Forsinkede passagerer vinder i Højesteret: Flyselskab skal betale kompensation

12 forsinkede passagerer vinder principiel sag i Højesteret over flyselskabet Primera Air.

Højesteret har afsagt dom i en sag, som vil få betydning for tusindvis af forsinkede flypassagerer.

Flyselskabet Primera Air skal betale en kompensation på 400 euro, eller 3.000 kroner, til de 11 passagerer, der er gået rettens vej i jagten på kompensation efter flyforsinkelser, der skyldes tekniske problemer.

Selskabet flyforsinkelse.dk har anlagt sagen på vegne af Laila Andersen og ti andre passagerer, som blev forsinket med et Primera Air-fly med kurs mod henholdsvis Kreta og Varna i Bulgarien på grund af tekniske problemer.

Flyselskabet mente ikke, passagererne havde krav på kompensation, da der var tale om usædvanlige omstændigheder, men det fik selskabet ikke medhold i i Højesteret.

Dommen kan få langt større betydning end blot for de 11 passagerer.

Afgørelsen kan nemlig muligvis udstikke kursen for, hvad der skal ske i de 1.300 lignende sager, som lige nu ligger i venteposition i landets byretter.

Det drejer sig om omkring 3.000 til 4.000 berørte passagerer i alt, vurderer byretten over for DR Nyheder.

Laila Andersen og timandsgruppen har begge sejret i både By- og Landsretten. Men sagen var så principiel, at flyselskabet fik særlig tilladelse til at få sagen prøvet ved landets øverste domstol, Højesteret.

Brancheforeningen Dansk Luftfart har tidligere advaret mod, at en Højesteretsdom, der går imod Primera Air, kan være farlig for sikkerheden. Det vil nemlig lægge pres på den enkelte medarbejder, fordi en forsinkelse vil udgøre en betydelig økonomisk bet for flyselskabet.

Se reaktionen fra flyforsinkelse.dk, da dommen er faldet i videoen over artiklen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1156473991069790