Spoiler-advarsel: Vinderne af 'Slædepatruljen' bliver afsløret her i artiklen.
Med iskolde fingre og trætte lemmer krydsede de fire tilbageværende deltagere målstregen i sidste afsnit af 'Slædepatruljen'.
Bag dem lå en lang række fysisk krævende strabadser og mentale styrkeprøver i den barske natur i Island og ikke mindst på den afsluttende slædetur i Grønlands ubarmhjertige, bidende kulde.
Udfordringer, som formentlig havde givet selv den mest hårdhudede patruljefører i den arktiske specialoperationssstyrke slædepatruljen Sirius sved på panden.
I sidste ende var det Rasmus Carlo Fabricius og Chris Sommergreen, der kan kalde sig vindere af konkurrencen for deres udholdenhed og gode samarbejde i øvelserne, der er inspireret af Forsvarets optagelsesprøve og Siriuspatruljens forskole.
For Rasmus Carlo Fabricius er det ikke bare sejren, en helt masse eventyr og nye perspektiver på sin egne evner, han har med sig hjem i rygsækken.
Undervejs skabte han samtidig en helt særlig forbindelse til sin far, som han havde mistet kort tid før optagelserne.
- Først og fremmest var jeg taget afsted for at ære min far og træde ind i det her ud fra den måde, han levede sit liv på.
- For min far var livet at komme ud på eventyr, se verden og snakke med mennesker og prøve sig selv af. Det inspirerer mig, siger han.
Far dukkede op med nordlyset
På en af øvelserne under optagelserne skulle Rasmus Carlo Fabricius stå vagt i den kulsorte grønlandske nat.
Og da oplevede han nordlyset danse henover den mørke nattehimmel.
- Dér føler jeg, at min far kommer og danser med mig på himlen.
- Jeg føler en kæmpe connection til ham lige i det øjeblik. Det var følelsen af: "Yes, jeg er det helt rigtige sted, jeg er i gang med det helt rigtige, og jeg gør det godt". Alle tanker om at være træt og sulten og at fryse forsvandt bare.
Rasmus skrev et brev til sin far i 'Slædepatruljen':
Rasmus Carlo Fabricius kalder oplevelsen i 'Slædepatruljen' terapeutisk i forhold til sin sorg. Da han stod der under nordlyset var det en spirituel oplevelse – næsten som en slags åbenbaring, siger han.
- Jeg har ham med i alt, jeg laver. Så derfor kan jeg jo bare kigge op på himlen, når der er nordlys og mærke ham. Eller jeg kan være ude og kitesurfe, og så kan jeg mærke ham i sejlet, for han var sejler.
'Kom så Carlo'
Rasmus Carlo Fabricius er ikke i tvivl om, at faren er med ham, uanset hvor han er.
- Han var jo mit store heppekor. Og nu, efter hans død, ved jeg bare, at han er et sted deroppe og kigger ned og følger mig, siger han.
Mens deltagerne var i Island skulle de løbe 100 kilometer på langrendsski. Og her talte Rasmus Carlo Fabricius løbende med sin far inde i hovedet.
- Hver gang vi kom ned i det fjerneste hjørne af ruten, hvor det blev ekstra hårdt, fordi det gik opad, så sagde jeg lige: "Kom så Carlo" for at overbevise mig om, at jeg kunne fortsætte.
"Carlo" er nemlig ikke bare et tilfældigt mellemnavn. Det var også farens fornavn, som Rasmus som 25-årig også tog som en kærlighedserklæring til sin far.
Det er blevet tydeligt for ham, at han bruger sorgen og savnet til sin far som et kærligt skub fremad, når opgaverne er smertefulde, eller når han søger efter levende oplevelser i hverdagen, fortæller han.
Rasmus og Chris taler om, hvordan de begge har haft sygdom og død tæt inde på livet:
Selvom Rasmus Carlo Fabricius ikke har planer om at søge ind i Siriuspatruljen eller jagte en militærkarriere efter sin medvirken i 'Slædepatruljen', så er han ikke færdig med at prøve sig selv af i den barske vildmark.
Det skal han blandt andet med sine elever, som han til daglig underviser på Oure Højskole på Fyn. Her er et af hans fag adventure, og højskolen har faktisk åbnet en helt ny linje, hvor han og eleverne skal på ekspedition til Sveriges højeste bjerg nord for polarcirklen.
Her kommer Rasmus Carlo Fabricius blandt andet til at give noget af det videre, han selv var igennem undervejs til sejren i 'Slædepatruljen'.