ANALYSE Derfor bliver Windows gratis

At Windows bliver gratis er smart – men også pinedød nødvendigt, hvis Microsoft skal bevare sin relevans.

Windows 10 bliver gratis for størstedelen af de nuværende Windows-brugere. Selvom det i mange år har været en hjørnesten i Microsofts indtjening, så er der ingen vej udenom, hvis Microsoft skal klare sig i fremtiden. (© Microsoft)

Windows er hjørnestenen i Microsofts 40-årige historie - og en hjørnesten i firmaets indtjening.

Derfor kan det måske undre, at firmaet fra Redmond i går oplyste, at brugere der har Windows 7, Windows 8 eller Windows Phone snart kan opdatere til det kommende Windows 10 – helt gratis.

Men det er der flere særdeles gode grunde til - og især en springer i øjnene: Det handler om det, der kaldes fragmentering. Windows er nemlig, sagt på godt dansk, en rodebutik.

Windows er splittet for alle vinde

Når man snakker om fragmentering i forbindelse med et firmas software, så betyder det, at brugerne er spredt ud over en række forskellige versioner af det samme produkt. I det her tilfælde Windows, men Google kæmper med det samme problem når det gælder mobilstyresystemet Android.

Kort fortalt har det været mere end svært for Microsoft at få folk til at adoptere Windows 8 og 8.1. Faktisk er der stadig lige så mange der bruger det 14 år gamle Windows XP som der bruger seneste skrig Windows 8.1.

Windows 7 fra 2009 er det klart mest udbredte Windows-styresystem med godt 5 gange flere brugere end hver af de to førnævnte.

Hvis man dertil lægger at Microsoft har udviklet Windows RT til den ene slags af deres to Surface-maskiner, og endnu et styresytem til WindowsPhone - alle med deres egen individuelle butik - så er forvirringen for brugerne ved at være total.

Samtidig er det for udviklerne næsten håbløst at skulle udvikle og vedligeholde apps til så mange forskellige udgaver af Windows.

Windows 10 skal fikse problemet

Netop derfor har Microsoft kastet alt ind på, at det kommende Windows 10 skal kunne køre på alle platforme. Og når de siger alle platforme, så mener de alle platforme.

Ikke kun PC, mobil og tablet men skal også understøtte smarte apparater af enhver slags i det såkaldte Internet of Things og de nye HoloLens-briller.

Det betyder at udviklerne - i hvert fald i princippet - kun skal udvikle én app, og at den så virker på alle dimser. Det kan stadig være nødvendigt med små tilpasninger, men i hvert fald kan langt det meste af koden genbruges.

Det gør det markant nemmere at udvikle og vedligholde apps, fordi der ikke er tale om 4-5 forskellige apps, men kun én.

Udviklerne er hvor pengene er

Netop udviklerne spiller en central rolle for både Apple, Google og Microsoft. Det er deres apps og software, der gør det sjovt og relevant at bruge en smartphone eller en computer.

Men udviklerne er jo hverken bedre eller værre end andre der driver forretning. De udvikler til den platform, hvor de kan tjene flest penge.

Kigger man på smartphones, så er det i øjeblikket iOS-apps udviklerne tjener flest penge på. Og det på trods af at der bliver solgt mange flere Android-telefoner end iPhones. Microsoft har omvendt været langt bagefter og har igennem længere tid måtte kæmpe hårdt med at få udviklere til at lave officielle apps til Windows Phone.

Ingen brugere = ingen apps

Selvom der efterhånden er rigtig mange apps til Windows-mobiler, så har flere af de mest populære apps i langt tid manglet. Et eksempel er Dropbox, der først nu har leveret deres officielle app til Windows mobile styresystem.

Hvis udviklerne skal vælge Windows som den første platform at udvikle til, så skal det være nemt, og det er netop grundtanken bag Windows 10. Men der skal også være mange brugere.

Det bedste argument hvis man vil overtale millioner af mennesker til at opdatere til et nyt og ukendt styresystem, er nu engang ved at gøre det gratis.

Med disse to træk – gratis opdatering og total integration af alle apparater - prøver Microsoft altså at bryde den onde fragmenteringscirkel, ved at gøre det attraktivt for både brugere og udviklere at vælge Windows 10 til og vælge gamle styresystemer fra.

Nadella: Folk skal elske Windows

Satya Nadella har endnu ikke siddet et år på direktørpinden hos Microsoft. Men hans (positive) aftryk på firmaet bliver mere og mere tydeligt.

I går sagde han, at hans ambition er at kunderne skal elske Windows. Yep, intet mindre.

Hvis det skal kunne lade sig gøre, så skal brugeroplevelsen være helt i top. Det kommer den kun hvis det er nemt at skifte mellem en række forskellige enheder, med en let genkendelig brugerflade, og et massivt udvalg af de bedste og mest innovative apps som virker på tværs.

Alt der står i vejen for den udvikling skal skæres væk, og en af de ting der har måtte lade livet er altså prisen på styresystemet. Så må indtjeningen findes et andet sted.