Hvorfor blev der sidste år indberettet langt flere alvorlige fejl for Region Hovedstadens akuttelefon 1813 end fra resten af landets lægevagter?
Det spørgsmål vil Region Hovedstaden nu gerne være med til at finde svar på.
- Lad os bare gå i gang med det arbejde. Det vil vi meget gerne være med til, siger Svend Hartling, der er koncerndirektør i Region Hovedstaden med ansvaret for 1813, til P4 København.
43 alvorlige fejl
I 2016 blev der for Akuttelefon 1813 indberettet 43 alvorlige fejl i forbindelse med sager, hvor en patient enten døde eller kom alvorligt til skade. Det samlede tal for de øvrige fire regioners lægevagter var 21.
Det viser tal for alvorlige og dødelige utilsigtede hændelser, som DR har fået aktindsigt i fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Hovedstaden.
Tallene får to eksperter til at efterlyse en undersøgelse af, hvorfor forskellen er så stor regionerne imellem.
- De her tal kalder i alvorlig grad på dybdegående analyse for at finde ud af, om der er et problem, og hvad det problem kan skyldes, siger Frede Olesen, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
- Man må ind bag tallene og få dem gennemanalyseret. Når der er tale om alvorlige utilsigtede hændelser, så bliver vi nødt til at se på, om vi kan lære noget af det, og om noget skal laves om, siger Kjeld Møller Petersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
Undersøgelse bakker Region Hovedstaden nu op om.
- Det gør vi meget gerne. Og jeg synes, at der er logisk, at man gjorde det i samarbejde og fik lukket op – også i alle lægevagter - og ser, hvad der er indberettet, siger Svend Hartling.
Frede Olesen og Kjeld Møller Petersen påpeger, at der kan være forskel på, hvordan regionerne indberetter fejl, og at det måske kan forklare forskellen i regionernes tal for indberetninger af fejl for 2016.
Ifølge Svend Hartling skal forklaringen netop findes i forskellen på, hvordan regionerne indberetter.
- Vi er rigtig glade for, at vi har mange tal. Og det lyder jo helt barokt, men det hænger sammen med, at vi har bedt om at have en kultur, hvor vi indberetter alt, hvad vi tænker kunne have haft en utilsigtet hændelse.
Du får det til at lyde som om, at de andre regioner ikke får indberettet deres utilsigtede hændelser…
- Det tror jeg, at de gør, men man indberetter jo altid mere, når man starter noget nyt for at være sikker på, at man har styr på det.
- Men selvfølgelig kigger vi altid på vores utilsigtede hændelser, og vi laver fejl, og dem går vi ind og analyserer på for at se, om vi kan gøre det bedre. Vi har jo også lavet ændringer gennem årene fra 2014 til nu netop som udtryk for, at vi har taget de her alvorlige hændelser alvorligt.
Hovedstaden klar til initiativ
Hvem der skal tage initiativ til en undersøgelse, hvad der gemmer sig bag forskellen på de indberettede, alvorlige fejl i landets regioner, har Svend Hartling også et svar på.
- Om det skal foregå via Danske Regioner, eller om vi selv gør det har vi ikke taget stilling til.
Er I parate på selv at gå forrest for at få lavet sådan en undersøgelse?
- Ja, det har vi lagt op til mange gange, så det gør vi meget gerne. Jeg tror ikke, at det er os, der har problemet. Men vi går gerne ind og kigger på det.
Sådan her er lægevagter og 1813 organiseret rundt i landet:
Artiklen er opdateret 4. april 19:48 med indholdet i afsnittet "Hovedstaden klar til initiativ".