Når prins Henrik i dag bisættes fra Christiansborg Slotskirke, bryder det med en lang tradition i det danske kongehus: For første gang skal et medlem af den royale familie kremeres og ikke jordfæstes.

Men selvom prinsens sidste farvel vækker opsigt, er historien fuld af eksempler på, hvordan vores traditioner omkring døden har ændret sig gennem tiden.

Her er otte eksempler på, hvordan det sidste farvel har set ud i løbet af Danmarks historie - en historie prins Henrik bliver skrevet ind i.

Hun er ikke ret gammel, den unge kvinde der blev begravet omkring 5000 år f.v.t. Kun omkring 18 år. Ved hendes side ligger et barn i 8. eller 9. fostermåned på en svanevinge.

Den unge kvinde er iført en klædedragt af skind og pels, som er udsmykket med flere hundrede tandperler og sneglehuse. Omkring hendes hoved er der strøet okker, og hun har fået gravgaver med sig.

Hun og barnet ligger begravet på bopladsen, side om side med de levende.

I stenalderen er skellet mellem levende og døde nærmest ikke eksisterende.

De døde begraves tæt på de levende. Først i små grave på bopladserne, men som stenalderen skrider frem, begynder man at opføre store stendysser og jættestuer – dog stadig lige i nærheden af bopladsen.

Her begraves man i flok, og der er spor efter, at man flytter rundt på de døde igennem flere generationer.

En sommerdag i år 1370 f.v.t. bliver en ung kvinde på mellem 16 og 18 år begravet i en egekiste midt på en mark. Efter låget er lagt på, opfører familien en gravhøj over den, sådan som man er begyndt på i bronzealderen.

Den unge kvinde er i sit fineste tøj. En kort bluse, et snorreskørt og på maven et bæltespænde af bronze. Om hver arm har hun en ring af bronze, ligesom øret også er udsmykket med en spinkel ring.

Ved hendes side ligger en tøjbylt med brændte barneknogler fra et 5-6 år gammelt barn.

Hendes begravelse er en klassisk for bronzealderen. Gravhøjene kan indikere, at man i bronzealderen får mere fokus på familien.

Man begynder at begrave folk enkeltvis eller i små grupper i stedet for i de store fællesgrave, hvor hele bopladsen kunne ligge begravet.

Den afdøde høvding ligger på en imponerende opstilling af træ, der rejser sig to meter op i luften. Det er ti meter bredt og tyve meter langt, og omkring det står en stor forsamling og betragter opstillingen. Der sættes ild til træet, og snart er de fremmødte vidne til et imponerende ligbål.

I vikingetiden er det stadig slægtens ansvar at få sendt sine døde godt videre til efterlivet, og forbindelsen mellem de levende og døde er stadig tæt.

Men inden den døde begraves, markeres overgangen mellem livet og døden med storslåede festligheder, der skal markere den afdødes status.

I den bagerste ende af det 22 meter lange skib er den rige vikingehøvding lagt til rette på en seng i et gravkammer bygget af træ.

Han er klædt i sit fineste tøj, og sengen er redt med luksuriøst sengetøj. Han har fået gravgaver med i form af en sølvtallerken, et bronzefad og et spillebræt. Og han er ikke alene. På skibet er også 11 heste og fire hunde.

Begravelserne har mange former og udtryk i vikingetiden. Man både brænder og begraver sine døde, og ofte blander man de forskellige former sammen.

Man har derfor fundet rester efter helt eller halvt brændte knogler i vikingegrave.

Den afdøde har dårlig åndet ud, før præsten tilkaldes. Han beder for den døde og velsigner liget med vievand, inden det vaskes og svøbes i et hvidt klæde - ligesom Jesus blev det ifølge Biblen.

Nu kan liget føres til kirken, hvor dødsmessen skal afholdes. Sidste stop er kirkegården.

Med kristendommens indtog har kirken overtaget ritualerne omkring døden og begravelsen. Det er nu ikke længere familien, men i stedet kirken, der har ansvaret for at få sendt den afdødes sjæl videre.

Og mens man tidligere både har brændt og begravet sine døde, er det nu slut med ligbrændingen. Ifølge Biblen skal mennesket genopstå, og derfor skal kroppen hel i jorden.

Faren i familien er klædt i sit fine søndagstøj og ligger i en åben kiste i midten af stuen. Her har han ligget i snart en uge.

Familie og venner står og drikker kaffe, mens man på skift går forbi kisten for enten at sige et sidste ord, ae den afdøde på kinden eller måske endda give et lille kindkys.

Helt op til 1800-tallet lever folketroen og kristendommen side om side, især på landet. Og selvom kirken spiller den dominerende rolle i begravelsen, så lever de familiære skikke stadig i bedste velgående.

Mange hjem har for eksempel en særlig dør i storstuen, som den døde skal bæres ud gennem. Den murer man til bagefter, så den døde ikke skal gå igen. På samme måde åbner man et vindue, når døden indtræffer, så sjælen kan flyve til himmels.

Den lukkede kiste er på vej til kirken, hvor der skal afholdes begravelse for den afdøde. Blandt andet skal præsten holde en ligprædiken over kisten. Stemningen er dæmpet, og alle er klædt i sort.

Begravelserne er begyndt at ligne hinanden, og det er slut med vågestuer derhjemme. Man er blevet bevidst om personlig og hjemlig hygiejne, og her passer et lig dårligt ind. På samme måde er det nu også i højere grad bedemænd, der tager sig af liget.

Samfundet er blevet demokratisk, og i et demokrati er alle lige. Med ens kister og ens ritualer omkring døden viser man, at alle er lige for Gud både i livet og i døden.

Begravelsesceremonien er blevet afholdt i kirken, og den afdøde er blevet brændt. Nu er de efterladte mødt op ved vandet, hvor de om lidt skal sprede asken over åbent hav.

I dag findes der et hav af måder, man kan tage afsked med sine kære på,
og den afdøde har ofte haft indflydelse på, hvordan ceremonien skal
forløbe.

Prins Henriks ønske om at blive kremeret og få spredt halvdelen af sin aske i havet og den anden halvdel placeret i en nedgravet urne på Fredensborg klinger med tiden.

Langt de fleste er stadig omkring kirken i forbindelse
med begravelsen, men borgerlige, ikke-religiøse begravelser vinder frem -
især i de større byer. På samme måde vælger mange i dag at koble ceremonien i kirken sammen med en mere personlig mindehøjtidlighed.

Og så vælger næsten lige så mange danskere i dag at blive brændt som begravet.