Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i det seneste afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser artiklen, så tjek det ud på DRTV.
- Jeg vil gerne forblive gift.
Der var ikke et øje tørt, da manges yndlingspar i årets 'Gift ved første blik', Morten og Søren, sagde ja til hinanden med disse ord. Ja til at beholde vielsesringene på. Ja til at se, hvad ægteskabet kunne udvikle sig til.
Dermed blev de det eneste par i årets sæson, der ønskede at give matchet og hinanden en chance, efter tv-eksperimentet sluttede.
Men desværre skete det, ingen håbede på, kort efter kameraerne blev slukket. Kærligheden gik i stykker og kunne ikke repareres igen.
Så den 14. juli – lidt over en måned efter beslutningsdagen, som lige har været vist i tv – valgte parret at blive officielt skilt.
Men hvad i alverden gik der galt? Det har dr.dk spurgt parret om.
- Ja, hvad skete der? Det er jo the million dollar question, siger Søren til dr.dk.
- Jeg kan godt forstå, hvis man har den opfattelse, at Morten og jeg kan kommunikere om det hele. Men da vi kom ud af forløbet, efter vi havde sagt ja, var det meget omvæltende og hårdt. Selvom vi fik en masse støtte fra produktionen og vores psykolog Trine, skulle vi pludselig klare os selv. Det viste sig at være for stor en mundfuld, siger Søren og fortsætter:
- Morten og jeg har nogle dybtliggende mønstre i os selv, som gjorde, at vi blev usikre og utrygge i hinanden, og derfor blev der dannet en kløft imellem os.
Morten er helt enig med sin nu eksmand.
- Det føltes så rigtigt at sige ja, og jeg glædede mig til at nyde hinanden, sommeren og vores venner. Men efter beslutningsdagen kunne jeg mærke, at jeg faldt i energi – jeg var så træt.
- Der var nogle følelser, jeg var fuldstændig sikker på ville komme, når kameraet slukkede – og de kom ikke. Jeg kunne simpelthen ikke mere.
'Jeg følte, at der var et usynligt pres'
Efter beslutningsdagen blev parret boende hver for sig og prøvede at date og få det til at fungere som ægtefolk. Men det blev hurtigt meget tydeligt for dem begge, at intet var som før. De talte en del i telefon og skrev sammen, men det var meget svært at mødes hen over sommeren. Og når de så mødtes, var de ikke glade.
Det gik hårdt ud over dem begge.
- Det kræver overskud, energi og plads at få et forhold til at fungere. Oveni mærkede jeg et pres over, at vi var det eneste par, der havde sagt ja, siger Morten.
Hvad mener du?
- Jeg følte, at der var et usynligt pres og en forventning til os om at blive sammen, fordi vi var det eneste par tilbage. Jeg følte mig som en fiasko, at jeg ikke kunne levere og begyndte at devaluere mange af de oplevelser, vi havde haft sammen.
- Op til breakup-skilsmissen så jeg sider af mig selv, som jeg ikke havde set i lang tid; en vrede og en frustration rettet mod mig selv, men også mod Søren, fordi jeg følte, jeg havde sat ham i en unfair situation. Hans kærlighedssprog er kvalitetstid, og han har brug for tryghed i en relation og kan blive usikker, hvis der er andet end hengivenhed fra mig.
Den beskrivelse er Søren enig i.
- Jeg var meget forvirret efter beslutningsdagen. Nu var optagelserne slut, og jeg troede, at nu lettede presset, nu skulle vi ud og have det dejligt. Det skete bare ikke, det gjorde mig meget utryg. Når noget er svært, har jeg behov for tosomhed og nærvær, og det kunne Morten ikke imødekomme, siger han og fortsætter.
- Mit behov for tosomhed blev forstærket af, at vi ikke var intime.
Så I har slet ikke været intime i jeres forhold – heller ikke efter beslutningsdagen?
- Nej, det har vi ikke. Vi mødtes nærmest ikke, jeg følte, jeg kæmpede en kamp, men følte ikke, jeg blev imødekommet på det her punkt. Min krop og mit udseende har været min store usikkerhed – så jeg vendte det til, at det var min skyld. Morten vendte det også indad, så vi følte ikke, vi kunne leve op til hinandens behov.
- Da vi kom ind til Trine senere, var kløften for stor. Det var gået så hurtigt, at der var blevet skabt et kæmpe hul imellem os, siger han.
Gået i skilsmisseterapi
Nu har 'Gift ved første blik' kørt i otte uger på landsdækkende tv. Hverken Søren eller Morten har mødt en ny kæreste siden, men har skullet bearbejde de massive oplevelser, de har haft sammen og hver for sig ovenpå tv-eksperimentet og deres ægteskab.
Det har været surrealistisk at se for dem, hvordan alle hepper på dem, samtidigt med at de har gået i skilsmisseterapi hos parterapeut og psykolog Trine Hjorth Bønnerup for overhovedet at kunne bevare et venskab.
Men det lykkedes – heldigvis.
- Det har taget fucking lang tid at komme hertil, fordi vi nåede at såre hinanden og begå fejl. Men efter vi fik hjælp, har vi lovet at passe på hinanden og er i dag et kærligt, venskabeligt sted, siger Morten.
Det er Søren enig i.
- Det havde været nemmere at sige farvel og tak og ikke deale mere med hinanden. Men at komme hertil og stå stærkt kunne jeg ikke have gjort med andre end Morten. I dag kigger vi på hinanden med omsorg og kærlighed i stedet for bebrejdelse. Og det tror og håber jeg fortsætter.
Du kan høre meget mere om Morten og Sørens ægteskab, skilsmisse og liv i dag i 'Gift ved første blik'-podcasten med vært Jens Malthe Næsby og psykolog og matchmaker i tv-eksperimentet Trine Hjorth Bønnerup.
Du kan se finaleafsnittet af 'Gift ved første blik' her: