Moldova

  • Aserbajdsjan

  • Grækenland

  • Sverige

  • Portugal

  • Polen

  • Armenien

  • Australien

  • Cypern

  • Belgien

Ude er til gengæld Georgien, Albanien, Montenegro, Finland, Island, Tjekkiet, Slovenien og Letland.

I den anden semifinale torsdag aften skal Anja forsøge at synge Danmark til finalen med nummeret 'Where I Am'.

Se den anden semifinale torsdag klokken 21 på DR1.