Zzz … Landingsmodulet Philae sover stadig på komet 67P

Der er endnu ikke lykkedes at få kontakt til rumsonden Rosettas landingsmodul på komet langt ude i rummet.

Fotoet er fra den 13. november 2014 og bekræfter, at Rosettas Philae-lander er havnet på overfladen af Komet 67P / Churyumov-Gerasimenko. Billedet er sammensat af to fotos, som Philae selv har taget med sit kamera. En af landerens tre fødder kan ses i forgrunden. (Foto: © ESA/Rosetta/Philae/CIVA, ESA/Rosetta/Philae/CIVA)

Der er tavst på overfladen af komet 67P/Churyumov-Gerasimenko. I 10 dage har man forsøgt at få kontakt til Philae, et landingsmodul der i november landede på kometen.

Men enten er det stadig for koldt på kometen til, at Philaes instrumenter kan virke, eller også er der stadig for lidt sollys til at få gang i Philaes solpaneler.

I hvert fald har den tyske rumfartsorganisation DLR ikke fået genskabt kontakten til Philae, som man sidste gang hørte fra midt i november 2014, fortæller et blogindlæg på ESA's Rosettamissionens hjemmeside.

Halvskygge på kometen tømte batterierne

Den 12. november 2014 landede Philae på kometen, efter at landingsmodulet i timerne inden var blevet frakoblet sit moderskib, rumsonden Rosetta, der var gået i kredsløb om kometen tre måneder tidligere efter 10 års rumrejse.

Landingen var historisk inden for rumfart, fordi det var første gang, at det lykkedes at lande på en komet. Og der var stor jubel i Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, der står i spidsen for kometlandingen.

Philae nåede at udføre en række eksperimenter med sine 10 instrumenter på overfladen af kometen og sende resultaterne via moderskibet tilbage til Jorden, inden strømmen efter 54 timer slap op.

Philae var ved et uheld nemlig landet i halvskygge på kometen, så dens solpaneler fik alt for lidt sollys til at lade batterierne op.

300 millioner fra Solen

Eftersom kometen nærmer sig Solen og befinder sig cirka 300 millioner kilometer fra den, får kometen dobbelt så meget sollys nu som i november.

Og rumforskerne havde regnet sig frem til, at den første chance for at få kontakt med Philae ville være i perioden den 12. til 20. marts.

Derfor har Rosetta i 10 dage sendt signaler til Philae, men Philae har ikke svaret tilbage, oplyser ESA og DLR, der har ansvar for landingsmodulet.

Tidligt forsøg – prøver igen i april

- Det var et meget tidligt forsøg: Vi vil gentage denne proces, indtil vi har fået respons tilbage fra Philae. Vi bliver nødt til at være tålmodige, siger projektansvarlig hos DLR Stephan Ulamec.

Den næste chance for at få kontakt til Philae er i den første halvdel af april, hvor DLR igen sætter Rosetta til at ringe op til Philae.