Patient fik ingen hjælp efter 10 år med alvorlig fejlbehandling

Tidligere patient hos omstridt psykiater måtte hyre en advokat for at magte at søge erstatning for fejlbehandling

- Det er uoverskueligt.

Sådan siger René Kristensen om sit forsøg på at søge erstatning for fejlbehandling efter ti år hos den omstridte psykiater, Arne Mejlhede.

Han har prøvet at udfylde et ansøgningsskema til Patientforsikringen på egen hånd. Men han synes spørgsmålene var svære at svare på og passede bedst til folk med en fysisk sygdom. Om mødet med erstatningssystemet siger han:

- Hvis man står og har lidt et nederlag i forvejen og skal forholde sig til, at man er blevet fejlbehandlet, så er det svært. Jeg kan godt forstå, at mange opgiver på forhånd.

René Kristensen selv har ikke helt givet op. Men han er endt med at hyre end advokat til at hjælpe med at få ansøgningen om erstatning afsted.

Ti år med forkert diagnose

I ti år var Rene Kristensen patient hos den omstridte psykiater Arne Mejlhede. Han fik, som mange andre af Mejlhedes patienter, en af de tungeste diagnoser, paranoid skizofren. Og han fik stærk anti-psykotisk medicin, som hensatte ham i en døs og fik ham til at tage 70 kilo på.

Men Rene Kristensen er slet ikke skizofren. Efter at DR Nyheder har bragt sagen om Arne Mejlhedes mange fejlbehandlinger frem, har Rene Kristensen fået en ny vurdering af sin sygdom i Region Nordjyllands psykiatri.

Her har man ingen holdepunkter fundet for Mejlhedes diagnose. Rene Kristensen lider derimod af angst og er nu ved at blive trappet ud af den stærke medicin. Men i en alder af 34 drager han en trist konklusion:

- Jeg har været fuldstændig sat ud af spillet i ti år og er formodentlig gået glip af et værdigt liv.

Han har også forskellige eftervirkninger af den stærke medicin.

Vanskelige skemaer

Rene Kristensen besluttede sig derfor for at søge erstatning i Patientforsikringen for fejlbehandling. Men han måtte give op, da han sad med ansøgningsskemaet. Her skulle han bl.a. angive en dato for skaden.

- Den er svær. Det er jo sket løbende over ti år, siger Rene Kristensen.

Han skulle også angive den oprindelige årsag til behandlingen.

- Jamen det er jo fejlagtigt, at jeg overhovedet kom i den behandling. Det er også svært at forholde sig til, mener han.

Og oveni har Rene Kristensen, efter de mange år på antipsykotisk medicin, svært ved at huske, hvad der egentlig er sket, så han kan beskrive det i skemaet.

Og han har følt sig helt alene med det.

Ingen tilbud om hjælp

- Der er ikke nogen, der i mit videre forløb efter Arne Mejlhede, har tilbudt mig vejledning om, hvad jeg skulle, siger Rene Kristensen. Og han synes heller ikke, han i den skriftlige klagevejledning fandt noget tilbud om hjælp.

Læger har ellers pligt til at vejlede og hjælpe patienter med at søge erstatning, når der er mistanke om fejlbehandling. Og også Patientforsikringen har en pligt til at vejlede.

Efter at DR Nyheder har bragt sagen frem, erkender Region Nordjylland, at man ikke har fået informeret alle de patienter, man har givet en ny diagnose, om hvordan de kan få hjælp til at søge erstatning.

Bedre vejledning

Og Patientforsikringen er i gang med at gennemgå sin hjemmeside for at se, om vejledningen kan blive bedre. Ansøgningsskemaerne har man ikke planer om at ændre.

René Kristensen håber, at andre psykiatriske patienter, som er fejlbehandlet, fremover får mere hjælp.

- Når man står i en situation, som den her, og stadig er meget skrøbelig, har man virkelig brug for alle de ustrakte hænder, der er tilgængelige, siger han.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra psykiater Arne Mejlhede til René Kristensens sag.