Da fem wannabes blev verdens største girlband

Her er historien om, hvordan Spice Girls blev til - fortalt af dem, der var med til at skabe bandet.

Da fem wannabes blev verdens største girlband

Her er historien om, hvordan Spice Girls blev til - fortalt af dem, der var med til at skabe bandet.

  • Af Per Bang Thomsen
Scroll for at læse

Adele ville altid være Ginger Spice, da hun var lille. Ellie Goulding drømte om at være Posh Spice, og for danske MØ var det Sporty Spice, der var forbilledet.

Hollywood-stjernen Emma Stone så allermest op til Baby Spice med de lyse rottehaler, og rapperen Nicki Minaj kalder den dag i dag Scary Spice for sit idol.

De fem medlemmer af Spice Girls har sat sit aftryk på en hel generation af unge kvinder - kendte som ukendte.

I dag er det 20 år siden, at pigebandet skrev sig ind pophistorien, da de udgav singlen “Wannabe”.

Den bragede ind på alverdens hitlister og er stadig er en af de bedst sælgende debutsingler nogensinde.

Sangen lærte millioner af piger og drenge verden rundt at sige ‘zig-a-zig-ah’, mens de lavede V-tegn med pegefingeren og langemanden.

Og den kickstartede en kort, men intens karriere for de fem kryddersild, der skabte begrebet Girl Power.

Spice Girls er et af de største girlbands, der har eksisteret.

Men de var aldrig blevet til noget, hvis ikke det havde været for manageren Chris Herbert og hans far, den nu afdøde Bob, der i begyndelsen af 1994 havde indrykket en auditionannonce i den britiske brancheavis ‘The Stage’.

‘Heart Management’, som far-søn-makkerparret kaldte sig, var på jagt efter en håndfuld kvinder mellem 18 og 23 år, der ifølge annoncen skulle kunne synge og danse, og som samtidig var “streetwise, udadvendte, ambitiøse og dedikerede”.


De skulle være frække, have kant og være sexede på en og samme gang. Det var nærmest som at caste til en film.
Chris Herbert

Tanken var at sammensætte et livsstilsband, fortæller Chris Herbert i dag til DR.

Han ville skabe en gruppe veninder med hver sin larger-than-life-personlighed.

- De skulle være frække, have kant og være sexede på en og samme gang.

- Det var nærmest som at caste til en film, og jeg lavede faktisk et moodboard for hver enkel karakter med en masse forskellige billeder, så jeg vidste, hvad det var, jeg gik efter, siger han.

På det tidspunkt kæmpede Britpop-bands som Oasis og Blur om topplaceringerne på hitlisterne med drengebands som Take That og East17.

Men ifølge Chris Herbert manglede der et rendyrket girlband, som kunne nå ud til både pigerne og drengene. 


- Det var der ingen pigebands, der kunne på det tidspunkt. Derudover følte jeg, at boyband-markedet var overmættet, så jeg ville prøve at lave noget nyt.

Fakta om Wannabe Singlen "Wannabe" blev udgivet den 8. juli 1996 i Europa og den 7. januar 1997 i USA.

Sangen varer to minutter og 52 sekunder og tog en halv time for Spice Girls og sangskriverne Matt Rowe og Richard Stanndard at skrive.

B-siden på singlen var sangen "Bumper to Bumber"

Chris Herbert var dengang i begyndelsen 20‘erne, og det var hans første seriøse forsøg på at få en fod inden for i musikbranchen.

Hans pengemænd var dog langt fra overbeviste om projektets robusthed, så det krævede en del overtalelse at få dem til at holde ved.

Men mere end 400 piger dukkede op til auditionen, der blev afholdt i London en formiddag i marts for 22 år siden.

Udover annoncen havde Chris Herbert været rundt til en række karaokenights og sangaftener på forskellige pubber, og han havde også taget kontakt til musikproducenter og agenter for at høre, om de tilfældigvis havde nogle interessante piger i tankerne.

Det var jo et livsstilsband, jeg havde i tankerne, og derfor var det først og fremmest de store karakterer, jeg var på jagt efter.
Chris Herbert

Det var selvfølgelig vigtigt, at pigerne skulle kunne synge, fortæller Chris Herbert.

- Men det var jo et livsstilsband, jeg havde i tankerne, og derfor var det først og fremmest de store karakterer, jeg var på jagt efter.

- Før det var pigebandmedlemmer blevet castet alene ud fra deres sangstemmer, men det var blot et af de kriterier, jeg havde fokus på.

- Så kunne jeg altid arbejde videre med det, de havde, fortæller han.

Den første, som fik en plads i bandet, var Melanie Brown.

Brown stammede fra byen Leeds og havde optrådt og danset, siden hun var helt lille.

Hendes professionelle erfaring stammede fra et feriecenter i Nordvestengland, hvor hun havde arbejdet som showdanser.

Det var hendes mor, som havde set auditionannoncen i avisen, og hun fik overtalt sin datter til at tage den timelange togtur til hovedstaden.

- Jeg så hende tilfældigvis i køen, da jeg var ude for at hente en kop kaffe, og der tænkte jeg bare ‘wow’. Hun var præcis det, jeg var på jagt efter, fortæller Chris Herbert om Melanie B, der efterfølgende fik kaldenavnet 'Scary Spice'.

- Da hun så kom ind i rummet, overtog hun det bare. Hun havde sådan en slagkraftig personlighed.

19-årige Victoria Adams var også faldet over annoncen i avisen.

Hun kom fra en forholdsvis velhavende familie lidt nord for London med egen Rolls-Royce i carporten, og hun havde gået på en scenekunstskole, hvor klassisk dans og sang stod på skemaet.

Chris Herbert ville have, at bandet skulle have et sofistikeret medlem. En pige med lidt mere klasse og modenhed end de andre, som kunne trænge igennem til et ældre publikum.

Det kunne Victoria, der da også kom til at hedde 'Posh Spice' et par år efter.


- Hun havde en mere klassisk baggrund end de andre piger, og hvor de valgte popsange til prøven, sang hun “Mein Herr” fra musicalen ‘Cabaret’.

- Hun var fremragende, og jeg kunne virkelig godt lide hende.

Liverpool-pigen Melanie Chisholm havde til gengæld ikke læst noget som helst om den girlband-audition.

Hun var egentlig taget afsted for at aflægge prøve til et cruiseskib, der ledte efter nye performere.

Men da hun sad og ventede på en cafe ikke langt derfra, fik hun tilfældigvis stukket en flyer om auditionen i hånden, og hun besluttede sig så for at prøve lykken.


- Melanie C var ikke en “piget” pige, og hun havde en mere afslappet fremtoning end de andre, så jeg tænkte, at hun kunne appellere til de mere drengede piger. Derudover har piger det med at føle sig truet af andre piger, der er pænere og mere feminine end dem, siger Chris Herbert.

Men Melanie C var mere tilgængelig og ikke farlig på den måde, fortæller han om Melanie C, der efterfølgende blev døbt 'Sporty Spice'.

Og så kunne hun synge, understreger han. Bedre end de andre, der endte i bandet.

- Hun var helt klart den bedste sanger. Hun havde en meget sjælfuld stemme.

Og så var der Geri Halliwell.

Arbejderpigen fra den nordlige del af London, som inden da havde prøvet showbizlykken som alt fra quizpige i et tyrkisk underholdningshow til topløs pinup-model og professionel diskoteksdanser.

- Jeg ville have en, som var lidt småexcentrisk og camp. En, som kunne appellere til bøsserne. Det kunne Geri, fortæller Chris Herbert om 'Ginger Spice'.


Det var dog et lidt af et held, at hun overhovedet kom med i bandet.

Geri Halliwell var i Spanien, da den første audition fandt sted. Og hun formåede efterfølgende at sno sig uden om de andre prøver, hvor pigerne løbende blev sorteret fra.

Hver gang Chris Hebert ringede for at høre, om hun ville komme forbi, blev han mødt af en ny undskyldning.

Da Chris Herbert ville høre, hvor gammel hun egentlig var, lød svaret, at hun kunne være alt “fra en 20-årig eller en tiårig med store bryster”

- Så havde hun fået skoldkopper, og så havde hun mistet stemmen. Hun fik så lov til at komme til den sidste workshop i maj. Og der kom hun for sent, husker Chris Herbert.

Men der var noget ved den frembrusende kvinde med den hæse stemme, der betog managementteamet.

Da Chris Herbert ville høre, hvor gammel hun egentlig var, lød svaret, at hun kunne være alt “fra en 20-årig eller en tiårig med store bryster”.

- Uden jeg havde hørt hende synge, vidste jeg lige der, at jeg havde brug for hende i bandet. Med hendes personlighed og karakter kunne hun blive et anker for de andre.

Det femte medlem i Spice Girls, den lyshårede 'Baby Spice' med det borgerlige navn Emma Bunton var, til forskel fra sine kollegaer, ikke en del af det oprindelig lineup.

Chris Herbert havde i stedet valgt en pige ved navn Michelle Stephenson som det femte bandmedlem.

Men Stephenson knyttede sig aldrig til de andre piger, og derfor røg hun ud.

Jazzsangerinden Pepi Lemer var blevet hyret til at undervise pigerne i sang, og da hun hørte, at de jagtede et nyt medlem, kom hun i tanke om Emma Bunton, som hun nogle år forinden havde haft som elev.

- Jeg tænkte, det kunne være noget for hende, så jeg ringede til hende og spurgte, om hun havde lyst til at aflægge prøve, fortæller hun til DR.

Det havde Emma Bunton, og hun tog afsted til prøven sammen med sin mor. Her faldt Chris Herbert og faderen for hende.

- Hvor Victoria kunne appellere til et mere modent publikum, kunne Emma nå det helt unge publikum.

- Når jeg ser tilbage nu, så endte jeg mere eller mindre med at caste det, jeg oprindeligt havde i tankerne.

Bandet var nu samlet, og pigerne blev installeret i et toetagers hus i londonforstaden Maidenhead.

Geri, der var gruppens alderspræsident, fik det lille enkeltværelse, mens Emma og Victoria sov i den ene dobbeltseng, og de to Mel’er sov i den anden.

Her levede de sammen, og de delte stort set alt.

Det var hende, der blev bandets leder, og hun blev limen, som holdt bandet sammen.
Chris Herbert om Geri Halliwells rolle i Spice Girls.

De tjente ingen penge, men fik lidt lommepenge af managerne, og toastbrød var en af de gennemgående retter på hjemmemenuen, når pigerne skulle kokkerere.

Selvom de ikke kendte hinanden i forvejen, gik der ikke lang tid, før de smeltede sammen, fortæller Chris Herbert.

- De klikkede ekstremt hurtigt, og det var ikke mindst takket være Geri.

- Det var hende, der blev bandets leder, og hun blev limen, som holdt bandet sammen.

Pepi Lemer underviste pigerne i sang to gange om ugen i godt fire måneder.

Og selv om hun også oplevede, at pigerne meget hurtigt blev tætte, så havde de deres konflikter.

- Det var jo fem forskellige piger, som alle var flyttet hjemmefra for første gang. De savnede deres familier, og det var intenst i huset.

- Geri havde en meget stærk drivkraft, mens Melanie B også var meget stærk og selvstændig. Victoria var derimod mere sky, fortæller Pepi Lemer.

Bandet hed på det tidspunkt “Touch”, og hele den første del af bandets liv var “meget, meget intens”, husker Pepi Lemer.

- Fra første gang jeg hørte dem synge, vidste jeg, at de alle havde en frygtelig masse, som de rent vokaltmæssigt skulle lære. Der var et par af dem, der havde fået sangtræning før, men de var bestemt ingen sangdivaer.

Melanie C havde en meget sjælfyldig stemme, husker hun, og Emma havde "en sød og naturlig vibrato".

Det var også meget svært for dem, fordi de skulle lære at give slip på deres egoer, så de kunne blive en gruppe.
Patti Lemer om den første tid.

- Det var dog ikke så naturligt for hverken Victoria og Geri at synge, konstaterer hun.

- De arbejdede ekstremt hårdt, og de var alle meget målrettede. Det var helt klart deres ambitioner, der drev dem.

- Men det var også meget svært for dem, fordi de skulle lære at give slip på deres egoer, så de kunne blive en gruppe. De var jo alle meget, meget forskellige. Men jeg tror også, det var deres forskellige karakter, der betød, at de blev så succesfulde, fortæller Pepi Lemer.

I ni måneder knoklede pigerne i sanglokalet og på dansegulvet.

Men nu skulle der ske noget.

Pigerne ville have en kontrakt med Chris og Bob Herbert, de ville skrive deres egne sange, og de ville vise, hvad de kunne.

- De var frustrerede over deres managere, fortæller Pepi Lemer.

Efter længere tids pres gik managerne med til at arrangere en timelang showcase for branchefolk.

Her skulle pigerne sælge sig selv og vise sangskrivere og musikproducenterne, hvad de egentlig kunne.

Wannabe på hitlisterne 1996-1997 Efter sin udgivelse blev Wannabe nummer 1 på singlehitlisten i følgende lande:

Australien, Belgien, Danmark, Holland, Finland, Frankrig, Tyskland, Hong Kong, Irland,
Israel, New Zealand, Norge, Skotland, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien.

Singlen fik også en førsteplads på den samlede europæiske singlehistliste.

Kilde: Wikipedia

Mere end 20 sangskrivere og musikproducenter troppede op til seancen med bandet, der nu havde taget navneforandring til “Spice” - et navn, som Geri Halliwell var kommet på under en aerobictime et par måneder forinden.

Showcasen var en succes, og Chris Herbert og faderen teamede pigerne op med flere af dem.

Men pigerne havde allerede fået nok af deres managere. Da de endelig modtog en kontrakt, besluttede de sig for, at de ikke ville skrive under.

”Spice” var nu blevet deres projekt, og de ville gå deres egne veje.

Så i marts 1995 pakkede pigerne alle deres ting og kørte afsted i Geri Halliwells lille Fiat Uno.

- Jeg følte mig nok mere forrådt på et venskabeligt plan, end jeg gjorde som manager, fortæller Chris Hebert i dag.

- Jeg var et par år ældre end dem og var blevet lidt som en storebror for dem. Vi plejede at tage i byen sammen i weekenderne, så jeg var ærgerlig, men egentlig ikke sur. Og jeg var ung nok til at arbejde videre og skabe mig en karriere, siger han.

Spice Girls er 100 procent et af de vigtigste bands i musikhistorien. Vi kvindelige sangskrivere i dag er Spice Girls-generationen, der har fået ind med modermælken, at vi kan, hvad vi vil, bare vi er stærke nok, da vi mødte Spice Girls.
Den danske sangerinde Fallulah til BT

Pigerne brugte de næste måneder på at finde en ny manager, der kunne repræsentere dem.

Med sig havde de en håndfuld nyskrevne sange - heriblandt “Wannabe” og “Say You’ll Be There”, der endte med at blive pigernes første- og andensingle - nogle demoindspilninger og en række danserutiner, som de kunne sælge sig selv på. 


Efter godt et halvt års tid lykkedes det dem at få et møde i stand med manageren Simon Fuller, som blandt andet styrede Annie Lennox’ karriere.

De troppede op på hans kontor, lavede en improviseret showcase midt på gulvet, og han var solgt over pigernes energi, deres ukuelige målrettethed, deres snakken-i-munden-på-hinanden og deres humor, som han efterfølgende har beskrevet det.


Der var allerede en amerikansk rapper, der hed ‘Spice’, så de fik koblet et ‘Girls’ på bandnavnet.

Og der gik ikke mange måneder, før Simon Fuller havde skaffet dem en pladekontrakt med Virgin Records. Så begyndte det at gå hurtigt.

Flere af sangene fra den første demo blev slebet til og indspillet på ny, og nye sange blev komponeret.

“Wannabe” kom på gaden i Storbritannien den 8. juli 1996, og efter blot to uger, havde den indtaget førstepladsen.

Det samme skete i 30 andre lande.


Spice Girls er grunden til, at jeg ville være musiker. Jeg ved godt, at jeg kun var en lille pige på syv eller otte år, da de kom frem, men de var årsagen til, at jeg begyndte at lave musik. Jeg var så besat af dem.
Den danske sangerinde MØ til Interview Magazine

Paul Gorman var den første journalist, der nogensinde interviewede bandet.

Han arbejdede dengang for Music Week, der er et fagblad for den britiske musikindustri, og han husker dem som ”forfriskende, flabede og med masser af personlighed”.

- De var sjove og skrupskøre og de gav musikindustrien, der ellers var domineret af mandeorienteret rock og ansigtsløs dancemusic, en vitaminindsprøjtning, siger han til DR.

Efterfølgeren, “Say You’ll Be There”, strøg direkte ind på førstepladsen, og da debutalbummet “Spice” bragede ind på toppen at albumhitlisten i efteråret 1996, var popsuccesen en realitet.

Året efter udgav pigerne albummet “Spiceworld”, der blev en næsten lige så stor succes.

Samtidig indspillede de en blockbusterfilm om dem selv, 'Spice World: The Movie', og de tjente millioner af pund på at lægge navn og ansigter til alt lige fra Pepsi-sodavand og Barbie-dukker til franske kartofler og Polaroid-kameraer.

Spice Girls var her og der og alle vegne. På ganske kort tid var de blevet er verdensfænomen, der vækkede minder om Beatlemania nogle årtier forinden.

- Jeg havde altid på fornemmelsen, at pigerne kunne blive til noget stort, for de var anderledes, og de havde gå-på-mod. Men aldrig i den skala, som de endte med blive, siger Chris Herbert i dag.

Han mener, at pigerne formåede at sætte gang i hele musikscenen igen.

- Det var et meget mandsdomineret marked, indtil de kom, og de lavede deres egne regler hen ad vejen. De kunne overkomme alle ting, og de kunne slå drengene på deres banehalvdel.

- De brændte deres bh’er og blev en slags kvindesagsforkæmpere. De kom med et inspirerende budskab om at gøre en forskel, og de kom på det perfekte tidspunkt, hvor musikmarkedet var ret kedeligt.

I mine øjne var det en slags lige-ud-ad-landevejen popmusik. Men verden ventede på dem, og de kom med et stærkt budskab om ‘power'.
Pepi Lemer om Spice Girls

Spice Girls er den dag i dag stadig den bedst-sælgende britiske pigegruppe nogensinde.

Spørger man Pepi Lemer, så handlede deres succes i høj grad om timing. For det var bestemt ikke deres musik, der gjorde det, pointerer den tidligere sanglærer.

- I mine øjne var det en slags lige-ud-ad-landevejen popmusik. Men verden ventede på dem, og de kom med et stærkt budskab om ‘power’, der appellerede til både piger og drenge.

Musikjournalisten Paul Gorman peger på, at de havde allieret sig med nogle gode sangskrivere, der kunne skrive ørehængere.

Derudover havde de et stærkt og ambitiøst team omkring sig, der var gode til at promovere dem.

- De var hverken de bedste sangere eller dansere, men folk elskede dem, fordi de formåede at hæve sig over deres begrænsninger. Deres fejl og mangler blev en del af deres charme, siger han.

Spice-pigernes kampråb blev ”Girl Power”. Et begreb, der efterfølgende fik sin officelle blåstempling, da det blev optaget i Oxford English Dictionary.

Her bliver det beskrevet som en følelse af ”selvstændighed og selvsikkerhed” hos unge kvinder.


Det var i høj grad Geri Halliwells fortjeneste, fortæller Chris Herbert.

- Den dag i dag mener jeg stadig, det er hende, der personificerer ‘Girl Power’. Hun tilførte bandet en form for kammeratlig ånd.

- Og hvad hun manglede i forhold til sang- og danseevner, kompenserede hun for med sin kæmpe personlighed. Hun var uvurderlig for bandet, og hun var den unikke ingrediens, som bandet havde brug for, siger han.

Og pigerne havde også selv ‘Girl Power’, understreger Pepi Lemer.


- Det kan godt være, at pigerne blev styret af mænd, men de vidste præcis, hvad de gjorde. Og når folk i dag siger, at det var et “kunstigt band”, så siger jeg nej.

- Man kan godt sætte folk, som ikke kender hinanden, sammen og få dem til at arbejde med hinanden. Men der er utrolig store faldgruber, og man kan ikke fremstille det, som pigerne skabte, siger Pepi Lemer.

Folk tror altid jeg joker med det, men Spice Girls eksploderede, da jeg var syv år. De kom alle fra helt almindelige, beskedne miljøer, og de gav mig håb. Det var virkelig en stor del af mit liv, da Girl Power-bevægelsen startede.
Sangerinden Adele til modemagasinet Vogue om Spice Girls

Geri Halliwell forlod gruppen i foråret 1998 på grund af interne ”uoverensstemmelser”.

De fire resterende piger udgav året efter albummet “Forever”, som slet ikke blev den store succes, og de valgte efterfølgende at koncentrere sig om deres solokarrierer.

Det var først i 2007, at de blev genforenet for at tage på en verdensomspændende genforeningstour.

En af dem, der så den, var Chris Herbert.

-Da de blev genforenet, ringede Victoria og Geri til mig for at høre, om jeg havde lyst til at komme til en af deres koncerter i London. De var fantastiske performere, og jeg var meget stolt af dem, fortæller han.


Spice Girls blev genforenet endnu en gang for en enkelt aften i 2012, hvor de optrådte ved afslutningshowet på De Olympiske Lege i London.

Spice Girls' verdensherredømme Spice Girls har solgt over 80 millioner albums på verdensplan.

Debut-albummet 'Spice' solgte 31 millioner kopier, hvilket gjorde albummet til det bedst sælgende album af en kvindelig gruppe nogensinde.

Albummet er det 18. mest sælgende i Storbritanniens musikhistorie.

Pigebandet har vundet fem Brit Awards, tre American Music Awards, tre MTV Video Music Awards og tre World Music Awards.

Ni gange har Spice Girls haft en sang på førstepladsen af den britiske hitliste.

Kilde: Wikipedia

Siden da er nostalgien omkring pigegruppen kun taget til i styrke, og noget tyder på, at de overvejer at finde sammen igen. Dog blot som et trekløver, da hverken Victoria Beckham eller Melanie C angiveligt ønsker at være med længere.

I en dugfrisk Youtube-video, som er blevet offentliggjort på 20 års-dagen, er det kun Geri, Melanie B og Emma, som er med. Her fortæller de, at de vil fejre jubilæet med ”en fest”.

- Vi håber, at vi snart kan fortælle jer mere om det snart, lyder det i videoen.

Spice Girls har en langt større arv end mange af de andre bands.
CHRIS HERBERT OM SPICE GIRLS

Men Chris Herbert er ikke sikker på, at en amputeret reunion er nogen god ide.


- Vi har set en del 90‘er-bands, der er blevet genforenet i den seneste tid. Men Spice Girls har en langt større arv end mange af de andre bands.

- De var i deres egen liga, og personligt ville jeg ikke have det godt med at se dem vende tilbage uden alle medlemmer. Det ville skade deres fantastiske arv, og det har de ikke brug for, understreger han.

Credit


Tekst: Per Bang Thomsen

Webdokredaktør: Maya Nissen