Det stort set utænkelige er sket!
Italien er ikke længere bookmakernes favorit til at vinde den 62. udgave af Eurovision Song Contest, som ruller over alverdens tv-skærme i aften.
Den italienske solist Francesco Gabbani og nummeret 'Occidentali's Karma' har ellers været en kæmpe vinderfavorit hos samtlige internationale bookmakere, siden han i midten af februar vandt den nationale finale i Italien.
Under prøverne i Kiev de seneste uger har særligt to lande dog begyndt at puste den 34-årige italiener i nakken, og fredag aften - knap et døgn inden finalens begyndelse - blev storfavoritten så pludselig henvist til bookmakernes andenplads.
Italien er nemlig blevet overhalet af Portugal.
Historisk hvis Portugal vinder
Det er første gang nogensinde siden landets debut i København i 1964, at Portugal er udråbt som favorit i Eurovision Song Contest, og hvis det lykkes portugisiske Salvador Sobral at synge sig til sejr i aften, ja så bliver der skrevet Grand Prix-historie.
Portugals hidtil bedste placering er nemlig blot en sjetteplads, som Lúcia Moniz opnåede i 1996.
Portugal og Italien ligger dog side om side hos bookmakerne til cirka odds 2,5 versus 2,75.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59006a226187a414a0495c97
Herefter følger Bulgariens Kristian Kostov og 'Beautiful Mess', som er skrevet af blandt andre danske Alex Vargas, til cirka odds 4.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5914c6cba11f9f12ec2c16f4
Danmarks spås i bedste halvdel
Danske Anja kommer ifølge bookmakerne ikke til at være med i kampen om den endelige sejr.
Hun vurderes dog til lige akkurat at knibe sig i den bedste halvdel af feltet, der består af 26 lande.
Bookmakerne spår en 12.-13. plads til det danske bidrag - hvilket vil være den bedste danske placering siden Basisms niendeplads på hjemmebane i 2014.
Den største ændring hos bookmakerne, siden de sidste ti semifinalister blev fundet torsdag aften, er sket for Kroatien og Jacques Houdek.
I sidste uge lå den kroatiske sang 'My Friend' uden for top 20 hos bookmakerne, men efter en overbevisende præstation i semifinalen er Jacques Houdek nu rykket op på en ottendeplads hos bookmakerne.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5914c25ca11f9f12ec2c16d5
I den modsatte ende af skalaen ser det på forhånd sort ud for årets værtsland, Ukraine, samt Hviderusland, Cypern og Spanien, vurderer bookmakerne.
Hos en enkelt bookmaker kan du få dine penge hele 1.001 gange igen, hvis det lykkes spanske Manel Navarro at stryge til tops.
Finalen af Eurovision Song Contest sendes på DR1 - og i udlandet på DR TV - lørdag klokken 21 med Ole Tøpholm som kommentator.