Natten til lørdag den 26. april 1986 ligger tidligere chefingeniør for reaktor 1 på Tjernobylværket, Anatolij Usjkov, og sover i sin seng i byen Pripyat.

Han hører ikke den store eksplosion, der sker på kraftværket tre kilometer væk. I stedet bliver han vækket af telefonen.

Atomkraftværket står i flammer, og der er brug for hans hjælp. Anatolij Usjkov tager af sted med det samme.

Uvidende om at han i løbet af de næste timer og dage vil udsætte sig selv for en livsfarlig mængde stråling, der koster både venner og kollegaer livet.

Og at indsatsen denne nat kun er første skridt i et omfattende oprydningsarbejde, der kommer til at vare de næste 30 år og fortsætte langt ud i fremtiden.

186 brandfolk kæmper hele natten mod flammerne, i hvad, de fleste stadig tror, er en almindelig brand.

Meldingen er, at der ikke er sket skade på reaktoren, men i virkeligheden brænder både de radioaktive uran-brændselsstænger og det grafit, der normalt bruges til at kontrollere kædereaktionen under den sammenstyrtede bygning.

Først næste morgen går det op for en inspektør på stedet, at selve reaktoren er nedsmeltet og har sendt livsfarligt radioaktivt støv og røg ud i området.

To ansatte dør af akut strålesyge samme nat, og i løbet af de næste par uger dør yderligere 28.

Anatolij er med på det tredje redningshold, der ankommer til Tjernobylværket efter ulykken.

Han bliver udsat for stråling og bliver efterfølgende indlagt på et militærhospital i Moskva i flere måneder.

De første par dage efter ulykken, der blev udløst af en kombination af menneskelige og konstruktionsfejl, bliver der kastet næsten 5.000 tons sand, bly, ler og kemikalier ned over den brændende masse af grafit og uran i håb om at slukke branden og minimere strålingen.

Eksperterne er nervøse for, at klumpen vil brænde sig gennem bunden af reaktoren og nå ned til det vand, der har samlet sig under første del af slukningsarbejdet og udløse en endnu større eksplosion.

Imens bliver den nærliggende arbejderby Pripyat evakueret af myndighederne på grund af strålingsfaren. På det tidspunkt er mange indbyggere dog allerede blevet udsat for store mængder stråling.

Selvom Sovjetunionen forsøger at lægge låg på ulykken, finder resten af Europa så småt ud af, at der er sket noget stort.

I Danmark lyder den første melding, at der er målt forhøjet radioaktivitet i luften, og at det muligvis kan skyldes en nedsmeltning i et sovjetisk atomkraftværk.

Først den 9. maj bliver den brændende masse af brændsel og grafit slukket. Herefter begynder et omfattede og lige så farligt arbejde med at få indkapslet strålingen.

Først hældes der store mængder cement direkte på resterne af uran og grafit. Og over de næste måneder opføres en ny bygning rundt om hele værket.

Strålingen er så kraftig, at arbejderne kun må opholde sig i ganske kort tid i området, før de har fået en dødelig dosis.

Ifølge WHO deltager 240.000 mennesker i arbejdet fra start til slut. På trods af strenge forholdsregler vurderer WHO, at 2.000 arbejdere omkommer eller ender med at dø på grund af strålingsrelaterede sygdomme i løbet af de kommende år.

Ifølge Tjernobylarbejdernes egen organisation er tallet langt højere.

Bygningen kaldes sarkofagen og står færdig ved juletid.

Med en beregnet levetid på 20 til 30 år var den hastigt byggede sarkofag aldrig en permanent løsning.

I 2007 påbegynder man derfor konstruktionen af en 150 meter høj og 257 meter bred bygning ved siden af Tjernobyl, som efterfølgende kan rulles ind over den gamle sarkofag.

Efter planen vil den kunne holde strålingen nede i de næste 100 år, mens man transporterer de radioaktive rester væk.

I dag arbejder der cirka 3.000 mennesker ved Tjernobyl.

Størstedelen af dem bor i byen Slavutitsj 45 minutters togtur fra kraftværket.

En af dem er Igor Karatjenko.

Han står for sikkerheden. Selv 30 år efter er Tjernobyl stadig et livsfarligt sted at opholde sig.

Han skal sørge for, at arbejderne ikke bliver udsat for for meget stråling. Derudover inspicerer han jævnligt den gamle sarkofag, som er begyndt at slå revner og falde sammen.

Hver dag bruger Igor Karatjenko mere end to timer på at skifte til sit arbejdstøj og gøre sig klar til at gå ind i det farlige område.

Det første tøjskift sker allerede på stationen i Slavutisj.

Det er ikke kun det nærliggende område, der bliver ramt af strålingen fra Tjernobyl i 1986.

Ved ulykken bliver der udløst mere end 400 gange så meget radioaktiv forurening som ved atombomben over Hiroshima i 1945.

Flere millioner mennesker i Europa bliver udsat for stråling i form af radioaktivt støv, der bæres af vinden gennem kontinentet.

Blandt andet må rensdyr i Norge og Sverige aflives, fordi deres blod er blevet radioaktivt.

I dag er der stadig uenighed om, hvor mange der mistede livet eller lever med bivirkninger som følge af ulykken.

I midten af det hele står de udsatte, hvoraf mange stadig kæmper for anerkendelse for deres indsats under oprydningsarbejdet eller erstatning, fordi de ikke blev evakueret eller advaret.

Ifølge WHO vil 4.000 vil miste livet i de kommende år. Andre forskere og organisationer mener, at tallet er langt højere.

Hvideruslands akademi for videnskab vurderer, at 93.000 vil miste livet, mens 270.000 kræfttilfælde kan tilskrives strålingen.

En ukrainsk kommission mener, at dødstallet har rundet en halv million allerede.

Ved siden af diskussionen kæmper Igor og de andre arbejdere for at få den nye bygning klar til tiden.

Sarkofagen omkring den gamle reaktor smuldrer bogstavelig talt for øjnene af dem.

Lige nu kan en kraftig oversvømmelse, jordskælv eller orkan udløse en ny kædereaktion i brændselsstængerne og resultere i en endnu større katastrofe end for 30 år siden.

Derfor afholdes der en donorkonference i Kiev 25. april i år.

Formålet er at få det internationale samfund til at bidrage økonomisk til det videre oprydningsarbejde, så verden endelig kan få afsluttet Tjernobylulykken.