Hillary Clinton kigger spørgende på damen, som sidder på den anden side af bardisken.

Hun ligner til forveksling den demokratiske politiker. Samme tilbagestrøgede, skuderlange hår, samme kropsprog og samme tydelige diktion.

Hvad laver hun egentlig til dagligt, vil Hillary gerne vide.

Svaret falder prompte.

- Mormor, først og fremmest. Dernæst er jeg et menneske, som er blevet betroet denne ene, grønne klode, svarer damen og peger nærmest heroisk ud i rummet.

- Åh, nu forstår jeg. Du er politiker, siger Hillary efter et par sekunders tænkepause og bliver afløst af publikums grin.

Det er oktober 2015, og Hillary har sagt ja til at lave grin med sig selv i det populære sketchshow ‘Saturday Night Live’.

Deltagelsen er et forsøg på at gøre op med de fordomme, mange amerikanere har om den 68-årige politiker:

At hun er uinspirerende og kalkuleret - og at hun vil gøre alt i verden for at blive USA’s næste præsident.

Den demokratiske præsidentkandidat er en af de mest omtalte og omstridte politikere i nyere amerikansk historie. En politisk skikkelse, der i den grad skiller vandene.

Ifølge meningsmålinger har mere end hver anden amerikaner et dårligt indtryk af kvinden, som har været advokat, førstedame, senator og senest udenrigsminister.

Modstanderne kalder hende en kynisk magtpolitiker, der som en anden Lady Macbeth har styret sin mand, ekspræsident Bill Clinton, til sin egen fordel.

Tilhængerne beskriver hende som en visionær politiker, der med slid, flid og politisk tæft har kæmpet sig helt til tops i Washington DC.

For mange er hun stadig lidt af en gåde, selvom de har været på fornavn med hende i snart 25 år.

Hillary Rodham Clinton blev født i Chicago i efteråret 1947 og voksede op i en traditionel, amerikansk kernefamilie.

Faderen, Hugh, var selvstændig erhvervsdrivende med egen gardinforretning, mens moderen, Dorothy, var hjemmegående og tog sig af Hillary og de to småbrødre.

De boede i middelklasseforstaden Park Ridge. Et pænt, roligt og forholdsvis konservativt område, hvor de fleste naboer lignede Rodham-familien: Hvide, kristne amerikanere, hvis forfædre havde taget turen fra Europa til USA for at starte på ny.

Hillary klarede sig godt i skolen, hvor hun var ambitiøs og flittig. I fritiden gik hun til pigespejder og ballet.

Der blev ofte diskuteret politik ved middagsbordet. Faderen var en streng republikaner, mens moderen i det skjulte bekendte sig til Demokraterne, og debatterne var “livlige og tit hidsige”, som Hillary Clinton selv har beskrevet det i selvbiografien ’Levende historie’.

Faderen levede efter mantraet, at folk skulle klare sig selv, mens moderen var optaget af social retfærdighed.

Politisk set holdt Hillary Clinton med sin far. Hun var medlem af ‘Republikansk Ungdom’, og var stor beundrer af partiets daværende præsidentkandidat, Barry Goldwater, da han var “en benhård individualist”.

Men da hendes gymnasielærer bad hende om at tale demokraternes sag i forbindelse med en debat, opdagede hun, at hun faktisk var ret enig i modstandernes synspunkter. Så enig, at Hillary Clinton fem år efter valgte at skifte politisk ham.

Hillary Clinton begyndte at studere jura på prestigeuniversitet Yale University i 1969. Selvom ungdomsoprøret buldrede afsted, havde Hillary ikke behov for at skeje ud og prøve grænser af.

Hun var en af de relativt få kvindelige studerende på universitet og var fast besluttet på at få sig en god uddannelse, som hun kunne bruge til at få indflydelse.

Det var også på Yale, at hun mødte sin kommende mand, Bill Clinton. De delte i interessen for politik og var yderst ambitiøse. Efter et år blev de kærester.

Men hvor Bill Clinton gik efter at blive politiker i hjemstaten Arkansas, da afgangseksamen var i hus i 1974, rejste Hillary Clinton som 26-årig til hovedstaden Washington DC.

Her fik hun en plads i den juridiske stab, der skulle afgøre, om daværende præsident Richard Nixon skulle stilles for en rigsret efter Watergate-skandalen.

Han nåede dog selv at træde tilbage, før holdet havde færdiggjort sit arbejde, men oplevelsen gav hende et førstehåndsindblik i den benhårde politiske virkelighed i hovedstaden.

Noget, hun skulle få brug for senere.

Jublen fra de fremmødte er øredøvende, da Bill, Hillary og teenagedatteren Chelsea træder ud på den projektøroplyste scene foran parlamentsbygning i byen Little Rock i Arkansas.

Klokken er 4.20 om morgenen den 21. november 1992, og Bill Clinton har netop vundet præsidentvalget.

Men hvis man ikke vidste bedre, kunne det lige så godt være kvinden i den kongeblå spadserdragt ved hans side, som havde vundet.

Jublen eksploderer, da Bill takker sin kone og siger, at “hun vil blive en af de bedste førstedamer, dette land nogensinde har set”.

Hyldesten bliver besvaret med et smil.

Selvom Hillary havde valgt advokatvejen, efter hun var flyttet til Arkansas, havde hun ikke sagt farvel til politikken. Bill var flere gange blevet valgt til guvernør for sydstaten, og det havde givet hende et indblik i den politiske verden.

Hun havde været en af hovedarkitekterne bag mandens præsidentkampagne og havde været stort set lige så aktiv og offensiv som sin mand.

Hun ville ikke blot være et pænt påhæng til sin mand. Hillary Clinton ville både ses og høres og lagde ikke skjul på, at amerikanerne ville få hende med i prisen, hvis de stemte på manden.

Hillary var alt andet end prototypen på den klassiske ‘first lady’, som traditionelt tog sig af boligindretningen og statsmiddage i Det Hvide Hus. Hun ville selv arbejde.

Hun fik sit eget kontor i hjertet af embedsboligen, og manden rådførte sig stort set altid med sin kone, inden han skulle tage store beslutninger.

De konservative republikanere så hendes tilgang til jobbet som et frontalangreb mod den traditionelle kernefamilie, hvor moderen altid sørgede for, at middagsmaden stod klar ved spisetid.

Hillary Clinton prøvede selv at bløde op for sit image ved at iklæde sig bløde striktrøjer frem for spadserdragter med skulderpuder.

Men lige lidt hjalp det i de konservative kredse, som fik opbygget et billede af hende som en kynisk isdronning.

Tiden i Det Hvide Hus var langt fra let for Hillary.

Manden satte hende som noget af det første i spidsen for at forny det amerikanske sundhedsvæsen, men reformen floppede, og hun måtte trække sig fra posten.

Samtidig kom det frem, at hendes mand havde haft en affære med praktikanten Monica Lewinsky.

Trods ydmygelsen blev hun sammen med Bill, og Clinton-familien fik to perioder i Det Hvide Hus, inden de tjekkede ud i 2001.

Hillary brugte de sidste år i Det Hvide Hus på at forberede sin egen vej ind i den folkevalgte verden. Da Bill Clinton gik af, stillede hun op som senator i staten New York, hvor hun vandt, selvom hun aldrig havde boet i staten.

Fem år senere annoncerede hun første gang, at hun ville gå efter præsidentposten. Det var før, at amerikanerne havde stiftet kendskab med Barack Obama.

Efter et beskidt primærvalg endte Barack Obama med at blive demokraternes kandidat i 2008.

Hillary Clinton bed dog ydmygelsen i sig og kæmpede side om side med sin tidligere modstander for at få ham valgt som præsident.

Hun havde dog ikke forventet, at han ville tilbyde hende en plads på sit ministerhold, efter han havde vundet valget. Og slet ikke som udenrigsminister, hvilket han gjorde, efter sejren var i hus.

Hun takkede da også nej flere gange. Men Obama blev ved, og til sidst sagde hun ja.

- Når præsidenten beder dig om at tjene sit land, bør man sige ja, skrev hun i sin biografi 'Hard Choices'.

I fire år var Hillary Clinton USA’s ansigt udadtil.

Hun besøgte 112 lande, heriblandt Danmark flere gange, og hun blev en af præsidentens tætteste allierede.

Men heller ikke denne periode var uden skandaler. Da den amerikanske ambassade i den libyske by Benghazi blev angrebet af terrorister, blev hun efterfølgende kritiseret for ikke at have lyttet til efterretninger, der muligvis kunne have forhindret terrorangrebet.

Og det er efterfølgende kommet frem, at hun som udenrigsminister imod reglerne udelukkende brugte sin personlige mailkonto til at sende og modtage mails.

Det virker nærmest som om, at hun har ventet hele debatten på netop dén kommentar fra Donald Trump.

At den republikanske præsidentkandidat ville give hende en klar anledning til at sige det, som hun hele tiden har villet slå fast: At hun er en meget mere kvalificeret præsidentkandidat end ham.

Det er i slutningen af september 2016, den første debat mellem de to præsidentkandidater er i fuld gang, og Hillarys modstander har netop kritiseret hende for, at hun valgte at aflyse nogle valgarrangementer inden debatten.

- Jeg tror, at Donald lige har kritiseret mig for at forberede mig på denne debat. Og ja, det gjorde jeg. Og ved du, hvad jeg ellers har forberedt mig på? Jeg har forberedt mig på at blive præsident, siger hun triumferende."

Det kom ikke som den store overraskelse for politiske iagttagere, da Hillary sidste år annoncerede, at hun endnu engang gik efter præsidentposten.

Hun havde brugt årene efter tiden i Udenrigsministeriet på at planlægge sin kampagne, og hun allierede sig med flere af de folk, der arbejde for Barack Obama i 2007, og som var med til at afspore hendes egen kampagne.

Selvom det demokratiske primærvalg var intenst, formåede hun denne gang at udmanøvrere sin modstander, Bernie Sanders, og nu står hun ved den målstreg, som hun hele tiden har pejlet efter.

Men netop Hillary Clintons erfaring er både en styrke og svaghed, alt afhængig af hvem man spørger.

Med sine mange år i toppen af amerikansk politik er hun for mange blevet et symbol på det etablerede politiske system, som mange amerikanere er så dybt trætte af.

Der er Donald Trump den outsider, som mange håber kan ruske op i den politiske elite.

Derudover bliver der igen og igen sat spørgsmålstegn ved hendes reelle intentioner bag præsidentdrømmen. Hun er blevet beskyldt for at være en opportunistisk politisk vejrhane, som blæser derhen, hvor magten og indflydelsen er på.

Selv slår hun på, at hendes røde politiske tråd altid har været børns og kvinders rettigheder. Men hendes person har det med at overskygge hendes politik.

Uanset om hun vinder eller ej, så har Hillary skrevet politisk historie ved at være den første kvindelige præsidentkandidat for et af de to store partier i USA.

Og som hun selv sagde under en tale til sine vælgere:

- Har I ikke lyst til en dag at se en kvindelig præsident i USA?