Det ser ud til, at den danske landsholdskaptajn, Simon Kjær, kan lægge tanken om et "One Love"-anførerbind med et hjerte i regnbuefarver på hylden.
For de mange anførere skal under VM bære anførerbind, der repræsenterer bestemte kampagner. Det har Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) skrevet på sin hjemmeside i dag ifølge Ritzau.
Under de første gruppekampe skal armbindene repræsentere kampagnen "Football Unites The World".
Senere vil kampagnerne også være til fordel for klimaet, børn, uddannelse og være mod diskrimination.
Flere lande har udmeldt, at de vil spille med "One Love"-anførerbindet, uanset om de får tilladelse til det eller ej. Det er usikkert, om det stadig gælder efter dagens udmelding.
Dansk Boldspil-Union (DBU) havde ligeledes ønsket, at de danske spillere skulle træne i en "Human Rights For All"-trøje, men det blev afvist af Fifa.
Ifølge direktør for DBU, Jakob Jensen, kan en overtrædelse straffes med både penge- og pointsstraf.
Fifas-præsident, Gianni Infantino, har opfordret deltagerlande ved VM til at droppe politiske og ideologiske budskaber.