- Jeg synes det lyder som en vaskeægte skandale. Vi kan jo ikke bruge udviklingsmidler på at støtte Taliban eller børn, der ikke er der.
Sådan siger Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov som kommentar til DR Dokumentars afsløring af forholdene på en række skoler i Afghanistan. Skoler, som Danmark har støttet.
Dokumentaren viser, hvordan der flere steder fuskes med antallet af elever, sådan at det ser ud som om, der flere elever, end der egentligt er
Den viser også, at den fundamentalistiske Taliban-bevægelse reelt har overtaget kontrollen med flere skoler, også i de områder, hvor den afghanske regering ellers har magten.
Mette Gjerskov vil nu have udenrigsminister Kristian Jensen til at undersøge sagen yderligere.
- Det er stærkt problematisk, hvis det her er noget, man burde have kunnet opdaget. Så nu må udenrigsministeren gøre rede for, hvad der er sket, siger Mette Gjerskov.
Naser Khader: Har selv fremhævet skolerne som succes
De konservatives udenrigsordfører Naser Khader har selv tidligere brugt det nu omstridte faktum, at op mod 10 millioner børn går i skole i Afghanistan, som et argument for, at krigen i Afghanistan har gjort gavn.
Og blandt andet derfor ønsker han en gennemgribende undersøgelse.
- Jeg mener, at det er en alvorlig sag. Udenrigsministeren skal ind og tjekke de ting, DR har gravet frem, siger Naser Khader.
Den konservative udenrigsordfører mener, at afsløringerne gør det værd at genoverveje den støtte, vi giver til Afghanistan i dag.
- På den ene side synes jeg det er enormt vigtigt at vi fra Danmark hjælper til og sørger for, at børn går i skole - særligt pigerne. Men på den anden side skal vi ikke acceptere, at blive snydt for vores egne penge og at Taliban dikterer, hvad der skal undervises i, siger Naser Khader.