Sverige rynker på næsen af Danmark: En blanding af One Direction og Brødrene Olsen

Der var ikke ubetinget ros til Danmark i det svenske optaktsprogram til Eurovision.

I det svenske optaktsprogram 'Inför Eurovision Song Contest' bedømmer et panel på fire deltagere årets Eurovision-sange. Yderst til højre ses programmets vært, og indholdsproducent på Eurovision 2016, Christer Björkman. (© SVT)

"Det svinger." "Det føles som en blanding af One Direction, Brødrene Olsen og Westlife." "Det er ikke min smag."

Det var en omgang blandede bolcher til Danmark, da Sverige fredag aften bedømte Lighthouse X og 'Soldiers of Love' i optaktsprogrammet 'Inför Eurovision Song Contest'.

Lunken modtagelse af Danmark

I programmet, der produceres af SVT, sidder et panel på fire tidligere Grand Prix-stjerner og bedømmer de 42 deltagende lande til Eurovision 2016, og de havde altså ikke ubetinget ros til overs for det danske bidrag.

- Det føles som en blanding af One Direction, Brødrene Olsen og Westlife. Det føles umoderne, lød det fra Oscar Zia, der tidligere på året blev nummer to i det svenske Melodi Grand Prix.

- Det svinger, men det er intet udover det sædvandlige, supplerede tidligere Eurovision-vinder Helena Paparizou.

De gav 'Soldiers of Love' henholdsvis to og fem point.

"Forstår godt, hvis sangen går videre"

Njol Badjie fra gruppen Panetoz var mere gavmild med sine roser.

- Det er ikke min smag, men jeg forstår godt, hvis publikum kommer til at kunne lide det, og jeg forstår godt, hvis sangen går videre, sagde han, og gav sangen fem point.

Endelig gav sangerinden Wiktoria - der i øvrigt er blevet smidt ud af den svenske Eurovision-jury på grund af sin deltagelse i optaktsprogrammet - tre point til Danmark.