Den russiske region Lipetsk, der ligger i den vestlige del af Rusland sydøst for Moskva, er fredag morgen genstand for et "omfattende" angreb, der har forårsaget eksplosioner, strømsvigt og såret seks personer.
Det oplyser regionens guvernør, Igor Artamonov, ifølge nyhedsbureauet Reuters på beskedtjenesten Telegram. Ifølge Artamonov er der tale om et ukrainsk droneangreb.
Der er også udbrudt brand på en luftbase, oplyser det lokale beredskab i byen Lipetsk ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.
Ukraine har ikke meddelt, at man har gennemført et angreb på Lipetsk-regionen, skriver Reuters.