Israel bomber i Libanon

Israelske kampfly har til morgen bombet flere mål i Libanon. Beiruts lufthavn er lukket efter bombninger. En talsmand fra israelsk militær udtaler, at Israels mål er at afskære Libanon fra omverdenen.

Israelske soldater affyrer missiler mod Libanon fra den israelsk-libanesiske grænse. (Foto: © Pierre Terdjman, Scanpix)

Israelske kampfly har her til morgen angrebet flere mål i nabolandet Libanon.

Det er gået ud over de sydlige forstæder i hovedstaden Beirut - blandt andet er en tv-station og Libanons internationale lufthavn i Beirut blevet udsat for flyangreb.

Lufthavnen lukkede kort efter angrebet, hvor tre raketter ramte landingsbanen.

Blokade mod Libanon

Samtidig er israelske krigsskibe sejlet ind i libanesisk farvand, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge den israelske hærs radio vil Israel indføre en total blokade mod Libanon som en reaktion på gårsdagens bortførelse af to israelske soldater.

- Israel har planer om at afskære Libanon fra søen, luften og landjorden med henblik på at presse regeringen til at tage ansvaret for det sydlige Libanon, der nu kontrolleres af Hizbollah-militsen, rapporterer hærens radio.

Mange dræbte og sårede

27 civile libanesere meldes dræbt under morgenens raketangreb i den sydlige del af landet, oplyser politi og sikkerhedskilder.

10 af de dræbte menes at være fra samme familie. Blandt de omkomne er otte børn.

Angrebet skete efter meddelelsen om, at Hizbollah-militsen havde affyret raketter mod byen Kiryat Shmona i den nordlige del af Israel.

Også en anden israelsk by, Nahariya, blev angrebet af omkring 60 raketter. En civil israeler mistede livet, mens tre andre blev såret under angrebene.

I alt er 27 libanesere og en israeler blevet dræbt, siden Israel startede angrebene på nabolandet i kølvandet på Hizbollah-militsens bortførelse af to israelske soldater.

Israelske medier beskriver den israelske offensiv som den værste, siden Israels invasion af Libanon i 1982.

Angreb i Gaza

Samtidig har Israel rettet voldsomme angreb mod det palæstinensiske selvstyreområde Gaza. Det palæstinensiske udenrigsministerium ligger i ruiner, og flere huse i nærheden af ministeriet er blevet ødelagt.

Israels militær siger, at udenrigsministeriet blev bombet, fordi det er ledet af en Hamas-minister og bliver brugt til at planlægge terrorangreb.

Angrebene på Gaza minder i høj grad om offensiven mod Libanon. I begge tilfælde er bortførelser nemlig gået forud for angrebene.

Den væbnede del af organisationen Hamas bortførte for snart tre uger siden en israelsk soldat ved en israelsk grænsepost. Den 19-årige soldat er stadig i palæstinensisk varetægt, og Israel har erklæret, at de vil sætte store offensiver i gang for at befri soldaten.

Både palæstinenserne og libaneserne har samme krav for frigivelse af de tilfangetagne soldater: Israel skal frigive en lang række palæstinensiske fanger. Det har Israel dog afvist.

ExternalContenthttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e7a7e6187a20a446ce5b2