Deltagere blev lagt for had på nettet: Nu bandlyser arrangører pressen fra årets Eurovision-prøver

Presse og fans er for første gang forment adgang til de fleste af årets Eurovision-prøver.

Sidste år blev den albanske deltager Ronela Hajati udsat for hadefulde kommentarer i kølvandet på hendes prøver på Eurovision-scenen. (Foto: © Nathan Reinds, EBU)

Lørdag den 13. maj ruller årets store Eurovision-finale over skærmen, og allerede nu er prøverne til det store show – samt de to indledende semifinaler – i fuld gang.

Hele denne uge har kunstnere fra de 37 lande, der deltager i årets udgave af den traditionsrige musikkonkurrence, øvet på scenen i værtsbyen Liverpool.

Normalt følges prøverne til showet, der årligt ses af omkring 160 millioner tv-seere, tæt af både fans og journalister, men i år har pressen for første gang i mange år været forment adgang til prøverne.

Det sker efter flere deltagere sidste år blev bestormet med hadefulde kommentarer, efter billeder og beskrivelser af deres prøver blev delt på nettet.

Her fik blandt andre den albanske deltager, sangeren Ronela Hajati, hård kritik for sine sceneprøver, som tilsyneladende ikke levede op til hendes fans høje forventninger.

- Jeg har arbejdet på hver en detalje (i min optræden) i fem måneder, og folk er så utilfredse med mig. Jeg er ked af det, men det er alt, jeg kan gøre. Lad det her ende hurtigst muligt. Sluk tv'et, når den her skidedårlige optræden bliver sendt, så I kan glemme den igen hurtigt, skrev sangeren efterfølgende i et nu slettet opslag på Twitter.

Situationen fik også arrangørerne af konkurrencen, tv-organisationen EBU, til at reagere. På Twitter fordømte arrangørerne i skarpe vendinger de kritiske kommentarer og forklarede, at man var "forfærdede over det niveau af online-had", der ramte Eurovision-deltagerne:

- Vi forstår den dybe passion og kærlighed til Eurovision, og EBU er fortaler for ytringsfrihed, men vores kunstnere, crew og frivillige bør være i stand til at gøre deres arbejde uden at være mål for overgreb, trusler og chikane, lød det dengang fra EBU.

- Jeg er blevet mobbet massevis af gange. Når jeg står på scenen, kalder folk mig fed, en ko, en hval, lød det fra albanske Ronela Hajati, der sidste år fik skarp kritik for sit sceneshow under Eurovision. (Foto: © Nathan Reinds, EBU)

'I dræber konkurrencen'

I år har arrangørerne så taget konsekvensen og skærmet artisternes generalprøver for fans og presse. Tidligere år har pressen kunnet følge sceneprøverne både fysisk og online, hvor de blev streamet live fra Eurovision-scenen, men i år er pressen forment adgang til prøverne.

Først mandag bliver fans og presse lukket indenfor, når der afholdes generalprøve på første semifinale, der sendes i tv tirsdag aften i næste uge.

Selv begrunder arrangørerne regelændringen med, at artisterne skal have lov til "at øve i fred og finpudse deres optrædener".

Beslutningen er dog blevet mødt med blandede miner hos Eurovision-fans. Nogle ærgrer sig over, at de ikke længere kan følge med i prøverne, mens andre bifalder de nye regler.

- God ændring. Giv kunstnerne og teknikerne plads til at trække vejret og skabe showet, uden folk på internettet flår dem fra hinanden uden grund, skriver én på Twitter, mens en anden bruger er mere kritisk:

- Det her er virkelig, virkelig dårligt. De dræber Eurovision-oplevelsen for fansene. EBU dræber langsomt konkurrencen.

Og ændringen kan faktisk også vise sig at få konsekvenser for de deltagende lande, men det vender vi tilbage til.

I sidste uge blev årets Eurovision-scene officielt indviet af den britiske kong Charles og hans kone, Camilla. Siden har prøverne på scenen været i fuld sving. (Foto: © Pool/NEWSPIX INTERNATIONAL, Ritzau Scanpix)

Danske fans ærgrer sig, men forstår beslutningen

Grand Prix-fan Morten Madsen, der driver hjemmesiden Eurosong.dk og har dækket Eurovision siden 2008, ærgrer sig også over arrangørernes beslutning, men forstår godt, at man har følt sig nødsaget til at trække en streg i sandet.

- Personligt synes jeg, det er brandærgerligt, for vi fans lever jo for at sidde og nørde de her prøver helt ned i detaljen. Men når det er sagt, så forstår jeg 100 procent beslutningen, og jeg er faktisk overrasket over, at det ikke er sket tidligere, siger Morten Madsen.

Han forstår udmærket, at de forskellige lande gerne vil have lov til at øve deres show i fred for de nysgerrige - og ofte kritiske - fans og journalister.

- De seneste år har vi oplevet flere episoder, hvor deltagerne har fået virkelig hård kritik for deres prøver, og jeg tror, arrangørerne har været nødt til at sige: "Nu stopper festen", fordi nogle delegationer virkelig har råbt højt omkring, hvordan pressens og fans' adgang var et problem.

Også Grand Prix-fan Simon Falk, der skriver for fanmedierne WiwiBloggs og danske Good Evening Europe, forstår arrangørernes beslutning.

- Når det handler om at skabe det bedst mulige tv-show, forstår jeg godt beslutningen. Prøver er jo netop prøver, og jeg synes det er rigtigt, at deltagerne får ro til at prøve tingene af på scenen, uden at der sidder sådan nogle som mig og dømmer hver eneste lille detalje og fejltrin, siger Simon Falk.

Grand Prix-fan Simon Falk skriver for fanmedierne WiwiBloggs og Good Evening Europe. Her er han fotograferet ved konkurrencen i 2021, der blev afholdt i Rotterdam i Holland. I år, hvor showet afholdes i Liverpool, er Simon Falk også til stede. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Danmark skiftede scenekostume efter fan-kritik

Selvom han forstår beslutningen, medgiver Simon Falk dog, at han kommer til at savne det eksklusive indblik i Grand Prix-prøverne.

Og det tror han også de 37 lande, der deltager i årets show, kan komme til.

Uden kommentarer og input fra fans mister landene nemlig også en unik mulighed for at få feedback på deres optræden, inden hele Europa ser med hjemme fra tv-stuen.

- Det er jo sket flere gange, at landene har taget kritikken fra fans til efterretning og rent faktisk foretaget ændringer i deres show efterfølgende. Den slags feedback har de ikke mulighed for at få i år, når fans og presse er forment adgang til prøverne, forklarer han.

Og feedback fra fans har tidligere vist sig at være særdeles brugbar.

I 2021 valgte storfavoritten Destiny fra Malta at skifte kjole, efter fans kritiserede hendes første scenekostume, og samme år valgte Aserbajdsjan i 11. time at tilføje ildkanoner til deres show, efter fans havde påpeget, at de savnede pyroteknik på scenen.

I 2017 valgte den danske deltager at droppe den buksedragt, hun ellers havde planlagt at have på til Eurovision, efter hård kritik fra fans, der havde set billeder og videoer af buksedragten i aktion ved Danmarks sceneprøver. (Foto: © Andres Putting, EBU)

Tilbage i 2017 var det DR, der måtte slå lyttelapperne ud, da fans rettede skarp kritik af den buksedragt, den danske deltager Anja Nissen optrådte i under sine prøver. Efter den hårde medfart besluttede DR i sidste øjeblik at bytte sangerindens kjole ud med en anden kjole, der i al hast måtte flyves til Kyiv, der var værter for showet det år.

Selvom både presse og fans i år altså er udelukket fra Eurovision-prøverne, har fans og andre nysgerrige blikke dog stadig fået et lille indblik i årets prøver, der allerede startede i slutningen af april.

På TikTok har arrangørerne nemlig delt små klip fra alle landes prøver. Klip, som Grand Prix-fan Morten Madsen dog ikke giver meget for.

- Når det er arrangørerne selv, der sender de klip ud, så får vi jo ikke et reelt indblik i prøverne. Arrangørerne sender jo ikke noget ud, hvor tingene ikke spiller, så i mine øjne er den slags bare ren Grand Prix-propaganda, slutter han.