Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i det seneste afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser artiklen, så tjek det ud på DRTV.
De var ti singler, som endte som fem 'Gift ved første blik'-par baseret på eksperternes match-metoder.
Fire af parrene endte med at trække stikket før eller til beslutningsdagen i sidste afsnit.
Og det eneste par, Søren og Morten, der valgte at blive sammen, gik fra hinanden kort efter, tv-optagelserne sluttede.
Det var ellers ikke, fordi eksperterne ikke havde mange ansøgere at vælge imellem – netop i år slog ansøgertallet nemlig rekord med 624 håbefulde singler fra hele landet, som håbede på at blive matchet med deres eneste i det danske tv-eksperiment.
Men rekordhøjt ansøgertal eller ej; resultatet er, at nul par ud af fem er gift i dag.
Så hvorfor i alverden lykkedes det ikke?
Det har vi spurgt de to matchmakere og psykologer om, Trine Hjorth Bønnerup og Eivind Harbeck Johansen.
Har det været en succes, selvom parrene ikke er sammen i dag?
Eivind: - Det ville jo være det ultimative bevis på, at vi havde gjort et godt stykke arbejde, hvis vi kunne sidde med fem par, der valgte at forblive gift. Men det ville være dumt kun at måle på de kriterier for os, da rigtig mange ting er uden for vores kontrol.
- Dét, vi måler på, er, om de her par faktisk oplever, at den partner, de er matchet med, er en, de kan lide; en, hvor der opstår en dynamik, der fører dem i en retning af et parforhold og ægteskab. Og i år var der faktisk tre af parrene, man havde høje forhåbninger til i så lang tid – det tror jeg ikke er sket før.
- Så mit succeskriterium er, at fire af parrene i år gik helt til beslutningsdagen og faktisk kunne se, hvorfor de var blevet sat sammen.
Jamen, Eivind – konceptet er jo, at de skal finde den store kærlighed?
- Vi vil selvfølgelig helst, at alle parrene var super sikre på at forblive gift, men det sker jo heller ikke ofte i den virkelige verden, at nogle bliver gift efter fem uger. Så det er selvfølgelig en svær opgave, selvom vi prøver at hjælpe dem godt på vej.
Trine: - Det er altid et vigtigt og stort spørgsmål, når vi runder en sæson af, om vi kan tillade os at kalde det en succes. Der er mit sigtepunkt jo at lede efter de her vigtige byggesten til et kærlighedsforhold – hvor mange kan vi opdage og samle ind.
Men igen – programmet hedder jo ikke 'Hvem kan finde flest byggesten', men handler om, at parrene skal finde deres livs kærlighed?
- Jeg kan ikke negligere, at hvis det kun handler om, hvor mange par der bliver sammen, har det fejlet i år. Så er spørgsmålet, om jeg skal fyre mig selv som ekspert og sige, at så har det ikke nogen værdi, det jeg har lavet. Og det synes jeg er lidt for hård en dom.
Hvorfor?
- Det er et eksperiment, og kærlighed kan man ikke styre 100 procent, det har vi godt vidst fra starten. Så jeg tillader mig at kigge på det i en bredere ramme, hvor vi arbejder med, hvordan vi kan få et par til at lykkes, som ikke kender hinanden – og hvad kan vi lære om os selv og om parforholdet imens.
- Så når jeg kigger på den her sæson, synes jeg, det er særligt, at der er så meget håb og så mange ting, der fungerer lige op til beslutningsdagen. Vi har tre par, der holder i hånd, kysser og vil hinanden på mange områder, og der vil jeg måske gå så vidt at sige, at det har jeg aldrig set før.
De tre par, er det Rolf og Nina, Frank og Anette og Morten og Søren?
- Ja, de tre par er berørte til beslutningssamtalen og taknemmelige og stolte over det, de har fundet sammen. Der har været momenter, hvor de har hældt til et ja og haft håb i relationen. Det er et tegn på, at det har været en ægte værdifuld relation for de tre par - og det synes jeg, er ekstraordinært i 'Gift ved første bliks' historie.
Men de forblev jo ikke gift?
- Nej, og jeg tager ansvaret på mig som ekspert og den, der har matchet og fulgt dem. Så der må vi bruge parrene som inspirationskilde til næste år og tænke over, hvad vi kan skrue på. Men hvis det var let at matche fem par, tror jeg, jeg skulle overveje at skifte branche og starte et datingbureau og kæmpe for kærligheden på den måde.
Er der noget, I eksperter kunne have gjort anderledes, eller står I ved de fem matches?
Trine: - Der er ingen tvivl om, at vi har ansvar for som eksperter at kigge grundigt ind i de matches, vi har lavet, hvordan det gik med dem og forsøge at justere, der hvor man kan se, at det har været allersværest for parrene.
- Men vi har gjort et virkelig grundigt stykke arbejde og har peget på de fem stærkeste matches, vi havde i vores pulje. Så jeg kan med ro i sindet sige, at vi stadig står bag dem.
- Jeg har personligt haft en meget stor respekt for de medvirkendes måde at gå til det på i år. Det har givet os mange nærværende øjeblikke og inspirationskilder til seerne derude.
Se eller gense klippet, hvor Morten åbner op for noget meget sårbart og svært til en soloterapi-session med psykolog Trine Hjorth Bønnerup:
Er der nogle af parrene, der ikke skulle have været matchet?
Eivind: - Jeg har svært ved at se, at Katrine og Nicolas fik noget godt ud af det. At de valgte at bryde og gå fra hinanden tidligt, er et tegn på, at de ikke fik de gode erfaringer, vi ønskede, de skulle få.
- Men de siger begge i dag, at de var glade for at være med, og jeg vil holde fast i, at de var gode kandidater og et match ud fra de parametre, vi kunne se og måle. Det gik bare ikke på den måde, vi havde håbet.
Trine: - Vi ved godt, at vi ikke kan forudsige alt, men står klar med massiv støtte, når det bliver svært.
Giver parrene for let op i dag?
Eivind: - Den tanke kan jeg godt følge dig i. Man kunne godt ønske – det gælder helt generelt og ikke kun i 'Gift ved første blik' – at der ikke er så stor en grad af urealistiske idealforestillinger om, hvad et parforhold og en partner skal være.
- Vi har alle de her datingapps, hvor vi kan blive bombarderet med nye muligheder, og så kan det være svært at forholde sig objektivt og nuanceret til det, man har gang i.
Er tiden så løbet fra 'Gift ved første blik' som koncept?
- Nej, tværtimod, forpligtelse er jo en god ting.
- Siden den første sæson blev sendt i 2013, har de 11 år fuldstændig ændret på den måde, vi dater på – igen på grund af de dating-apps og den datingkultur, der er opstået, hvor vi henter en vare ned fra hylden, og kaster den bort og finder en ny, ofte når det blot er mindre ting, der er galt.
- I dette tv-eksperiment giver vi parrene mulighed for at fordybe sig og fokusere på hinanden i fem uger – med langt færre forstyrrelser. Så jeg mener bestemt, at programmet har sin eksistensberettigelse i dag. Mere end nogensinde.
Du kan høre meget mere om Morten og Sørens ægteskab, skilsmisse og liv i dag i 'Gift ved første blik'-podcasten med vært Jens Malthe Næsby og psykolog og matchmaker i tv-eksperimentet Trine Hjorth Bønnerup.
Du kan se finaleafsnittet af 'Gift ved første blik' her: