I et demokrati stemmer folket om, hvem af de opstillede politikere og politiske partier, der skal tildeles den politiske magt. Det er ret simpelt – politikerne og partierne med flest stemmer får lov til at bestemme mest.

For at få flest mulige borgere til at sætte kryds ved et bestemt navn eller parti på stemmesedlen, fører politikere valgkamp i ugerne frem til et valg. Formålet med valgkampen er at overbevise vælgerne om, at partiets holdninger er deres stemme værdig.

Med årenes gang og teknologiens udvikling har politikerne forfinet deres metoder til at føre valgkamp. DR Skole har været på jagt i arkiverne og fundet et udvalg af, hvilke kampagnekneb politikere har brugt til at drive valgkamp fra 1884 og frem til i dag.

”Arbejdere, Tjenestemænd, Husmænd – I har Magten, hvis I vil!”

I 1926 er der folketingsvalg, og Socialdemokratiets opråb henvender sig til de tre faggrupper. På plakaten står de skulder ved skulder og minder i deres sammenhold, styrke og vrede om en scene fra den berømte roman ’Les Misérables’, som blandt andet handler om samfundsoprør i Frankrig.

Valgplakaterne har stor indflydelse. Uden radio og tv skal vælgerne nemlig lære de politiske partiers budskaber på en anden måde. Derfor ser de 100 år gamle valgplakater noget anderledes ud, end vi kender dem i dag.

De gamle valgplakater spiller på den politiske sag. Valgplakaterne viser motiver og valgslogans, der fremstiller partiets forslag til en bedre fremtid. De er følelsesladede, humoristiske, frække og kunstneriske.

Fra 1960’erne og frem til i dag viser valgplakaterne typisk en politikers ansigt og navn, og så lærer vælgerne om partiets og politikerens holdninger gennem andre medier.

Europa er præget af arbejdsløshed og fattigdom i 1930’erne, og Danmark er ingen undtagelse. Ved folketingsvalget i 1935 opfinder Socialdemokratiet et slogan, der ønsker at reducere afstemningen til et meget nemt valg – nemlig valget mellem kaotiske tilstande eller Socialdemokratiet.

På partiets valgplakater står der ’Stauning eller Kaos!’. Plakatens motiv forestiller Socialdemokratiets daværende formand, Thorvald Stauning, som bliver fremstillet som en form for landsfader.

Politiske slogans har til formål at fortælle det enkelte partis hovedbudskab i en valgkamp, og Socialdemokratiets slogan i valgkampagnen i 1935 får stor betydning. De opnår deres hidtil bedste valgresultat med cirka 45 procent af stemmerne.

Thorvald Stauning er den længst siddende statsminister i dansk politik. Han var statsminister i perioderne 1924-1926 og 1929-1942.

I 1956 har kun én procent af de danske hjem et fjernsyn, men allerede i 1963 har halvdelen af hjemmene i Danmark anskaffet sig et fjernsyn.

I 1960’erne kan danskerne kun se én kanal på fjernsynet – DR. En af kanalens vigtige roller er at oplyse danskerne. Ved Folketingsvalget i 1960 bliver det muligt at følge politiske debatter i tv'et.

I mange år fandt debatten sted i lokale forsamlingshuse og i nærmiljøet. Men på grund af fjernsynet kan politikerne få spredt deres bestemte budskaber mere effektivt til vælgerne under en valgkamp.

I en valgkampagne er det dog ikke altid let at lure, hvad der er reelle valgløfter, og hvad der er valgflæsk. Valgflæsk betyder, at en politiker eller et parti forsøger at skaffe stemmer ved at afgive løfter, som alligevel ikke indfries, når valgkampen er slut.

Ved folketingsvalget i 1994 er der en løsgænger, der gør stort indtryk på folk. Det er komikeren Jacob Haugaard, som vækker opsigt med sine valgløfter. Blandt hans mærkesager er medvind på cykelstierne og større julegaver til alle.

De absurde valgløfter er ment som en joke, men da valgdagen kommer, stemmer mere end 23.000 mennesker på Jacob Haugaard. Dermed lykkedes det ham at blive valgt ind i Folketinget uden tilknytning til noget politisk parti. Det er kun sket to gange i Danmark, at en løsgænger er blevet valgt ind.

Jacob Haugaards valgkampagne skal ses som en morsom kommentar til politikernes valgflæsk. Det giver stof til eftertanke for politikerne. Politikeren Birthe Rønn Hornbech fra partiet Venstre udtaler sig til DR i 1994: ”Der er jo så mange politikere, der har forsøgt at spille klovn i valgkampen, så jeg tror, der er nogle vælgere, der har tænkt, at så kunne man lige så godt tage en professionel.”

Jacob Haugaard var medlem af Folketinget indtil 1998, hvor han ikke ønskede at genopstille.

Arkivklippet er fra 2005, men allerede i 1996 begynder vi i Danmark at tale om fænomenet ’spindoktor’. Det sker efter at have set den verdensberømte spindoktor Alastair Campbell håndtere pressearbejde og politisk kommunikation for den britiske politiker Tony Blair.

På engelsk betyder ’to spin’ at snurre, spinde, hvirvle, dreje eller skrue. En spindoktors opgave er nemlig at dreje og skrue politiske historier i en retning, der vil gavne et parti og dets politikeres popularitet.

Spindoktoren lægger en strategi for sine politiske kandidater, så de forhåbentlig får god presseomtale. I sidste ende skal det føre til, at vælgerne godt kan lide partiets holdninger og dermed stemmer på partiet ved næste valg.

I 1996 bliver Billy Adamsen ansat som Danmarks første spindoktor for den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Siden 1996 er der kommet mange flere spindoktorer til i toppolitik. Kritikere af spindoktorer mener, at de manipulerer og afsporer debatten.

I 1990’erne sker der afgørende ting for internettets udvikling, og i løbet af årtiet får danskerne for alvor øjnene op for cyberspace og dets muligheder.

Nu kan man kommunikere jordkloden rundt ved blot et enkelt klik i tastaturet, og man kan hente oplysninger, som man før skulle bruge et leksikon til.

DR gør sig også klar til at bruge de nye muligheder. I 1996 åbner DR sit eget website – www.dr.dk. Det er på denne hjemmeside, at vælgerne i 1998 kan følge med i oversigter over partiernes valgmøder eller læse diverse politiske taler.

Det er den allerførste gang, hvor internettet spiller en rolle i en dansk valgkamp.

Bor vælgeren til leje, eller er vælgeren boligejer? Læser vælgeren avisen Politiken eller sladdermagasinet Ude og Hjemme? Ligger husstandsindkomsten over eller under middel? Alle de informationer tegner et billede af, hvem man er som vælger – og de såkaldte ’big data’ vil partierne betale mange penge for at få fat i. Det giver dem nemlig en klar idé om, i hvilke områder de skal fokusere deres valgkamp og skaffe stemmer.

Flere partier bruger big data som eksempelvis Geo-Mapping ved folketingsvalget i 2005. Det er altså langtfra tilfældigt, hvem der får besøg, når politikere banker på døre og uddeler foldere med politiske budskaber.

I Europa er vores personlige oplysninger beskyttet af Personbeskyttelsesforordningen, som også bliver kaldt for GDPR. Forordningen sikrer, at man ikke må kunne genkende enkelte personer i databaser. Så selvom et data-firma har trukket data fra offentlige registre og Danmarks Statistik, så sikrer lovgivningen, at alle personer og deres præcise politiske overbevisning er anonymiseret.

Valgeksperter spår, at vi endnu ikke har set toppen af omfanget af brug af dataanalyser i valgkampe.

I takt med at flere og flere danskere får en profil på Facebook, benytter politikerne sig i høj grad af, at de kan nå deres vælgere her. Men hvorfor poster politikere billeder af vinduespudsning, blomster og nuttede kattekillinger?

For politikkerne handler det om at fremstå autentiske og troværdige, og derfor forsøger de at vise personlighed. Det giver dem typisk flere likes, hvilket betyder, at vælgerne måske i højere grad husker den enkelte politiker, når der skal sættes et kryds på stemmesedlen.

Kombinationen af privatliv og politik har både sine fordele og ulemper. Fordelen er, at man lærer noget om det menneske, man stemmer på. Så kan man måske bedre forestille sig, hvilke valg politikeren vil træffe. Ulempen er, at der er risiko for at knytte sig til en politiker, så man ikke forholder sig så kritisk til politikeren, som man måske burde.