"Skandale!". "En historisk systemfejl!". "Skrot hele jury-konceptet!".
Bølgerne går højt i Melodi Grand Prix-verdenens højborg, Sverige, efter den nationale finale, Melodifestivalen, blev sendt lørdag aften.
Det var nemlig ikke den sang, det svenske folk gav flest stemmer, der endte med at løbe med sejren. Ej heller den sang, svenskerne gav næstflest stemmer.
I stedet var det sangeren Robin Bengtsson, som seerne kun havde på deres tredjeplads, der nu får æren af at repræsentere sit hjemland ved Eurovision i Ukraine til maj med nummeret 'I Can't Go On'.
https://www.youtube.com/watch?v=338wyBvfvgI
International jury er synderen
Men hvordan kunne det dog gå til?
Jo, i det svenske Melodi Grand Prix, Melodifestivalen, indførte man tilbage i 2010 en såkaldt "international jury", der har 50 procent af stemmerne i finalen.
Den internationale jury består af femmandsgrupper fra en række lande, som har til opgave at give deres bud på, hvilken sang, de mener, vil sikre Sverige det bedste resultat i Eurovision Song Contest.
Den internationale jury har siden indførslen en enkelt gang trumfet de svenske seere. Men det er første gang, at hverken svenskernes egen første- eller andenplads ender som den endelige slutvinder.
Og det er altså dét, der får folk til tasterne og til at rase mod den svenske tv-station SVT.
- Hvad er meningen med at stemme, når ukendte, udenlandske juryer sidder og giver skyhøje point, som gør det stort set umuligt for dem med færrest point at vinde, uanset hvordan det svenske folk stemmer?, spørger en seer, mens en anden kommer med en mere direkte opfordring:
- Den internationale jury – på tide at skrotte hele konceptet!
Ekspert: Historisk systemfejl
De svenske tv-seeres nummer ét og to – Nano med 'Hold On' og Wiktorias 'As I Lay Me Down' – måtte nøjes med henholdsvis en anden- og en ottendeplads hos den internationale jury efter juryvinderen Robin Bengtsson og var derfor allerede langt bagud på point, da det svenske folks stemmer blev lagt til det samlede resultat.
Et resultat, hvor danske Tim Schous bidrag 'Kiss You Goodbye', fremført af Anton Hagman, i øvrigt endte på en tiendeplads.
- Det er ikke bare et historisk resultat. Det fremstår som en historisk systemfejl, skriver musikekspert og journalist på den svenske avis Expressen, Anders Nunstedt, eksempelvis i et indlæg.
Han henviser ikke alene til den internationale jurys store magt, men også til den måde som stemmerne fordeles på.
Mens de forskellige juryer blot skal give point til 7 ud af 12 finalesange, fordeles seernes sms- og app-stemmer procentvis på samtlige bidrag. Og det gør det sværere for seerne at få deres favorit til at vinde, mener Anders Nunstedt.
- Afskaf den internationale jury. Melodifestivalen er den mest folkelige tv-leg, der findes, men folket har virkelig ikke magten længere, pointerer han.
Ingen ændringer på vej
De svenske tv-seeres egen vinder, Nano, havde da også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe, da han måtte nøjes med en samlet andenplads i den populære sangkonkurrence.
- Jeg vandt i Sverige, og det er Sveriges stemmer. At Sverige så har et system, hvor man gør brug af internationale stemmer, det er lidt "weird", men det er sådan, det er, siger han til Expressen.
På trods af kritikken lader det dog ikke til, at SVT har tænkt at ændre på konceptet med den internationale jury til næste år.
SVTs producent og øverstansvarlige for Melodifestivalen, Christer Björkman, er nemlig "jättenöjd" med afviklingen af finalen.
- Som det ser ud nu, har vi ikke tænkt os at skrotte juryen. Vi synes, det har fungeret rigtigt godt. Vi har fået to bronzemedaljer og to Eurovision-sejre, siden vi indførte de internationale juryer, så jeg må sige, at det har givet resultater i den positive retning, siger Christer Björkman til Expressen og henviser til Loreens storsejr med 'Euphoria' i 2012 og Måns Zelmerlöws sejr med 'Heroes' i 2015.
Skandale i Spanien
Sverige er langt fra det eneste land, hvor seernes vinder i år har måttet se den endelige sejr gå til en juryfavorit.
Også i lande som Albanien, Georgien, Portugal og Polen har det været en anden sang end seernes favorit, der er endt som samlet vinder.
I Slovenien fik den endelige vinder kun halvt så mange seerstemmer som seerfavoritten, og i Hviderusland var det seernes femteplads, der endte med at vinde takket været juryen.
Den største skandale i år har dog fundet sted i Spanien, som afholdt den nationale finale i februar.
Her endte seernes og juryens to favoritter à point, men reglerne her betød, at juryen fik lov til at træffe den endelige beslutning.
Det førte til massive buh-råd fra salen mod vinderen Manel Navarro, og efterfølgende gik flere politikere fra det spanske parlament ind i sagen, fordi der var mistanke om, at et af jurymedlemmerne havde personlig interesse i vinderen.
Sagen endte med, at underholdningschefen for den spanske tv-kanal TVE måtte stå skoleret for de øverste chefer i selskabet, der efterfølgende konkluderede, at alt var forløbet efter bogen, og at der ikke var noget at komme efter.
https://www.youtube.com/watch?v=-Owek-SacH4
Feltet næsten komplet
Noget mere fredeligt forløb det lørdag aften i Norge og Island, som også afholdt deres nationale finaler. De to lande, som sammen med Sverige er Danmarks tætteste allierede i Eurovision-sammenhæng, fandt nemlig deres to vindersange udelukkende ved seerafstemning i finalerunden.
Norge bliver således repræsenteret af JOWST med nummeret 'Grab the Moment' og Island af Svala med 'Paper', når Eurovision afholdes i Ukraines hovedstad, Kiev, den 9., 11. og 13. maj.
https://www.youtube.com/watch?v=_QVH8vPZVRw
Her skal de alle dyste mod Anja, som repræsenterer Danmark med 'Where I Am', og de foreløbige bookmakerfavoritter fra Italien og Belgien.
Alle 43 bidrag til årets Eurovision Song Contest er på plads inden for de nærmeste dage.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58b1dcd0a11f9f1440771002