I maj 2015 blev Liberia erklæret ebola-frit efter at have været ramt af udbruddet i et år.
Godt 4.800 mennesker mistede ifølge det amerikanske Center for Sygdomsforebyggelse (CDC) livet i løbet af det ene år som følge af ebola.
Følgerne af ebolaens hærgen er dog stadig tilstede i det hårdt prøvede vestafrikanske land, forklarer informationschef i Unicef, Karin Aaen.
- De mennesker, som arbejdede ude i frontlinjen, og som satte deres liv på spil for deres medmennesker, for deres land, er nogle nogle helte og modige, men også dybt traumatiserede, siger hun til P1 Morgen.
- Det er helt tydeligt på dem, vi har snakket med. Især sundhedsarbejderne og andre, der har arbejdet på ebola-behandlingscentrene.
I behandlingscentret i hovedstaden Monrovia er muligvis tomt for patienter, men der er stadig enkelte læger på stand-by for en sikkerheds skyld.
Foruden lægerne er der også sygeplejersker og hygiejnemedarbejdere som Benedict Reeves. Han er udmærket klar over, at det har været et traumatisk forløb.
Og frygten for sygdommen sidder stadig i ham. For eksempel vasker han stadig hænder op til 60 gange om dagen på grund af smittefaren. En fare, som ikke rigtig er der mere.
- Det var så pludseligt, at ebola ikke var der mere. Vi bør ikke være uforsigtige, det synes jeg bare ikke, siger han til P1 Morgen.
På lørdag er der Danmarks Indsamling og en del af pengene vil gå til projekter i netop Liberia.