Fire unges ærlige Tinder-fortællinger
Jeg bruger mest Tinder, når jeg har tømmermænd, er i byen, eller er på den bar, hvor min ven Eddie arbejder.
Han får fri ved 23-tiden, så sætter vi os i baren, taler med hans kollegaer, får en øl. Og nogle gange swiper vi. Så snakker vi frem og tilbage. ’Hende her ser da meget sød ud,’ eller ’vores samtale er gået død, kan jeg tillade mig at skrive igen?’
Det kan være skidesvært at flirte på skrift. Jeg kører hurtigt træt i det, hvis det strækker sig over flere dage:
’Hey, hvad har du så lavet i dag?’
’Jeg har været på arbejde igen.’
’Nå, det har jeg også.’
Sådan en samtale er sgu ikke ret spændende. Dynamikken kan være svær, når der går flere timer imellem, vi svarer hinanden. Jeg aner heller ikke, hvilken situation hun er i, når hun skriver. Måske sidder hun med sine veninder, som siger: ’Ej, skriv det her.’
Det er, derfor jeg helst bare vil mødes. Vi kan ligeså godt finde ud af, om der er potentiale. Og så er det bare mig og hende, der er på. Det er mere spændende og udfordrende. Der er ikke 20 minutter til at formulere et perfekt svar.
Inderst inde er jeg nok på Tinder, fordi jeg søger en kæreste, men jeg er også realistisk. Platformen i sig selv er ikke useriøs, men måden, vi bruger den på, er blevet det. Jeg swiper til højre på dem, som virker interessante. Om det så bliver et one night stand eller noget længerevarende, tænker jeg ikke over lige dér.
Nogle gange bliver jeg spurgt: ’Hvad bruger du Tinder til?’ og ’hvad søger du?’ Altså som en form for forventningsafstemning. Det, synes jeg, er fint, men det kan være svært at svare. For jeg ved det ikke, før jeg har mødt hende. For mig handler det mere om, at vi hurtigt efter en date spiller åbent ud med, hvor vi står.
Jeg har selv prøvet at have en virkelig hyggelig aften med én. Vi havde spillet spil, jeg endte med at sove der. Vi havde sex. Dagen efter skrev jeg til hende. Hun svarede, at for hende var det bare det. Fair nok. Jeg sad ikke og følte mig brugt. Jeg ville da gerne have set hende igen, men fordi hun meget hurtigt får sagt ’nej tak,’ er det cool. Jeg kan komme videre.
Det kan være skidesvært at flirte på skrift.Jonathan Johansen, 24 år
I starten blev jeg vildt begejstret ved et match. Men der er nok gået inflation i Tinder for mig. Matches giver mig ikke samme glæde mere.
Sandsynligheden for, at enten han eller jeg får taget os sammen til at skrive er ikke særlig stor, men jeg bliver på, fordi jeg stadig søger det dér je ne sais quoi – kærligheden.
Jeg er selv begyndt at sætte en ære i at få skrevet til dem, jeg matcher med, men mændene slacker den mere og mere, synes jeg. Engang var de gode til at skrive først. Nu møder jeg oftere profiler, hvor der står ’kvinden kan også godt skrive først.’ Som om mændene er pissefornærmede. Det er lidt sjovt.
Jeg skriver selv først, hvis jeg tænker: ’Ham her er godt nok spændende.’ Så prøver jeg at finde på en kæk eller halvprovokerende kommentar til hans billeder eller profiltekst. Nogle gange laver jeg et rim på hans navn. Det, synes jeg, er sjovt, men det kan også blive ret upassende.
Jeg er nok mere kæk på telefonen end i virkeligheden. I hvert fald i starten. In real life kan jeg godt blive befippet, hvis en fyr er meget på overfor mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv og får hurtigt sagt noget vrøvl. Der er skærmen barmhjertig, fordi jeg kan tage mig betænkningstid til at give et sjovt svar.
På den måde føler jeg ikke, at jeg sætter mig selv på spil på samme måde på Tinder som i virkeligheden.
Forleden faldt jeg i snak med en sød fyr fra mit yoga-studie. Jeg tænkte: ’Nu spørger du, om I skal drikke kaffe en dag.’ Jeg havde det så stramt i situationen. Vi taler hamrende hjerte, svedige håndflader og rystende knæ. Jeg var sygt nervøs og bange for, at han syntes, jeg var kikset og afviste mig.
Sådan har jeg det ikke, når jeg skriver til et interessant match fra Tinder. Det er ikke personligt på samme måde. Det er ikke real lige dér. Eller det er det jo, men det føles ikke sådan. Hvis han ikke svarer, eller jeg får en direkte afvisning, føler jeg ikke et nederlag på samme måde.
Det er ærgerligt, at skærmen lidt tager ’suget i maven’ og nervøsiteten ud af flirten. Måske er det, derfor at relationerne ikke føles så forpligtende. Jeg savner i hvert fald commitment på Tinder. Også fra mig selv. Det er sgu nærmest mere reglen end undtagelsen, at vi ikke svarer hinanden.
Jeg vil gerne blive bedre til at tage kontakten til en fyr i virkeligheden. Ham fra yoga-studiet sagde også ja til min kaffeinvitation, men han må have misforstået, at det var en date. Det viste sig, at han havde en kæreste, så der bliver ikke en anden date.
Den slags misforståelser undgår man nemmere på Tinder. I hvert hvis man forventningsafstemmer.
Mændene slacker den mere og mere, synes jeg.Sisse Mølgaard Poulsen, 31 år
Den første generation af indfødte online-datere er ved at blive voksne. Deres første kæreste fik de måske på Arto eller MSN, og i dag foregår deres datingliv gennem en mobilskærm. Men hvad sker der, når en hel generation dater uden at se hinanden i øjnene? Det undersøger DR og en række unge.
Jeg er ordblind og har atypisk autisme. De to ting gør det svært for mig at date på skrift.
Jeg kan have vanskeligt ved at aflæse andre socialt. Det er svært i en almindelig samtale og især på skrift. Jeg kan jo ikke se, hvordan hun reagerer på det, jeg skriver.
Tag Louise her. Sød pige, ikke? Hende har jeg skrevet til. Hun har ikke svaret. Og så tænker jeg: ’Har hun ikke set mine beskeder, eller gider hun ikke at svare?’
Den usikkerhed kan være svær. Hvis jeg ikke får svar, sender jeg måske en besked mere for at være sikker på, at hun har fået min besked eller ikke har glemt den.
Nogle gange bliver jeg nok lidt ivrig. Mest hvis det er en, jeg er begyndt at date lidt. Pludselig har jeg sendt fem til ti beskeder. Det, synes modparten, er træls, og så sletter hun mig.
Hvis vi havde mødt hinanden i virkeligheden, var jeg ikke kommet til at skrive ti beskeder, uden hun havde fået plads til at svare. I det ægte møde husker vi at lytte og se hinanden i øjnene. At aflæse hinanden.
Jeg er en spontan type, som ikke gider at skrive lange romaner frem og tilbage. Jeg vil mærke åndelighed og eksistens. Derfor foretrækker jeg at mødes eller ringe sammen tidligt.
Jeg vil også helst fortælle om min diagnose i virkeligheden. Ikke på Tinder. Hvis jeg skriver til dig, at jeg har atypisk autisme, ville du så ane, hvad det handlede om? Nej, du er nødt til at lære mig at kende for at forstå, hvad det betyder.
Men jeg har fortalt det på skrift før. For jeg gider heller ikke at skjule det. Det er en del af mig. Nogle skriver: ’Hvordan kommer det til udtryk?’ Andre vælger én fra. Der går et par timer, så er jeg slettet.
Jeg tager det ikke så tungt mere. Sådan er datingverdenen bare. Vi vælger hinanden fra på de mindste ting. Er du ordblind eller sidder i kørestol, så får du krydset. Bum. Ud til venstre. Næste tilbud, tak!
Det er et brutalt marked. Særligt hvis man ikke passer ned i den kasse, som de fleste gør.
Jeg tænker tit: ’Hvorfor laver man ikke en dating app, hvor man kan Facetime?’ Så kan du lave et videoopkald til en, du matcher med. Det vil gøre onlinedating meget lettere for folk, der har svært ved at skrive.
Er du ordblind eller sidder i kørestol, så får du krydset. Bum. Ud til venstre.Daniel Noti, 27 år
Ingen emojis og sarkasme. Det er ret dækkende for min kommunikationsform på Tinder.
Det, jeg skriver, kan være ret hjernedødt, så jeg håber, at hun kan regne ud, at jeg ikke er seriøs. Ellers virker jeg nok ikke helt rask.
Om den strategi er god til at score på Tinder? Det ved jeg ikke. Ind imellem får jeg ikke svar, måske fordi hun tror, jeg er pissesur eller uhøflig. Men generelt er min oplevelse, at det med, at hun ikke kan afkode, om jeg er rasende, virker meget godt.
Jeg gør det, fordi jeg synes, den type beskeder er lidt sjove at skrive. Men også, fordi jeg tænker, at hvis hun kan håndtere, at jeg ikke konstant bruger en emoji til at understrege, at ’nu var jeg sarkastisk,’ så er hun nok mere værd at holde på for mig. Så er vi nok mere på bølgelængde.
Der er én intim ting, jeg ikke deler på Tinder. Jeg bryder mig ikke om at bruge det her ord om mig selv, men jeg er trans og født med et kvindeligt kønsorgan. I dag har jeg en protese. Den ligner og fungerer som en penis, men nej, der kommer ikke noget ud af den.
Det er meget privat. Derfor fortæller jeg det som udgangspunkt ikke på Tinder. Jeg synes ikke, det kommer andre ved, med mindre jeg er ret sikker på, at de rent faktisk skal interagere med foretagendet. Jeg plejer at fortælle det på anden date, for det er typisk her, der sker noget action.
I min optik er det at sidestille med en anden form for mindre fysisk anormalitet. Derfor synes jeg også, at det skal behandles som et hvilket som helst andet meget lille issue. En tredje brystvorte for eksempel. Ville du fortælle en Tinder-date om den, inden I mødtes?
Det er en smule nervepirrende at fortælle det, og det kan blive superakavet. For hun har måske nogle spørgsmål, hun føler, er super upassende. Men det største problem er faktisk, hvis hun ikke stiller dem, fordi hun frygter at fornærme mig eller virke ignorant og dum.
Den frygt kan jeg godt sætte mig ind i. Men det fucker kommunikationen helt op, hvis vi lader, som om, det ikke er et problem. Selv om vi begge kan mærke, at det er et kæmpeproblem.
Det er langt bedre bare at spørge.
Der er én intim ting, jeg ikke deler på Tinder.Caspian Bjørnholt Drumm, 22 år
Credit
Journalister: Trine Hørlyck Bech og Mette Mohr Martensen
Grafik: Signe Heiredahl
Programmering: Ruben Engrob Nielsen
Fotografer: Martin Sylvest, Liselotte Sabroe, Astrid Dalum og Michael Drost-Hansen
