Christine Cordsen:

I grundlovssprog er kongen lig med regeringen, og magtens tredeling er helt grundlæggende for det danske demokrati.

I de seneste år har magtens tredeling især været til debat, fordi politikerne i stigende grad kommenterer og kritiserer domme. Altså agerer på en måde, der kan opfattes, som at de blander sig i den dømmende magts opgave. For eksempel i sagen om den kroatiske statsborger Gimi Levakovic, som trods 22 domme for kriminalitet ikke har fået en udvisningsdom.

Jens Peter Christensen:

Den er helt tilbage fra grundloven af 1849. Det vigtige i den er, at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget. Det betyder i dag, at den er hos regeringen og Folketinget i forening.

Den grundlæggende idé er, at magterne ikke skal være samlet ét sted. Den gamle filosof Montesquieu sagde, at hvis magten blev samlet hos ét organ, så ville man få magtfuldkommenhed og magtmisbrug – og det var jo det, man kom fra med enevælden, hvor kongen havde både lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Christine Cordsen:

Det er §15, der aktiveres, når et flertal i Folketinget vælter en minister - eller truer med at vælte hele regeringen, som Liberal Alliance gjorde fra valget i 2015, og indtil partiet i stedet trådte ind i regeringen i efteråret 2016. For tiden spekuleres der på Christiansborg i, at den negative parlamentarisme kan blive ekstra relevant efter næste valg. Hvis det parlamentariske spil bliver meget speget, kunne Dansk Folkeparti vælge at lade Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, blive statsminister. Uden at være parlamentarisk grundlag, men også uden at true med at vælte hende.

Jens Peter Christensen:

Det er sådan set den allermest centrale paragraf i vores politiske system.

Det er parlamentarismen, der er grundlovsfæstet her. Det har den betydning, at regeringen ikke kan tiltræde, hvis et flertal er imod den. Det havde vi ikke oprindeligt i grundloven fra 1849. Men det voksede langsomt frem med forfatningskampen i 1800-tallet, hvor partiet Højre sad på regeringsmagten, mens Venstre voksede frem.

Først med systemskiftet i 1901 kom Venstre til regeringsmagten, og der slog parlamentarismen igennem i praksis. Men denne bestemmelse fik vi først i grundloven i 1953.

Christine Cordsen:

Det er et fast tema i valgkampen op til folketingsvalg, at udlandsdanskere klager over, at de ikke må stemme. F.eks. danske statsborgere, som bor i Sverige, og arbejder i Danmark. Men det er altså bestemt i grundloven.

Paragraffen har også været relevant i sagen om, hvorfor umyndiggjorte må stemme til kommunalvalget, men ikke til folketingsvalget. Også det har grundlovens fædre afgjort.

Jens Peter Christensen:

Det helt grundlæggende om, at man skal være dansk statsborger og bo i Danmark for at have stemmeret, det har været gældende fra 1849. Indfødsret-delen udspringer af Struensee og tyskernes beherskelse af den danske administration tilbage i 1700-tallet.

Tanken bag kravet om, at man skal bo i Danmark for at have dansk stemmeret til Folketinget, er jo, at man selv skal være underkastet de regler, Folketinget vedtager, for at man har stemmeret. Det er så blevet lempet lidt i lovgivningen, så man godt kan beholde sin stemmeret, hvis man bor midlertidigt i udlandet.

De fleste andre lande har ikke et krav om fast bopæl – de har kun krav om statsborgerskab. Man kan godt sige, at grundloven på det punkt er gammeldags, fordi folk i dag i højere grad bor i udlandet i perioder, men den er jo altså, som den er, så det er der ikke rigtig noget at gøre ved.

Christine Cordsen:

Det er jævnligt til debat, hvorfor politikerne i Folketingets Indfødsretsudvalg skal behandle alle sager om statsborgerskab, og hvorfor navnene på alle nye statsborgere fremgår af de lovforslag, der to gange om året er til afstemning i Folketinget. Men statsborgerskab kan ikke bare tildeles administrativt, ligesom f.eks. asyl eller familiesammenføring. Det kan ifølge grundloven kun ske med en lov.

Jens Peter Christensen:

Bestemmelsen betyder, at en udlænding kun kan blive dansk statsborger, hvis Folketinget vedtager det.

Det har en historisk baggrund, som går tilbage til før grundloven i 1849 - i virkeligheden helt tilbage til tyskeren Struensee, der nærmest var kong Christian VII’s stedfortræder. Dengang var der mange tyskere i den danske administration. Med den nationale vækkelse mente man, at statsborgerskabet var så vigtigt, at det var noget, Folketinget skulle have hånd i hanke med helt konkret og direkte.

Christine Cordsen:

Grundloven beskæftiger sig ikke med partier. Alligevel er det udgangspunktet for arbejdet i Folketinget, at partierne stemmer samlet. Den såkaldte partidisciplin. Det er ligefrem en aktiv beslutning, når partierne vælger at fritstille deres politikere, så de i en konkret sag kan stemme frit og ikke ud fra en bestemt holdning i partiet.

Senest har Liberal Alliance valgt at fritstille sine politikere ved afstemningen om tildækningsforbuddet, også kaldet burkaforbuddet.

Socialdemokratiet har besluttet, at partidisciplinen er så hård, at man kan blive straffet for at gå imod den. Det skete i foråret for Mette Gjerskov, der blev fyret som udviklingsordfører, fordi hun nægtede at stemme for tildækningsforbuddet.

Jens Peter Christensen:

Det er en beskyttelse, der sikrer folketingsmedlemmet uafhængighed. Når man først er valgt, er der ingen, der kan tilpligte vedkommende noget som helst.

Tanken har i 1849 været, at man ikke skulle være under instruktion af vælgerne. Man skulle altså ikke være under pres, men have det fælles bedste for øje. Det var dengang, man havde enkeltmandskredse – før, vi fik partier.

Med partierne bliver det hele meget anderledes. I dag er folketingsmedlemmer reelt valgt for deres parti, men de har ikke pligt til at rette sig efter partilinjen. Hvis et folketingsmedlem stemmer imod partilinjen, kan partiet jo fratage vedkommende ordførerskaber og udvalgsposter – det er ikke i strid med grundloven.

Christine Cordsen:

Det er §70, der gør, at politikerne ikke har kunnet vedtage et burkaforbud, som alene ville ramme muslimske kvinder, men har været nødt til at beslutte et mere generelt forbud mod tildækning. Også selv om flere politikere blankt har erkendt, at det kan give en masse bøvl med grænserne for f.eks. folk, der er klædt ud til fastelavn eller klædt på til en cykeltur i frostvejr.

Det er også §70, der er i centrum i kritikken af Socialdemokratiets forslag om at tage statstilskuddet fra friskoler, hvor mere end halvdelen af eleverne har anden etnisk baggrund, og som modvirker integration. Justitsministeriet har i et notat skrevet, at forslaget rejser ”væsentlige spørgsmål” i forhold til grundloven. Det er det samme som at sige nej, mener regeringen. S og DF mener, at det er en juridisk åbning.

Jens Peter Christensen:

Med grundloven i 1849 får man religionsfrihed. Indtil da, under enevælden, havde man sådan set religionstvang. Der skulle man tilhøre den kristne kirke. Oprindeligt kunne man jo blive straffet på groveste vis, hvis man ikke gik i kirke.

§70 sikrer, at man ikke på grund af sin tro kan fratages rettigheder, som andre har. Men den siger også, at det forhold, at man har en bestemt religion, ikke betyder, at man så ikke skal rette sig efter de regler, som andre skal rette sig efter.

Christine Cordsen:

Folketinget har besluttet, at man ikke må gå med burka eller niqab i det offentlige rum. Men det har ikke været muligt at forbyde det i folks eget hjem. Grundloven sikrer nemlig, at den slags må man selv bestemme i sin egen bolig.

Boligens ukrænkelig var også til debat, da Thorning-regeringen tillod skattevæsenet at føre kontrol på folks private grunde uden en retskendelse. Det kunne lade sig gøre, fordi der er en kattelem i §72, der gør det muligt at lovgive sig ud af ukrænkeligheden og kravet om en retskendelse. Men da flertallet skiftede ved valget i 2015, var det noget af det første, de blå partier ændrede. Netop med henvisning til grundlov og boligens ukrænkelighed.

Jens Peter Christensen:

Det er en meget morsom bestemmelse, og samtidig en af de mest misforståede i grundloven.

Først siger den, at boligen er ukrænkelig, og det kan man jo så føle sig opstemt ved. Men så siger den derefter, at boligen godt kan krænkes med eksempelvis husundersøgelser. Men man kan kun lave en husundersøgelse, hvis man har en lovhjemmel til det. Det er jo fint nok. Så siger den, at det ikke er nok – man skal også have en retskendelse. Men derefter siger den så, at det behøver man dog alligevel ikke, hvis man har en særegen undtagelse.

Der findes flere hundrede lovhjemler for at foretage husundersøgelser og den slags uden en retskendelse fra en dommer. Det er der ikke noget grundlovsstridigt i. Det er navnlig på de områder, hvor myndighederne foretager kontrolbesøg – eksempelvis fødevaremyndighederne.

Christine Cordsen:

Rigsadvokaten er i gang med at forberede en retssag om et forbud mod banden Loyal to Familia, LTF. Det sker efter ønske fra justitsministeren. Flere gange tidligere har politikerne opgivet at forbyde f.eks. rockergrupper. Fordi vurderingen har været, at det ville være umuligt at bevise, at det er selve foreningen – altså rockerklubben eller banden - der virker ved vold. Sådan som grundloven kræver.

Grundlovens foreningsfrihed betyder også, at regeringen ikke bare kan forbyde LTF og så lade banden gå til domstolene. Regeringen kan først lave et midlertidigt forbud, når sagen bliver rejst ved domstolen.

Jens Peter Christensen:

Det grundlæggende i bestemmelsen går tilbage til 1849. Den er en af de tre politiske frihedsrettigheder: Ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed.

Det er kernen i grundlaget for det parlamentariske, demokratiske samfund, at man kan danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Christine Cordsen:

I ligestillingens navn er der ind imellem debat om at indføre værnepligt for kvinder. Men da grundloven alene pålægger mænd pligt til at forsvare fædrelandet, har kvinderne i stedet fået en værneret, så de frivilligt kan blive soldater. Grundloven bliver brugt som et af argumenterne af de partier, der ikke vil fjerne værnepligten for mænd. Men der er bred politisk enighed om, at så mange som muligt skal være frivillige, så man ikke behøver at tvinge nogen til at være soldat. Så i praksis er værnepligten stort set afskaffet.

Jens Peter Christensen:

Før grundloven var det først og fremmest bønder og mænd fra de lavere klasser, der lod sig slå ihjel på fædrelandets vegne. Så har man ment i 1849, at man skulle have en ordning, hvor det var enhver våbenfør mand – uanset stand – der var forpligtet til at bidrage til fædrelandets forsvar. Men man er kun forpligtet som loven foreskriver, Så man kan i praksis godt afskaffe værnepligten i den forstand, at man kun er forpligtet ”som loven foreskriver”. Men denne paragraf har vi samtidig en grundlovsbestemt uligestilling, fordi der ikke er tale om enhver våbenfør person, men mand – og ikke kvinde.