Find dig en sportsgren hvor du glemmer tiden

Hvis træningen er alt for hård eller svær, så find en anden motionsform, der passer dig bedre, råder idrætsforsker.

Der er fart over feltet, og spillerne glemmer tiden, når de to gange om ugen mødes på fodboldbanerne ved Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet. Mændene har deltaget i et forskningsprojekt om rehabilitering for prostatakræft-patienter og et træningsprojekt for ældre mænd. De forsætter med at træne, selv om projekterne er slut. Billedet er taget i juni 2014. (Foto: © Hanne Kokkegård - DR Videnskab, Hanne Kokkegård - DR Videnskab)

Den anden dag spillede jeg fodbold med nogle andre forældre, mens børnene trænede på banerne ved siden. Frem og tilbage gik det med pust og støn og grin og mål. Tiden gik hurtigt, og pludselig var børnene færdige med at træne.

Vi forældre havde været så opslugt af træningen, at vi ikke lagde mærke til tid og sted i vores glæde over smarte finter, tacklinger – eller nå ja bare det at aflevere bolden til en far, der scorede et sejt mål. Forskere kalder den tilstand af ’selvforglemmende opslugthed’ for flow.

Hvis vi skal blive ved med at træne, er oplevelsen af flow afgørende. Det viser et forskningsprojekt på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Zumba og fodbold i Norge

Forskerne har gennem 12 uger ladet 65 norske kvindelige sygeplejersker træne en time to gange om ugen efter arbejde. Nogle af kvinderne var trænede, andre utrænede. De blev fordelt i to grupper, der trænede enten fodbold eller zumba.

Undervejs i forløbet blev de testet for fysiologiske forbedringer, men de skulle også udfylde spørgeskemaer, der kunne måle følelsen af flow.

28 uger efter projektet vendte forskerne tilbage for at se, hvor mange der var blevet ved med at træne.

Høj flowfølelse fik kvinderne til at fortsætte

- De kvinder, der havde en højere værdi af flow gennem projektet, var de samme mennesker, der fortsatte med at træne, efter at projektet var slut. Og det gjaldt både for fodboldspillerne og zumbadanserne, forklarer lektor Anne-Marie Elbe.

Beslutningen om at måle på flow skyldes, at man kunne se, at utrænede forsøgsdeltagere ofte fortsætter med at træne sammen selvorganiseret efter, at forsøgene er slut, og man ville så se, om det kunne hænge sammen med flow. Og det gjorde det.

- Vi ved, at flow inden for eliteidræt er forbundet med bedre præstation, men det er første gang, at det er undersøgt og dokumenteret, at flow også kan have en betydning inden for motionsidræt, siger Anne-Marie Elbe.

Balance mellem udfordringer og evner

Vi andre kan også bruge forskningsresultatet med flow, hvis vi skal finde en motionsform og holde ved træningen.

For at opnå flow skal der være en balance mellem udfordringerne og vores personlige evner –et match - så vi fx ikke bliver bekymrede undervejs i træningen over indviklede dansetrin, for strabadserende træning eller føler, at træningen for let, så det bliver kedeligt.

- Hvis du er inaktiv og aldrig har løbet, og så sætter dig for at løbe 10 km, er det klart, at udfordringerne er for store i forhold til dine evner. Der er det meget usandsynligt, at du vil opleve flow, siger Anne-Marie Elbe.

I denne uge er op imod 500 fodboldeksperter fra hele verden samlet på en stor fodboldkongres WCSF - The World Congress on Science and Football 2015 - i København. Der fortæller Anne-Marie Elbe mere om flow inden for motionsidræt.