Boganmelder måtte godt anbefale DR-ansattes børnebøger på dr.dk

Når en uvildig ekspert i en artikel på dr.dk anbefaler børnebøger skrevet af DR-ansatte, er det ikke nepotisme. Det mener lytternes og seernes redaktør.

Artiklen ”Numser og jalousi: 5 børnebøger af kendte danskere der faktisk er gode” blev bragt på dr.dk den 7. marts 2016. En klager mente, at artiklen var et udtryk nepotisme og anbefaling af egne ansatte. (Foto: © Lizette Kabré/ Bjarne Bergius Hermansen/ Peter Elmholt / Lars E Andreasen/ Nordisk Film Tv/)

En ekspert i børnebøger skal også kunne anmelde bøger skrevet af DR-ansatte, ellers vil det være uden for proportioner. Det er konklusionen fra DRs lytter- og seerredaktør Jesper Termansen på baggrund af en klage. DR er et stort og kreativt mediehus, og det er ikke usandsynligt at medarbejdere med mere eller mindre fast tilknytning til huset, vil udgive bøger – herunder børnebøger.

Klageren mente, at en artikel bragt på dr.dk, der fremhævede flere børnebogsforfattere ansat af DR, var et udtryk for vennetjenester og anbefaling af egne ansatte. Klager mente ikke, at artiklen skulle have været bragt, da den får DRs brugere til at tvivle stærkt på DRs dømmekraft.

Børnebogsanbefalingerne er udvalgt af master i børnelitteratur Merete Flensted Laustsen. Hun har efter eget udsagn fået frie hænder til opgaven, og har ikke været underlagt instrukser fra DR.

Klagen afvises af lytternes og seernes redaktør, der videre skriver, at det havde været et forkert journalistisk valg, hvis man på forhånd var ekskluderet fra bogomtale, fordi man er ansat i DR.

Hele afgørelsen kan læses her: