Det er fire år siden, at Danmark sidst var at finde i en Eurovision-finale.
Siden 2019 har de danske Grand Prix-repræsentanter nemlig ikke formået at synge Danmark videre fra de indledende semifinaler – men sådan skal det ikke gå i år.
Derfor satser DR nu stort for at undgå endnu en finale uden de rød-hvide farver.
For første gang i flere år har man nemlig besluttet fuldstændig at nytænke det danske sceneshow og droppe den optræden, som i februar førte sangeren Reiley til sejren i Dansk Melodi Grand Prix.
- Vi var rigtig glade for det show, Reiley lavede til Dansk Melodi Grand Prix, men efterfølgende har vi så kigget på, hvordan vi kunne skrue på det her show, så det blev endnu bedre og kan matche den enorme ramme, som Eurovision-scenen jo er, forklarer Erik Struve Hansen, der er programansvarlig for Eurovision i DR.
I månederne siden den danske finale har holdet bag det danske Eurovision-show derfor arbejdet hårdt på en ny og helt anderledes optræden til det danske bidrag, 'Breaking My Heart'.
En optræden, som denne uge skulle afprøves for første gang på Eurovision-scenen i værtsbyen Liverpool, hvor Danmark mandag og torsdag havde sine første sceneprøver.
Se billeder fra prøverne på Danmarks sceneshow:
Samtidig blev sløret så løftet for nogle af de mange ændringer, der er sket, siden Reiley vandt Dansk Melodi Grand Prix.
For hvor 25-årige Reiley i den danske finale var flankeret af fire dansere, skal han nu stå helt alene på Eurovision-scenen. Til gengæld får den færøske sanger selskab af en gigantisk scene-rekvisit, der er udformet som et hus med flere forskellige, farverige rum.
- Reiley har et meget farverigt og visuelt univers, og det har vi forsøgt at sætte endnu mere i spil med den her scene-rekvisit, som er en virkelig spændende måde at få skabt nogle forskellige "universer" på scenen, siger Grand Prix-chefen.
- Optrædenen har virkelig fået et ordentligt spark, når det kommer til den visuelle del.
Reiley selv er også glad for sin nye optræden, der dog fortsat skal finpudses, inden det virkelig gælder i semifinalen den 11. maj.
- Jeg er rigtig glad for min optræden og synes, prøverne gik rigtig godt. Jeg er ikke helt tilfreds med, hvordan tingene ser ud rent visuelt. Den sidder ikke helt i skabet endnu, men det er jo dét, prøver er til for, siger Reiley efter sin første sceneprøve.
Grand Prix-fan: 'Vi skal komme med det allerbedste, vi kan'
De seneste mange år har DR blot valgt at finpudse vinderoptrædenen fra Dansk Melodi Grand Prix forud for Eurovision, men i år er der altså helt nye boller på suppen.
Og selvom der indtil videre kun er sluppet enkelte fotos ud fra Reileys prøver i værtsbyen Liverpool, så glæder det en dansk Eurovision-fan, at DR har rystet posen, når det kommer til den danske optræden.
- Jeg er glad for, at DR har valgt at prøve noget nyt med sceneshowet, for i mine øjne gemmer Reiley og hans sang på et enormt potentiale. Det håber jeg, man har udnyttet mest muligt, for der er mange gode kort på hånden – nu skal de bare spilles rigtigt, lyder det fra Grand Prix-fan Morten Madsen, der også står bag fanmediet Eurosong.dk.
Også Grand Prix-fan Simon Falk, der selv rejser til Liverpool senere på ugen, er glad for udsigten til et helt nyt Eurovision-show fra Danmark.
- Jeg var lidt skuffet over showet i Dansk Melodi Grand Prix, så jeg er glad for, at DR har rystet posen til Eurovision. Den skal have fuld knald og have alt, hvad den kan trække, for vi har kun de tre minutter til at fange Europas opmærksomhed, siger han.
- Danmark er ikke gået til finalen siden 2019, og samtidig er der mange andre lande, der virkelig har oppet sig, så der bliver DR simpelthen nødt til at følge med. Vi skal komme med det allerbedste, vi kan, for ellers lægger folk ikke mærke til os.
Eurovision-boss vil 'ekstremt gerne' i finalen
Grand Prix-chef Erik Struve Hansen er da også smerteligt bevidst om, at Danmarks stime af dårlige resultater gerne skal komme til en ende i år.
Netop derfor har man fra DR's side også forsøgt at optimere årets danske bidrag mest muligt.
- Det har jo været virkelig ærgerligt, at vi ikke er kommet videre til finalen de seneste år, så det er klart, at vi gerne vil sørge for, at vi laver den flotteste og bedste optræden, som vi overhovedet kan. Det gør vi naturligvis hvert år, men i år har den lige fået lidt ekstra, for selvfølgelig vil vi ekstremt gerne i finalen igen.
Og skal man tro Erik Struve Hansen, har de europæiske tv-seere da også noget godt i vente.
- Der er ingen tvivl om, at jeg selv er kæmpefan af det show, folk kommer til at se på Eurovision-scenen. Det er blevet sindssygt flot, og er samtidig ekstremt ambitiøst, så folk kan godt glæde sig.