Børn alene på flugt på DR2

23. maj kl. 20.45 på DR2: Se livet, som det ser ud for uledsagede flygtningebørn, i dokumentarserien ’Børn alene på flugt’.

12-årige Amir krydser grænsen til Danmark alene. Hans familie er stadig i Syrien, og hans største ønske er at få dem til Danmark i sikkerhed. (Foto: © Heartland ApS, Type 2)

Amir er 12 år og kommer fra Syrien. Han er flygtet alene til Danmark og bor på et asylcenter i Nykøbing Sjælland. Amirs familie er stadig i Syrien. Khaled er 17 år og blev indkaldt til hæren i Syrien. Han er også flygtet alene og er endt i Danmark. Khaled har kræft i benet og skal nu gennemgå en kræftbehandling uden støtte fra sin familie. Khaleds familie er, lige som Amirs, stadig er i Syrien.

Set med børnenes øjne

Amir og Khaled er to af de børn vi møder i serien ’Børn alene på flugt’. Serien viser livet som det ser ud for de mange børn, der af den ene eller anden grund flygter gennem Europa uden deres familier. De har intet netværk, kender ikke sproget i det land, hvor de er endt og nu skal de tage stilling til asyl, opholdstilladelse, familiesammenføring og meget mere.

”I ’Børn alene på flugt’ vil vi gerne fortælle børnenes egne flugthistorier, set med deres egne øjne. Hvordan er det at blive sendt af sted som spydspids for resten af familien? Hvordan klarer en teenager turen tværs gennem Europa? Hvad sker der i det hele taget for et barn, der er på flugt uden voksne til at hjælpe, vejlede og trøste? Hvordan ser flugten i virkeligheden ud – uden nyhedsreportere og tv-værter stående i billedet?”, siger producenten bag serien Gitte Tækker.

Allerede i efteråret 2015 kunne man i forbindelse med DRs store flygtningetema se første del af serien. Her fulgte vi Ghaith på 16 år, der flygtede alene op igennem Europa. I de næste tre programmer, der sendes på DR2 fra mandag den 23. maj og de kommende uger, møder vi en række andre flygtningebørn. Deres historier viser de mange sider, der er af livet, når man som barn er flygtet fra krig og ødelæggelse og skal klare sig alene i et fremmed land. Hvordan ser det ud, når man som 12-årig skal forholde sig til om man får opholdstilladelse eller ej, og hvordan føles det at vente på en familiesammenføring med sin forældre og søskende, når man selv er et barn?

Uvished og savn

Fælles for børnene er, at de lever i en verden af uvished. Får de opholdstilladelse? Skal de flytte til et nyt sted? Hvordan har deres familier det? Får de deres familier at se igen? Samtidig har mange af dem haft voldsomme oplevelser både i deres hjemlande inden flugten og på selve flugten. Både usikkerheden, savnet af deres familier og de oplevelser de har med sig præger dem og det liv, de kan leve. For hvad gør det egentlig ved et barn at leve i savn og konstant uvished?

I det første program møder vi Amir og Khaled i deres første uger på asylcenteret i Danmark. I de kommende programmer møder vi blandt andre Vahid fra Afghanistan, der ikke fik opholdstilladelse i Danmark. Han blev sendt ud af landet sammen med sin bror Aboli. Vahid gemmer sig nu i en kælder i Iran og Aboli er forsvundet. Formegentlig er han blevet slået ihjel i Afghanistan. Usama er kun 13 år, hans mor er død og hans far er forsvundet, og nu prøver han desperat at få sine søskende til Danmark fra Syrien.

’Børn alene på flugt’ på DR2 den 23. maj kl.20.45 og de efterfølgende to mandage.