'P1 Orientering's Thomas Ubbesen flytter i asylcenter og vil rapportere fra Nordjylland ugen igennem. Fra et asylcenter i Tranum og en teltlejr i Thisted, hvor han bor sammen med asylsøgerne.
P1 Orientering skruer hele denne uge op for dækningen af asyl- og flygtningesituationen i Danmark og Europa. Det gælder i programmerne mandag til torsdag, og fredag kulminerer dækningen, når 'P1 Orientering' rykker studiet til Røde Kors' asylcenter i Roskilde, hvor værterne Karen Hjulmand og Søren Carlsen styrer to timers levende radio med asylsøgere, ansatte i centrene, politikere og organisationer.
Teltlejre og asylcentre bliver jævnligt udsat for kritik, men som regel er offentligheden afskåret fra en uafhængig vurdering af forholdene. 'P1 Orientering' lader derfor en af de mest erfarne medarbejdere, Thomas Ubbesen, rapportere fra Nordjylland ugen igennem. Fra et asylcenter i Tranum og en teltlejr i Thisted, hvor han vil bo sammen med asylsøgerne - og taler med dem og personaler døgnet rundt.
P1 går tæt på asylsøgerne – hvem er de, hvor kommer de fra? Hvor mange befinder sig egentlig i lejrene lige nu? Hvor mange i kommunerne? Og hvorfor må netop kommunerne vente så længe, før de ser noget til de nye borgere, som de for længst har rustet sig til at tage imod? 'Orientering' undersøger sundheden i centre og teltlejre – efter at de ellers obligatoriske lægeundersøgelser blev afskaffet i foråret. Hvad gør det ved børn og voksne asylsøgere at opholde sig i centre og lejre på ubestemt tid? Hvad gør det øgede antal asylsøgere og flygtninge ved os som befolkning? Hvorfor er ventetiderne så lange? Disse og mange flere spørgsmål vil blive afdækket ugen igennem, når P1 er på asylcenter.
Orientering sendes hver dag på P1 fra klokken 16.07-18.00 – desuden rapporterer Thomas Ubbesen dagligt fra de nordjyske asylcentre og –lejre på www.dr.dk.