Stadig flere unge har fået øjnene op for muligheden for at få sig en studentereksamen samtidig med, at de bliver udlært som for eksempel bager, mekaniker eller gartner.
Det kan lade sig gøre med en relativt ny ungdomsuddannelse, eux, der kombinerer en faglært uddannelse med en eksamen, som giver adgang til en videregående uddannelse.
- Eux er jo en fantastisk nyskabelse, siger økonomiprofessor Jan Rose Skaksen, som forsker i produktivitet og velfærd.
- I forhold til gymnasiet får de unge med eux en uddannelse, de kan bruge i erhvervslivet bagefter, hvis de ikke har lyst til at læse videre. Hvis de har lyst til at læse videre, så er det også en mulighed, siger han.
Blandt de unge, der sidste år søgte ind på en erhvervsuddannelse, ønskede hver tiende en eux-eksamen. I år er søgningen til eux fordoblet.
Nu ønsker hver femte at blive udlært med en studentereksamen oven i hatten.
- Vi får jo nogle unge, som rent faktisk får en uddannelse. For det kan jo være problemet med den stigende tilgang til gymnasiet, at der kan være nogle unge, som det aldrig lykkes for at få en uddannelse efterfølgende, siger Jan Rose Skaksen.
Dansk Industri, der gerne ser at flere vælger tekniske uddannelser, er også glad for eux-udannelsen.
- Jeg tror, at eux kan være med til at gøre det at gå erhvervsuddannelsesvejen attraktiv for nogle. Især dem, som måske bliver mødt med: "Du har et kvikt hoved, skal du ikke gå den anden vej?". Her får de så både hjelm og hue, siger Lone Folmer Berthelsen, der er erhvervsuddannelseschef i DI.
Siden begyndelsen af nullerne er andelen af unge, som søger erhvervsuddannelse styrtdykket, mens stadig flere søger i gymnasiet. Faktisk trækker erhvervsuddannelserne kun i 18,5 procent af de unge i år, mens gymnasiet trækker i 74 procent, altså fire gange så mange.
Magasinet Penge undersøger i aften, om det kan betale sig at tage en uddannelse. Det er klokken 21.55 på DR1.