Thailand holder parlamentsvalg i 2017 - også selv om et udkast til en ny forfatning ikke bliver vedtaget ved en folkeafstemning senere i år, siger den thailandske premierminister, general Prayuth Chan-ocha.
- Uanset om forfatningsudkastet bliver vedtaget eller forkastet ved folkeafstemningen i år, så vil regeringen udskrive et valg i 2017, siger premierministeren.
Militæret i Thailand ophævede landets tidligere forfatning, da det i maj 2014 greb ind over for måneders politisk uro i Bangkok.
Landet har siden været styret af en militærjunta.
Militærjuntaen har tidligere sagt, at en ny forfatning skal være på plads, inden et valg kunne afholdes på premierministerens "køreplan for vejen frem mod demokrati".
Et udkast til den nye forfatning ventes at blive offentliggjort fredag. Det sker, efter et udkast til en ny forfatning i Thailand blev nedstemt i efteråret af et såkaldt reformråd.
Kritikere havde især hæftet sig ved, at forfatningen ville tillade, at militæret til enhver tid ville kunne afsætte den folkevalgte regering og udskifte den med et særligt "krisepanel".
Reformrådets forkastelse af forfatningsudkastet i efteråret var et nederlag for Prayuth Chan-ocha, som var kupleder, da militæret efter længere tids uro i gaderne tog magten fra det demokratisk valgte parlament i Thailand i maj 2014.