Bandlyst Grand Prix-sanger optræder på Krim igen

Julia Samoylova, der er nægtet adgang til årets Eurovision Song Contest i Ukraine, agter alligevel at spille sin vindersang - på det mest kontroversielle sted overhovedet.

Russiske Julia Samoylova er omdrejningspunktet for den helt store konflikt i årets Eurovision Song Contest. (Foto: © SCANPIX)

Ruslands Grand Prix-deltager Julia Samoylova, der er nægtet adgang til årets finale, agter alligevel at fremføre den sang, hun skulle have sunget i Eurovision, 'Flame Is Burning'.

Det kommer til at foregå på den omstridte halvø Krim tirsdag den 9. maj - samme dag, som den første af to semifinaler af årets Eurovision Song Contest finder sted i Ukraines hovedstad, Kiev.

9. maj er også kendt som Victory Day - en af de vigtigste mærkedage i Rusland i dag - og markerer de allieredes sejr i Anden Verdenskrig.

Det skriver The Guardian.

En sidste markering

DR's Grand Prix-ekspert og Eurovision-kommentator Ole Tøpholm siger, at Rusland og Ukraine bevidst har provokeret hinanden siden sidste års Grand Prix, hvor Ukraine vandt med sangen '1944', som handler om Krim i 1944 under Anden Verdenkrig.

Det har Rusland været provokeret af og har bevidst stillet med en kontroversiel deltager i år, siger han.

- At Julia Samoylova spiller samtidig med semifinalen er et sidste forsøg fra russerne på lige at markere sig, men det får ikke nogen betydning for Grand Prix'et i Kiev, spår Ole Tøpholm.

Har optrådt på Krim uden tilladelse

Den 28-årige sangerinde er selv stærkt utilfreds med at være udelukket fra årets sangkonkurrence i Ukraine.

Forbuddet er givet, fordi hun i strid med ukrainsk lov i 2015 optrådte på Krim-halvøen uden at have fået tilladelse fra de ukrainske myndigheder.

Rusland annekterede Krim i 2014, hvilket ikke er blevet anerkendt internationalt.

DR’s Ruslands- og Ukraineekspert Matilde Kimer har tidligere forklaret problemet med Julia Samoylova over for DR:

- Julia Samoylova er en af utallige russiske kunstnere, som er blevet bedt om at give koncert på Krim i løbet af de seneste år, hvor halvøen de facto har tilhørt Rusland.

- Men hvis man besøger Krim, uden at det er foregået gennem den officielle, ukrainske grænseovergang - som Julia Samoylova har gjort - så har man opholdt sig illegalt på ukrainsk territorium og kan derfor i henhold til ukrainsk lovgivning enten blive afvist eller anholdt, når man lander i Kiev.

Rusland har tidligere meddelt, at man agter at sende Samoylova af sted til Eurovision Song Contest igen i 2018.

De to semifinaler og finalen af Eurovision Song Contest afvikles den 9., 11. og 13. maj. Danmark repræsenteres af 21-årige Anja og sangen 'Where I Am' i anden semifinale 11. maj.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58b1dcd0a11f9f1440771002