Lørdag aften løb verdens største musikbegivenhed af stablen direkte fra Tel Aviv i Israel.
Og selv om finalen i Eurovision Song Contest 2019 både bød på 26 forskellige sange, en flot dansk 12. plads og en nervepirrende afstemning, så var der også noget andet, der tiltrak sig opmærksomhed undervejs i det fire timer lange show.
Palæstina.
For lige siden Israel vandt Eurovision Song Contest i maj sidste år, og dermed retten til at være værter for dette års konkurrence, har der i flere europæiske lande været demonstrationer og underskriftindsamlinger med ønsket om en boykot af Eurovision-værtslandet på grund af Israels fremfærd i Palæstina.
Islands deltagere, bandet Hatari - der endte på en 10. plads i finalen - har været blandt de mest højlydte kritikere af Israel.
Gruppen har åbent udtalt, at de er imod, at Eurovision afholdes på israelsk jord, og at de ønsker at bruge deres optræden i Grand Prixet til at gøre opmærksom på den israelske besættelse af de palæstinensiske områder.
De har dog været afmålte i deres udtalelser i dagene op til finalen af frygt for sanktioner fra EBU (European Broadcasting Union), der arrangerer konkurrencen. Det er nemlig forbudt at promovere politiske budskaber som Grand Prix-deltager.
Viser Palæstina-bannere under afstemning
Men under finalen kunne islændingene alligevel ikke dy sig.
Da de blev tildelt deres seerpoint og kameraet zoomede ind på dem, holdt de nemlig flere Palæstina-bannere direkte op foran kameraet, hvilket straks fik publikum i salen til at buhe højlydt.
Efter finalen har EBU udsendt følgende erklæring om Islands politiske provokation:
- I livesendingen af Grand Prix'ets finale viste Islands deltager, Hatari, et kort øjeblik små palæstinensiske bannere, mens de sad i green room. Melodi Grand Prix er en ikke-politisk begivenhed, og denne handling er i direkte modstrid med konkurrencens regler, lyder det i erklæringen, der fortsætter:
- Bannerne blev hurtigt fjernet og konsekvenserne af denne handling vil blive diskuteret i referencegruppen (Grand Prix'ets bestyrelse) efter finalen.
Det lader altså til, at den islandske tv-station RÚV kan risikere at blive sanktioneret ovenpå Hataris politiske stunt. Det vides dog endnu ikke, om optrinnet rent faktisk kommer til at få konsekvenser - og i så fald hvilke.
Madonna sender stikpille
Islands banner-fremvisning var dog ikke det eneste tidspunkt i Eurovision-finalen, hvor der blev gjort opmærksom på Israel-Palæstina-konflikten.
Da Madonna gik på scenen for at underholde, mens stemmerne blev talt op, havde hun nemlig også en politisk stikpille med.
Som en del af showet fulgtes to af hendes dansere op ad en scenetrappe arm i arm.
På ryggen havde den ene danser et israelsk flag - den anden et palæstinensisk.
EBU har efter finalen udtalt, at de flagklædte rygge ikke var en del af den clearede aftale, og at man havde gjort Madonna opmærksom på, at Grand Prix'et er en ikke-politisk begivenhed.
Hverken Islands eller Madonnas politiske stikpille blev dog kommenteret af showets værter.
Eurovision-finalen blev vundet af Holland, mens Danmark endte på en 12. plads.
Rettelse: Tidligere fremstod artiklens ordlyd om den israelske besættelse af de palæstinensiske områder uklar. Det har vi nu rettet. Vi beklager.