Den amerikanske drøm.
En idealistisk forestilling om, at det amerikanske samfunds idealer - frihed, lighed og demokrati - gør det muligt for ethvert menneske at opnå lykke og materiel velstand i livet.
Sådan lyder beskrivelsen af drømmen, der gennem historien har fået et utal af danskere til at tage den lange tur over Atlanten.
Deriblandt er Lars Ulrich, Karl Dane og William S. Knudsen. En rockmusiker, en filmstjerne og en direktør, der endte med at medvirke til enden på Anden Verdenskrig.
De er blandt de danskere, som Stéphanie Surrugue sætter fokus på i 'Danskere i Verden', når hun rejser rundt i hele verden for at sætte fokus på nogle af dem, der har sat deres aftryk på andre kontinenter.
Og i tredje afsnit, som kan ses herunder, går turen til Nordamerika.
William S. Knudsen
Tænk at have en andel i, at USA og de allierede vandt Anden Verdenskrig.
Det er tilfældet for danske William S. Knudsen - en cykelsmed fra København.
I år 1900 rejste han nemlig til USA, hvor han hurtigt arbejdede sig op og endte som øverste direktør for General Motors.
Og en dag i maj 1940, da præsident Franklin D. Roosevelt var ved at forberede USA's involvering i Anden Verdenskrig, kalder han William S. Knudsen til Washington.
Beskeden var klar. Knudsen skulle så hurtigt som muligt organisere og optimere hele krigsmaterielproduktionen til USA og deres allierede.
Senere bliver William S. Knudsen udnævnt til generalløjtnant i U.S. Army - som den eneste civilist nogensinde.
Karl Dane
En vaskeægte filmstjerne.
Den status opnåede Karl Dane, efter han rejste til USA i 1916.
Allerede året efter får han sin første filmrolle i USA. Karrieren i showbizz-branchen startede som stuntman for den danske skuespiller, men efter kort tid ender han som en af de helt store stumfilmstjerne og spiller med i en lang række film.
Hans største succes er med rollen i 'The Big Parade', der bliver den næstmest indtjenende stumfilm nogensinde.
Lars Ulrich
Drømmen om at blive til noget stort.
Det var med det mål, danske Lars Ulrich i 1981 udvandrede til USA.
Oprindeligt var håbet egentlig at blive til en stor tennisspiller. Men efter Lars Ulrich faldt over heavy metal-musikken, blev hans interesse så stor, at han i stedet besluttede sig for at starte et band.
Ketsjeren blev hurtigt udskiftet med trommestikker, og sammen med tre andre stiftede han thrash metal-bandet Metallica.
Et band der sidenhen er blevet et af de mest succesfulde og indflydelsesrige indenfor heavy metal-genren, har solgt mere end 100 millioner plader og vundet ni Grammy Awards.