Rusland vinder Eurovision Song Contest 2016. Det har bookmakerne i hvert fald længe forudset. Efter den 2. semifinale torsdag aften er den største udfordrer til en russisk sejr angiveligt Australien, og nu har begge lande fået gode placeringer i finalen lørdag.
Alle 26 finalister trækker lod om hvem, der skal være i første og anden halvdel af showet - resten bestemmer de svenske arrangører for at kunne skabe et spændende og afvekslende show.
Natten til fredag fik Ruslands selvsikre sanger Sergey Lazarev en hjælpende hånd af svenskerne med et rigtig godt startnummer i finalen. Han skal nemlig optræde som nr. 18 ud af de 26 sange. Og det kan blive en fordel, hvis kampen bliver tæt i toppen.
- Rusland er 18. Danmarks Emmelie de Forest var 18 tilbage i 2013. Sveriges vinder Loreen var 17 i 2012. Og Aserbajdsjan var 19, da de vandt i 2011, siger Rasmus Petersen fra Eurovisionworld.com, der samler odds og statistikker fra konkurrencen.
En - lille - fordel at ligge sidst
Australien trak en placering i første halvdel af showet, som ifølge statistikken giver mindre chancer for at vinde. Men de svenske arrangører, SVT, gav Dami Im det mindst ringe startnummer som den sidste af de 13 første sange.
Det kan der være mange grunde til - men SVT har i de to semifinaler også lagt favoritter på den plads:
- SVT placerede en af favoritterne Rusland sidst i første halvdel af første semifinale, og favoritterne Australien sidst i første halvdel af anden semifinale. Nu placerer de Australien sidst i første halvdel igen, siger Rasmus Petersen.
Med en plads i første halvdel er Australien som nævnt en smule stækket, hvis man ser på statistikken. Og så alligevel ikke: I de sidste 18 år er det kun fem kunstnere fra første halvdel af finalen, der har vundet. Men to af de fem vandt faktisk til de seneste Eurovision-finaler - i København og Wien.
- Så der krænger statistikken lidt, siger Rasmus Petersen
Svært at huske de første sange
Seerafstemningen starter først, når alle 26 lande har optrådt. Historien viser, at det er en fordel at ligge sidst i showet, for så er chancen for, at seerne husker éns nummer større - og stemmer på det.
- Statistisk set er rækkefølgens betydning for det samlede resultat på 5 procent, forklarer Rasmus Beyer.
Danmark må du spejde langt efter i rækkefølgen. Vi blev stemt ud af semifinalen torsdag aften.
Rækkefølgen i Eurovision-finalen
- 1
Belgien
- 2
Tjekkiet
- 3
Holland
- 4
Aserbajdsjan
- 5
Ungarn
- 6
Italien
- 7
Israel
- 8
Bulgarien
- 9
Sverige
- 10
Tyskland
- 11
Frankrig
- 12
Polen
- 13
Australien
- 14
Cypern
- 15
Serbien
- 16
Litauen
- 17
Kroatien
- 18
Rusland
- 19
Spanien
- 20
Letland
- 21
Ukraine
- 22
Malta
- 23
Georgien
- 24
Østrig
- 25
Storbritannien
- 26
Armenien