Historisk: Portugal vinder Grand Prix for første gang - efter 49 forsøg

Den portugisiske deltager, Salvador Sobral, vinder det internationale Melodi Grand Prix 2017.

Portugal og sangeren Salvador Sobral vinder den 62. udgave af det internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest.

Det står klart, efter at resultatet af juryens og seernes stemmer er tikket ind og blevet offentliggjort til finaleshowet i den ukrainske hovedstad Kiev, hvor Eurovision 2017 bliver afholdt.

Den 27-årige portugisiske deltager optrådte med sangen 'Amar pelos dois', der er skrevet af hans søster, Luísa.

Portugal debuterede i Eurovision Song Contest i 1964, men trods hele 48 deltagelser har landet endnu aldrig vundet Eurovision før i aften - faktisk har de ikke placeret sig i top fem én eneste gang.

Men her til aften var Portugal en klar favorit hos både seerne og juryerne rundt om i Europa og scorede rekordhøje 758 point - 143 point mere end Bulgarien på andenpladsen.

Danske Anja blev nummer 20

Med Bulgariens Kristian Kostov og 'Beautiful Mess', der er skrevet af blandt andre danske Alex Vargas, på andenpladsen gik det, som bookmakerne havde forudset.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5917763f6187a41388af3a81

Den tredje forhåndsfavorit, Francesco Gabbani fra Italien, måtte dog tage til takke med en sjetteplads.

Danmark og den dansk-australske sangerinde Anja, som optrådte med nummeret 'Where I Am', endte på en samlet 20. plads med 77 point - men det er trods alt det bedste, danske resultat i tre år.

De internationale juryer placerede Anja på en 13. plads, mens seerne var noget hårdere ved den danske sangerinde og blot placerede hende som nummer 21 med otte point.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59176470a11f9f0d489fd4fb

Den sidste danskskrevne sang, Storbritanniens 'Never Give Up On You', der blev fremført af Lucie Jones, og som er skrevet af danskerne Emmelie de Forest og Daniel Salcedo, endte på en 15. plads.

Aftenens samlede resultat

  • 1 Portugal - 758

  • 2 Bulgarien - 615

  • 3 Moldova - 374

  • 4 Belgien - 363

  • 5 Sverige - 344

  • 6 Italien - 334

  • 7 Rumænien - 282

  • 8 Ungarn - 200

  • 9 Australien - 173

  • 10 Norge - 158

  • 11 Holland - 150

  • 12 Frankrig - 135

  • 13 Kroatien - 128

  • 14 Aserbajdsjan - 120

  • 15 Storbritannien - 111

  • 16 Østrig - 93

  • 17 Hviderusland - 83

  • 18 Armenien - 79

  • 19 Grækenland - 77

  • 20 Danmark - 77

  • 21 Cypern - 68

  • 22 Polen - 64

  • 23 Israel - 39

  • 24 Ukraine - 36

  • 25 Tyskland - 6

  • 26 Spanien - 5

Danmark fik jurypoint fra følgende lande

  • 8 point: Norge og Holland

  • 7 point: Makedonien

  • 6 point: Tjekkiet

  • 5 point: Sverige, Estland, Australien, Rumænien og Ungarn

  • 4 point: Finland

  • 3 point: Island, Hviderusland og Kroatien

  • 2 point: Storbritannien

Sådan fordelte de danske jurystemmer sig

  • 12 point: Sverige

  • 10 point: Portugal

  • 8 point: Australien

  • 7 point: Østrig

  • 6 point: Norge

  • 5 point: Holland

  • 4 point: Bulgarien

  • 3 point: Moldova

  • 2 point: Belgien

  • 1 point: Armenien