Sundhedsforsker før Sara Slotts finale: Graviditet gavner præstationen

Kombinationen af træning og graviditet gør kvinderne i stand til at yde mere, forklarer professor Bente Klarlund Pedersen.

Sara Slott Petersen løber VM-finale i 400 hækkeløb onsdag den 26. august klokken 14.10. DR3 sender direkte fra Beijing. (Foto: © GREG BAKER, Scanpix)

Danskeren Sara Slott Petersen har løbet sig suverænt i VM-finalen i 400 meter hækkeløb. Mandag klokken 13:19 vandt den 28-årige atlet fra Aarhus 1900 semifinalen i Beijing i Kina i en tid på 54,35 sekunder, hendes anden bedste tid til dato.

Det er en stor bedrift, for det er 10 år siden, at Danmark senest var i en atletikfinale ved VM. Og Sara Slott Petersens resultat er foreløbigt det bedste VM-resultat af en kvindelig dansk løber.

For knapt to år siden blev hun mor, og nu er hun i sit livs form. Og hun er ikke den eneste kvinde, der er vendt stærkt tilbage efter barsel.

Vinderen af kvindernes syvkamp, britiske Jessica Ennis-Hill, fik barn for 13 måneder siden, og i 1980'erne vandt norske Ingrid Kristiansen sine største sejre i maraton, både mens og efter hun var gravid.

Bedre præstationer er ikke tilfældighedernes spil

Professor Bente Klarlund Pedersen er sundhedsforsker og overlæge på Rigshospitalet og TrygFondens Center for Aktiv Sundhed.

Hun forklarer i P1 Morgen, at det formentligt ikke er rene tilfældigheder, der er på spil, når elite-sportsudøvere vender stærkt tilbage efter en graviditet - og om muligt endnu bedre end før.

- Selve graviditeten gør dem stærkere i hvert fald, hvis kvinderne bliver ved med at være aktive, siger Bente Klarlund Pedersen til P1 Morgen.

Graviditet minder om bloddoping

Hun refererer til en videnskabelig undersøgelse, hvor man sammenlignede meget fysisk aktive kvinder. Den ene gruppe blev gravid og skar noget ned på træning, men trænede stadig. Mens den anden gruppe trænede som før.

Godt et halvt år efter fødslen kiggede man på begge grupper kvinder igen. Og det viste sig, at de kvinder, der havde gennemført en fødsel, i snit havde et højere kondital end den anden gruppe, der havde holdt fast i den høje træningsmængde.

- Det er utroligt interessant. Når en kvinde bliver gravid, stiger iltoptagelsen som følge af selve graviditetstilstanden. Der kommer simpelthen flere røde blodlegemer i cirkulation, og det betyder, at kvinden bliver bedre til at transportere ilt rundt i kroppen. Graviditeten virker som en naturlig form for bloddoping, forklarer Bente Klarlund Pedersen.

Konditallet øges undervejs

I løbet af graviditeten tager kvinden på i vægt, og det betyder, at konditionen falder igen.

Men det betyder også, at hun sammenlignet med, før hun blev gravid, er nødt til at yde et større arbejde for at gå eller løbe en given afstand; altså hun må motionere ved en højere intensitet.

- Og hvis hun fortsætter med det, vil hun lave alt den her fysiske aktivitet ved højere belastning og ende med at komme ud af graviditeten med en højere kondition, end da hun blev gravid, siger Bente Klarlund Pedersen.

Flere gravide ved OL i 1976

Selvom man ofte hører, at topelite-sportsudøvere får børn mellem to på hinanden følgende olympiske lege, kan man måske ikke helt forestille sig, at kvinder spekulerer i at blive gravide på det rette tidspunkt i forhold til at øge præstationen ved et mesterskab, mener Bente Klarlund Pedersen.

- Men man ved, at ved de olympiske lege i 1976 var adskillige kvindelige atleter gravide omkring 12. uge, og alligevel imponerede de verden med usædvanlige præstationer, siger Bente Klarlund Pedersen.

- Om graviditeten var timet, ved vi naturligvis ikke, men vi ved, at det rent fysiologisk kan være en fordel at være gravid i 11.-12. uge, når man skal præstere, siger hun.

Mentalt kan et barn også øge præstationen

Sara Slott Pedersen har selv sagt til DR Sporten, at hun træner på en anden måde og lidt mindre nu, end før hun blev mor. Samtidig har det sat tingene i perspektiv for hende mentalt at få et barn:

- Tidligere kunne hele ens dag være ødelagt, hvis eksempelvis en træning ikke lige var gået så godt. Men hvis jeg har haft en dårlig træning nu og kommer hjem, så er min dreng stadig glad for at se sin mor. Han er ligeglad, om jeg løber hurtigt eller langsomt. Det er med til at lukke de dårlige træninger ned mentalt, så man er klar til næste gang, man skal træne, siger Sara Slott Petersen, hvis dreng, Tobias, fylder to år til oktober.

Det mentale må man også tage i betragtning, siger Bente Klarlund Pedersen:

- Stort set alle vil sige, at det også har noget at gøre med, at graviditet har en psykologisk effekt, der kan påvirke præstationsevnen og evnen til at disciplinere sin træning. Og det spiller givet vis også ind.

Alle gravide har gavn af træning

Gevinsten ved træning under og efter graviditeten gælder ikke bare top-atleter men også helt almindelige motionister.

- Hvis man sørger for at vedligeholde sin træning under og efter graviditeten, vil man have et øget konditionsniveau allerede godt et halvt år efter graviditeten sammenlignet med aktive kvinder, der ikke har været gravide. Så selve graviditetstilstanden i kombination med træning øger konditionen på langt sigt, siger Bente Klarlund Pedersen.

Sara Slott Petersen løber VM-finale i 400 meter hækkeløb onsdag klokken 14:10. DR3 sender direkte fra stadionet i Beijing.