Bookmakere: Disse 4 lande kan vinde Eurovision

Rusland er storfavorit - men alt kan selvfølgelig ske i lørdagens store finale i Eurovision Song Contest.

Australien (til venstre), Ukraine (nummer to fra venstre), Rusland (nummer to fra højre) og Frankrig er de fire lande, der kæmper om førstepladsen i Eurovision, hvis man skal tro bookmakerne. Men alt kan ske, når i alt 42 lande skal afgive deres stemmer lørdag aften. (Foto: © Andres Putting, eurovision.tv)

Bookmakerne har i månedsvis spået Rusland den bedste chance for at løbe med guldet, når der lørdag aften er finale i Eurovision Song Contest.

På skift har andre lande har været oppe og bide russerne i haserne. Men efter de indledende semifinaler tirsdag og torsdag ser det nu ud til, at kampen om sejren kommer til at stå mellem i alt fire lande.

Både Australien, Ukraine og Frankrig er nemlig kravlet pænt op ad rangstigen hos spilfirmaerne.

Divaer fra Australien og Ukraine

Efter en fejlfri optræden i torsdagens semifinale har australske Dami Im overhalet de fleste konkurrenter indenom, og ligger i skrivende stund til at kunne inkassere en andenplads i finalen, hvis bookmakernes odds holder stik.

Lige i hælene har hun Ukraines Jamala, som har været på alles læber lige siden de indledende Eurovision-prøver startede for snart to uger siden. Hun spås en tredjeplads.

Frankrigs Amir har også hele tiden været en bookmakerfavorit. Inden Eurovision-prøverne begyndte, lå han nummer to med sin 'J'ai cherché', mens han efter semifinalerne er gået lidt tilbage.

I skrivende stund ligger til at kunne score en fjerdeplads, når vi skal finde den nye Eurovision-vinder.

Sverige eneste nordiske land i finalen

Spiller man på en sejr til Rusland, og det viser sig at holde stik, får man blot pengene mellem 1,5 og 1,6 gange igen, mens Australien giver odds 6, Ukraine odds 12 og Frankrig odds 15.

Værtslandet Sverige - som efter den danske Grand Prix-exit bliver eneste nordiske repræsentant i finalen - spås også pæne chancer hos bookmakerne, og ligger til at kunne få en flot femteplads i finalen.

Odds på Sverige er dog måske også udtryk for, at de er værtsland.

Tyskland helt i bund

Er man en rigtig spillefugl, som vil hente en stor gevinst hjem, så skal man derimod spille på en sejr til Tjekkiet, Ungarn eller Tyskland. De ligger nemlig helt i bund og giver pengene mellem 300 og 500 gange igen.

Finalen i Eurovision 2016 sendes lørdag kl. 21 på DR1 - og på dr.dk/grandprix, hvor den tidligere danske Eurovision-vinder Emmelie de Forest kommenterer showet.