Datoen 20. januar 2017 skrev sig direkte ind i verdenshistorien.
Ved en ceremoni foran kongresbygningen Capitol i et råkoldt Washington D.C. skete det, som stort set alle eksperter havde forsvoret få måneder forinden: Forretningsmanden og mangemillionæren Donald Trump blev taget i ed som USA’s 45. Præsident.
Dagen var fuld af forudsigelser, der dækkede hele spektret fra storslået til katastrofe. Et år senere kan vi så gøre status - her er de vigtigste begivenheder fra år 1 i Donald Trumps verden.
I sin indsættelsestale slog Donald Trump fast, at der var sket et historisk skifte i amerikansk politik.
Han lovede blandt andet at give magten til folket, og at han altid vil sætte USA først.
20. Januar: Indsættelse
Der har været stor udskiftning i staben i Det Hvide Hus under Donald Trump.
Den første højtstående medarbejder, som blev fyret, var national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, der havde givet forkerte oplysninger om samtaler med den russiske ambassadør i USA.
Dette foto af præsident Trumps inderkreds fra slutningen af januar er siden blevet berømt, fordi det i dag kun er vicepræsident Mike Pence, som stadig arbejder for Trump. Michael Flynn ses længst til højre:
14. Februar: Sikkerhedsrådgiver går af
Donald Trumps første store sejr som præsident var udnævnelsen af dommer Neil Gorsuch til den amerikanske højesteret.
Med udnævnelsen af 49-årige Gorsuch opfyldte Trump et valgløfte om at genoprette det konservative flertal i højesteretten i USA.
10. april: Højesteretsdommer taget i ed
Få ting har forstyrret Trumps første år på posten som undersøgelserne af Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016, og russernes mulige samarbejde med præsidentens kampagnestab.
I maj nåede sagen et foreløbigt dramatisk højdepunkt, da Trump fyrede forbundspolitiet FBI’s chef, James Comey, der stod i spidsen for justitsministeriets undersøgelse af sagen.
En måned senere optrådte James Comey ved en høring i Kongressen, hvor han rettede skarpe anklager mod præsidenten:
9. maj: FBI’s chef bliver fyret
I slutningen af maj tog det amerikanske præsidentpar på deres første udlandsrejse, der både bragte dem til Mellemøsten og Europa.
Trump dansede sværddans i Saudi-Arabien, besøgte Grædemuren i Jerusalem, kom i privat audiens hos paven i Vatikanet og var til topmøde i både G7 og Nato.
Ved den sidstnævnte lejlighed gjorde han blandt andet bemærket ved tilsyneladende at skubbe regeringslederen for Montenegro:
20. - 27. maj: Første udlandsrejse
Under valgkampen lovede Donald Trump vælgerne, at han ville trække USA ud af en række internationale aftaler.
Den mest opsigtsvækkende udmeldelse skete 1. juni, da Trump meddelte, at USA vil trække sig ud af FN’s storstilede klimaaftale fra Paris.
1. juni: Ud af klimaaftale
Ved et G20-topmøde i Hamborg i juli mødte Donald Trump langt om længe Ruslands præsident Vladimir Putin, der indtil da havde fulgt med som en skygge i hele Trumps politiske karriere.
Under valgkampen forsøgte Demokraterne at angribe Trump for at have et alt for positivt syn på Putin, og senere fulgte så hele sagen om Ruslands forsøg på at påvirke præsidentvalget.
De to statsledere holdt et to timer langt møde, hvor Putin blandt andet nægtede enhver form for indblanding i valget.
6. juli: G20-topmøde og møde med Putin
Bortset fra Rusland er Nordkorea det land, som Donald Trump har nævnt flest gange i sine tweets som præsident.
Trump har ad flere omgange udvekslet fornærmelser med nordkoreanerne - som regel udløst af sidstnævntes atomvåbenprogram.
Situationens alvor blev særligt tydelig i august, da Donald Trump truede Nordkorea med “bål og brand”:
9. august: Trussel mod Nordkorea
Senere i samme måned så man en tydelig manifestation af højrefløjens fremmarch i USA.
Under parolen “Saml højrefløjen” protesterede forskellige ekstreme højregrupper i sydstatsbyen Charlottesville mod myndighedernes beslutning om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.
En person blev dræbt og 19 såret, da en af højreaktivisterne kørte en bil i en gruppe moddemonstranter.
Undervejs forsømte Donald Trump flere lejligheder til at fordømme højregrupperne.
11. - 16. august: Sammenstød i Charlottesville
I efteråret blev USA ramt af flere voldsomme orkaner.
Især orkanen Maria skabte store ødelæggelser på den amerikanske ø Puerto Rico.
Donald Trump fik hård kritik for sin håndtering af krisen, og et besøg på Puerto Rico i begyndelsen af oktober hjalp ikke på stemningen - tværtimod. Lokalbefolkningen beskyldte præsidenten for at have såret dem med sine udtalelser om, at de skulle være glade for, at de ikke var ramt af en “rigtig katastrofe”.
3. oktober: Orkanen Maria
Donald Trumps anden store udlandsrejse gik til Asien, hvor han nåede at besøge Japan, Sydkorea, Kina, Vietnam og Filippinerne.
5. - 14. november: Asien-rejse
Donald Trump nåede at få sin største politiske sejr i hus, inden amerikanerne gik på juleferie.
Efter flere forgæves forsøg på at få lovpakker igennem Kongressen lykkedes det præsidenten at lande en omfattende reform af skattesystemet i USA.
Reformen indeholder skattelettelser for 95 procent af amerikanerne, men virksomheder og velhavende borgerne står til at score den største gevinst. Derudover frygter økonomer, at skattelettelserne vil overophede USA’s økonomi.
20. december: Skattereform vedtaget
Det nye år begyndte alt andet end stille for Donald Trump, takket være bogen ‘Fire and Fury’.
Bogen er en insiderberetning fra en journalist, der har haft adgang til Det Hvide Hus og interviewet over 200 kilder.
Bogen tegner et lidet flatterende billede af præsidenten og indeholder udtalelser, som har fornyet mistanken om samarbejde med Rusland under valgkampen.
3. januar 2018: Skandale-bog
Credit
Grafik: Mads Rafte Hein
Udviklere: Johannes Wehner og Thomas Rix
Fotos: Scanpix og Getty Images