Sergent Dhafer Karims telefon ringede hver aften.

De andre soldater lo, da mobilens ringetone bimlede i villaen, som udgjorde soldaternes base 500 meter bag frontlinjen.

- Det er min far. Igen.

Han satte telefonen på lydløs. Senere, når de andre var gået i seng, ville han ringe fra taget, hvor forbindelsen var bedre.

Måneder forinden var Dhafer Karim faldet mod jorden. Hans hånd blev rød, da han tog sig til højre skulder. En snigskytte fra Islamisk Stat havde skudt ham.

Soldaterkammeraterne løftede ham i al hast væk fra gaden, mens der blev tilkaldt hjælp over radioen. Han var stadig ved bevidsthed, da han blev kørt mod hospitalet.

Egentlig syntes han ikke, det havde været noget særligt.

Han havde prøvet det, der var værre. Han havde allerede mistet syv kammerater i krigen. Og han kunne jo ligge dér og høre deres beroligende stemmer, og kuglen blev opereret ud uden komplikationer.

Men nu ringede hans far hver aften - med en bøn til sin 26-årige søn om at forlade krigen i Mosul mod verdens værste terrororganisation.

For Dhafer Karim var stadig i krigen.

Jeg boede sammen med ham og hans kammerater en uge ved fronten. Der var ingen tvivl om, at soldaterne ville kunne vinde krigen - men kunne de også vinde freden i fremtiden?

Sammen med de omkring 15.000 andre soldater i de irakiske eliteenheder, der har fået kælenavnet Golden Division, udgjorde Dhafer Karim rygraden i krigen mod Islamisk Stat i Irak, der de seneste mange måneder var blevet trængt i defensiven.

Nu kæmpede han for den store skalp; millionbyen og IS-hovedbyen Mosul.

Den by, hvor IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi i juni 2014 stod på talerstolen i Noori-moskeen og erklærede terrororganisationens selvbestaltede kalifat.

I to og et halvt år havde hundredtusindvis af mennesker levet i isolation under kontrol af IS. Nu blev isolationen af Iraks næststørste by langsomt brudt - af mænd gjort af samme stof som Dhafer Karim.

Golden Division er Iraks læderhalse, der i øjeblikket bliver hyldet som landets nationalhelte. Men krigen foregår i kvarterer tæt pakket med civile, der af den irakiske regering er blevet opfordret til at blive i deres huse.

Ingen kender de præcise civile tabstal.

Men en dag stod jeg et par timer ved et felthospital. Militærlægerne stak hænderne i sorte plastichandsker, der hurtigt blev indsmurt i blod. Det var især børn, som lå på bårerne.

Jeg boede med Misan-bataljonen i den villa, der dannede rammen om deres midlertidige base.

Fronten var rykket så langt ind i byen ved Mosuls Universitet, at soldaterne boede i hjem, der tilhørte akademikere og kreative sjæle.

Der var tænkt over tapetet på væggen i stuen, porcelæn med guldkant var stablet præcist i køkkenskabene, og villaen var udstyret med førstesal og en have, hvor soldaterne røg vandpibe, når de ikke pulsede tynde mintcigaretter.

På græsset lå bunker af IS efterladenskaber. Uniformer, printerpatroner, tomme magasiner til kalashnikov-geværer og gamle mobiltelefoner.

Min soveplads var en madras på stuegulvet ved siden af Dhafer Karim og fotografen. Om natten vågnede jeg ved lyden af skudsalver, luftangreb og artilleri. Det generede ikke soldaterne.

Til gengæld kunne de ikke sove, fordi fotografen snorkede.

Den russiske bjørn brøler, grinede Dhafer Karim og fandt et næseplaster, der skulle afhjælpe problemet de næste nætter.

Mosul Universitet i centrum af byen var blevet omdannet til en krigszone.

Jeg kendte mange moslawis, som borgerne i byen kalder sig, der for længe siden havde opgivet deres studier, da IS rykkede ind.

Fra den ene dag til den anden var de universitetsansatte blevet arbejdsløse, indtil IS senere forsøgte at få dem tilbage og undervise i terrororganisationens eget undervisningsmateriale.

Nu var campus en ruin. Dels på grund af luftangreb, og dels fordi Islamisk Stat havde sat ild til flere bygninger. Universitetets centralbibliotek med titusindvis af bøger ragede op som et tilsodet monument over IS’ krig mod almindelig sund fornuft, indsigt og perspektiv.

Isolationen i kalifatet havde været total.

Dhafer Karim gik op på taget af en af campus’ høje bygninger, der udgjorde den yderste front. Misan-bataljonen havde netop indtaget området, hvorfra de skulle holde positionen og samtidig holde øje med og angribe IS.

Tagets omkransende mur gik mig til livet, så jeg måtte krabbe mig hen over betonen i hælene på Dhafer Karim.

- Pas på IS-snigskytter, råbte han.

Fjendens kugler hvislede over os, og jeg kiggede på soldaternes bare hoveder. De gik sjældent med hjelme. Heller ikke her, hvor risikoen var reel.

De troede på skæbnen. Når deres tid var kommet, ja, så var det ude af deres hænder. Og alligevel fortalte de ofte historier om dengang, de blev såret og overlevede.

Om hvor heldige de havde været.

Om at “havde det ikke været for den armerede bil mellem mig og selvmordsbombemanden, så...”.

Og især talte de om deres kammerater, der ikke længere var iblandt dem.

IS’ morterer slog ned 100 meter fra bygningen. Fra sit skjulested kiggede finskytten Amjad Khalaf ud over IS-territorium.
De samler sig derovre, sagde han og tog sigte. Så affyrede han to skud.

- Godt. Jeg fik én, sagde han og tilføjede:

- De civile gør det meget sværere at trænge frem. Der går kvinder og børn rundt mellem IS-krigere. Jeg skal hele tiden sørge for at kende forskel.

Netop de civile var et konstant samtaleemne blandt soldaterne. For mellem de civile skjulte sig IS-folk. Og hvordan kunne soldaterne skelne? Og hvor mange, store eller mindre fisk, kunne og skulle de straffe?

Det var krigens dilemma, der samtidig spillede ind i spørgsmålet om, hvor fredelig en fremtid der ventede efter krigen.

- En del af befolkningen i Mosul er jo med IS. De accepterede, at de indtog byen, sagde Dhafer Karim, der ikke lod til at tænke over konsekvenserne, hvis civile havde grebet til våben mod IS.

Eller det faktum, at den regulære irakiske hær i juni 2014 brød sammen og skyndte sig at flygte i stedet for at forsvare byen mod IS.

Dilemmaet med potentielle IS-folk stod en aften lysende klart. Mens soldaterne var i gang med at stege kylling og hakke løg i køkkenet, fik deres leder, kaptajn Seif Ali, pludselig travlt med en afhøring i stuen.

På gulvet foran sofaen, hvor jeg sov på madrassen om natten, sad nu to fanger.

Den ene blødte fra næsen. En soldat tørrede blodet væk med en serviet, men det var allerede dryppet ned på hans cowboybukser.

Fangerne var bagbundne og kunne ikke røre sig. Deres nøgne fodsåler var sorte af skidt.

Seif Ali havde modtaget en video, hvor en kvinde fra mændenes familie, anklagede dem for at være med IS.

Soldaterne havde hentet dem på hendes bopæl. Seif Ali tændte endnu en tynd mintcigaret, mens han krydsforhørte fangerne.

- Hvor mange IS-folk var der i jeres område, spurgte han.

Den ældste af fangerne forklarede, at han ikke var med IS. At han havde forsøgt at undgå fredagsbøn i moskeen. Og at IS havde arresteret ham, konfiskeret hans ID og idømt ham 21 piskeslag som straf for ikke at møde op til fredagsbøn.

Kaptajnen spurgte til deres familierelationer, fordi deres eget familiemedlem havde anmeldt dem. Og han lod ikke til at tro på deres historier.

Der forelå dog ingen konkrete beviser mod dem andet end kvindens udsagn på videoen.

Seif Ali havde beholdt sin sorte læderhandske på, men kun på venstre hånd. Han kastede sit blik på et familiedrama, der kørte i fjernsynet, mens fangerne forsøgte at overbevise ham om deres uskyld.

Så foretog han et opkald over sin radio til brigadegeneralen i hovedkvarteret.

- Jeg har to IS-medlemmer her. Jeg har modtaget en video fra deres slægtning, og hun siger, at de begge tilhører IS.

Der gik et øjeblik, så skrattede svaret.

- Sender du dem herover?

- Ja, sir. Vi sender dem.

Henvendt til fangerne, lige inden de fik bind for øjnene, sagde han:

- Afsted med jer. Det var dejligt at møde jer.

De blev ført ud gennem køkkenet, hvor en soldat stod bøjet over bordet og skar kartofler i skiver. I stuen tændte kaptajnen en smøg til.

- Vi kalder IS for hårregimet. Når du fjerner et hår, så vokser der bare et nyt frem. Du kan aldrig få det op med roden. Når jeg afhører fanger, vil de aldrig sige noget om andre. De lader som om, de er dumme.

- Vi kæmper ikke kun mod bevæbnede mænd. Vi kæmper mod en ideologi.

Hvad er proceduren med krigsfanger? spurgte jeg.

- Vi sender dem til Bagdad, hvis vi mener, der er noget at komme efter. Men det, der er vigtigt at huske på, er, at alle i Mosul har fundet sig i IS. Uanset, om det var deres eget valg eller gennem tvang, fordi IS var stærkest. Men dem, der decideret har kæmpet og slået folk ihjel, de bør straffes, svarede Seif Ali.

Næste morgen sad Dhafer Karim og Seif Ali i køkkenet og spiste morgenmad og drak en kop te med flere skefulde sukker på bunden. En hane galede fra naboejendommens have. Dhafer Karim havde omsider fået ringet til sin bekymrede far.

- Vi talte i ti minutter. Han var vred. Han vil have, jeg forlader krigen og kommer hjem. Han synes, jeg skal tænke mere på ham og min mor end mig selv.

Men måske har han en grund til at være bekymret, for du har jo været såret?

- Det ved han godt. Men det gør min mor ikke.

Dhafer Karim havde bedt sin far holde det hemmeligt, at han havde været såret. Men det var ikke den eneste hemmelighed, de havde.

- Min mor ved ikke, jeg er i krig, sagde han.

Dhafer Karims mor troede, at han arbejdede på den amerikanske ambassade i Bagdad. Han ville ikke gøre hende ked af det. Han smilede usikkert og en anelse skyldigt, da han fortalte det.

- Men det er jo krig. Nogle vil blive såret, nogle vil dø. Det er ikke nogen rar følelse. Men hvad kan jeg gøre ved det?

Han argumenterede for, at han også kunne blive slået ihjel, når han forlod sin lejlighed i Bagdad for at besøge sin kæreste. Det var ikke kun i Mosul, at IS angreb med bilbomber.

- Det rammer civile. Alle i Irak. Hele tiden. Ikke kun os soldater.

Jeg havde alligevel svært ved at se sammenligningen mellem Bagdad og krigen mod IS i Mosul.

Da soldaterne skulle ud i deres sidste store slag mod IS og indtage det resterende kvarter og den store Moske i det østlige Mosul tæt ved Tigris-floden, tog jeg med.

Jeg blev placeret i en armeret humvee med en skytte på toppen i en længere konvoj af militærkøretøjer. Soldaterne hørte arabisk popmusik.

I kaptajnens humvee så de en irakisk komedie på mobilen, mens de ventede på, at kamphandlingerne gik i gang.

Natten forinden havde koalitionen bombet IS-stillinger i kvarteret. Nu skulle en soldat i en armeret bulldozer køre forrest ned ad de smalle gader efterfulgt af konvojen af militærkøretøjer.

Bulldozerens opgave var blandt andet i en forrygende fart at få bygget jordvolde som forsvarsværker ned ad hver eneste sidegade.

Det skulle forhindre én af Islamisk Stats mange berygtede selvmordsbombebiler i at angribe styrkerne.

Da konvojen trængte ind i IS-terræn begyndte skudvekslingerne. Ud af sideruden i højre side kunne jeg se et skovområde.

- Vi bliver angrebet fra skoven, skrattede det i radioen.

Inde mellem træerne kunne jeg se mundingsglimt, når fjenden skød mod konvojen. De irakiske specialstyrkers skytter rettede ind fra toppen af militærkøretøjerne og affyrede skudsalver mod brynet.

Imens steg soldater ud i kugleregnen for at gennemsøge hvert enkelt hus i gaderne.

De gik fra hus til hus for at sikre, at de ikke ville falde i baghold, som det så ofte var sket.

En ældre mand med fuldskæg, den første og eneste civile, jeg indtil videre havde set, stak hovedet ud fra en port og pegede mod et hus.

- De boede dér, råbte han og trak hurtigt hovedet til sig, da der blev skudt.

Jeg tænkte, at ingen kunne vide, om han forsøgte at fjerne fokus fra sig selv ved at pege mod naboen. I krigen kunne der nemt vokse en stikkerkultur frem.

Angrebet varede et par timer. Så blev der stille - på nær et par skud i det fjerne. Og så var det som at stige på en tidsmaskine.

Porte og døre blev åbnet mod gaden. Når de langskæggede hoveder med store huer trukket ned om ørerne tittede ud, var det som at se middelalderen kigge ind i nutiden.

- Jeg har levet som en neanderthal, sagde ingeniør Fawaz Ibrahim, der havde stået på sit badeværelse og stirret ud gennem det høje vindue og set specialstyrkernes sorte humvees komme rullende.

- Jeg blev så glad. Så glad, udbrød han.

Højtråbende børn løb ud på vejen til soldaterne med irakiske flag.

For første gang i mere end to år var gadens beboere ikke under kontrol af Islamisk Stat. En kvinde besvimede og faldt om i armene på sin mand. Et andet ægtepar skyndte sig forbi soldaterne med deres tasker. Han havde tydeligvis ikke lyst til nærkontakt med hæren.

I det øjeblik fandtes en følelse af befrielse. Fremtidens udfordringer i forhold til politiske kampe om magten og freden i Mosul skulle tids nok komme.

Om aftenen, da jeg lå under to tykke tæpper på min madras hjemme i stuen hos Misan-bataljonen, talte jeg med sergent Dhafer.

Han hvilede hovedet på albuen og røg dagens sidste cigaret.

- Hvad tror du, der sker, når I har vundet over IS i Mosul? spurgte jeg.

- Så bliver der en ny krig. Der er altid krig i Irak.

- Hvorfor tror du det?

- Islamisk Stat forsvinder ikke. De bliver bare til noget andet.

Jeg tænkte på de udfordringer, der allerede var i de såkaldt “befriede” områder af Mosul. Godt nok kunne man handle og blive klippet hos frisøren. Men der var samtidig daglige angreb.

- Føler du så, at du kæmper forgæves?

Der gik lidt tid. Så svarede sergenten.

- Jeg har i hvert fald tænkt, at jeg ikke skal bo i Irak i hele mit liv. Jeg ved ikke, om vi nogensinde finder freden.

Vi behøvede ikke at slukke lyset, før vi sov. Der var ingen elektricitet, og generatoren var allerede slukket for natten.