Lidt over ti euro per gigabyte i 2017 faldende gradvist til fem euro i midten af 2021.
Det er det kompromis, som EU's medlemslande nu er blevet enige om, at prisen skal være, når landenes teleselskaber skal til at låne adgang på hinandens netværk.
Det sker efter, at det er blevet besluttet i EU, at det er teleselskaberne fra sommeren 2017, skal betale for roamingen i udlandet, fremfor forbrugeren, som det er i dag. Derfor bliver landene nødt til at blive enige om en fælles roamingpris.
Men en roamingpris på ti euro per gigabyte kan risikere at ramme de danske forbruger hårdt, da de danske teleselskaber formentlig så vil skyde lavpris-abonnementerne i vejret, har energiminister Lars Christian Lilleholt (V) tidligere sagt.
Efter rådsmødet i dag, går man videre med kompromiset - der skal fungere som en trappemodel, hvor man gradvist nedjusterer prisen - til trilog-forhandlingerne med EU-Parlamentet og EU-Kommissionen, der begynder i næste måned. Her skal det endeligt forhandles på plads, hvad roamingpriserne skal lande på.
Klima,- energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) er ikke videre tilfreds med kompromiset, men han fremhæver, at det vigtigste er, at man nu kan komme videre i processen.
Han forventer nemlig, at man når frem til en langt lavere pris i de kommende forhandlinger. Og det skyldes især, at Danmark sammen med 12 andre lande har sendt en erklæring af sted sammen med standpunktet, hvor det understreges at priserne for, hvor meget data skal koste i andre lande, skal ned.
- Det forslag, som er for de 13 lande - herunder Danmark - med lavere roamingpriser, bliver nu vedlagt i forslaget og indgår dermed i de videre forhandlinger om at finde det rette niveau for roamingpriserne, siger Lars Christian Lilleholt.
På den måde er der 13 lande, der sender et meget klart signal om, at de mener det her meget alvorligt, fortæller Lars Christian Lilleholt.
- Der er meget, meget stor opbakning til, at vi skal have roamingpriserne ned. Så vi kan rejse ud i Europa og på tværs af landegrænserne uden at få ekstra store regninger med hjem, siger han.
Derfor tror Lars Christian Lilleholt også på, at den endelig aftale kommer til indeholde meget lavere roamingpriser, end der lige nu lægges op til:
- Nu kommer vi så ind i en proces med parlamentet, og der har vi jo - de 13 lande - en rigtig god allieret, fordi der er stor opbakning i parlamentet til, at de her priser skal ned, og de skal ned på et langt, langt lavere niveau end det, der er spillet ud med.
Fra den 15. juni 2017 bliver det frit for EU-borgere at bruge data på mobilen i alle medlemslande, da de forskellige landes teleselskaber købe adgang på hinandens netværk. Derfor er det nødvendigt, at EU-landene finder et samlet prisniveau for brugen af data i andre lande.
- Alle er jo optaget af, at vi får fundet en løsning. Og vi skal jo have fundet en løsning i løbet af de kommende måneder, afslutter han.
- •
De 12 lande, der har underskrevet erklæringen sammen med Danmark, er Østrig, Belgien, Estland, Finland, Irland, Letland, Litauen, Holland, Polen, Rumænien, Slovenien og Sverige.