Du skal til at læse en fiktiv fortælling, der foregår på en fremtidig Mars-base. Handlingen er opdigtet, men detaljerne tager udgangspunkt i forskning og de foreløbige planer for, hvordan sådan en base på Mars kan fungere.

Da du kommer ind i drivhuset, bliver du mødt af Mars’ røde morgenlys, der skinner ned gennem plastikkuplen. Der er en tung, våd luft herinde - ligesom i et tropehus.

Rummet er fuld af cirkelformede bassiner fyldt med vand. I overfladen af bassinerne gror spiselige planter, og nedenunder svømmer fisk. Robotarme kører på skinner mellem bassinerne og passer og plejer dyr og planter.

Inde i midten af rummet - mellem alle bassinerne - står Sokorovs arbejdsbord med en computer i den ene ende og forskellige haveredskaber, rørstumper og værktøj i den anden.

Men Sokorov, der er basens astrobotaniker og zoolog, og som bruger meget af sin vågne tid herinde, er ingen steder at se. Intet ser usædvanligt ud.

På vej ud plukker du noget salat og gnasker på det, mens du mumler: “Hvad man dog ikke ville gøre for en cheeseburger”.

- Nogen har rodet med loggen, siger han.

- Hvad? Hvordan?, spørger Ramirez.

- Jeg ved det ikke. Det kræver, at man har admin-rettigheder. Og det er jeg den eneste, der har. Jeg opdagede det, da jeg tjekkede historikken for min bruger. Men jeg har ikke ændret i loggen.

- Hvad er blevet slettet? siger du.

- Øhmm, det ser ud til, at luftslusen blev åbnet i morges kl. 05.45, og logfilen er blevet slettet et kvarter senere. Men så snart du er igennem luftslusen, mister du admin-rettighederne af hensyn til sikkerheden, siger Yang.

- Så Sokorov kan ikke have gjort det, hvis han er gået ud?

- Nej.

I får alle et chok, da det skramler ude ved luftslusen. Og I løber derud, alt hvad I kan.

Kammeret er et værre rod. Der lugter af sved, sengen er uredt, og der er spredt tøj, bøger og papirer ud over det hele. Du sætter dig på det krøllede lagen. De andre bliver stående.

- Hvad laver vi her? Hvorfor går vi ikke ud og leder efter ham?, siger Yang tydeligt irriteret.

- Fordi vi ikke aner, hvor han er gået hen. Vi bliver nødt til at forstå, hvorfor han er gået ud, hvis vi ikke skal lede i blinde, siger du og tøver et øjeblik og fortsætter så.

- Sokorov plejer ikke at rode sådan, gør han?

- Nej, siger Ramirez. - Han er et ordensmenneske.

- Har du bemærket noget, når du har evalueret ham den seneste tid - altså psykisk?

- Nja, han har ikke reageret mere, end vi andre. Lidt rastløshed og dvaskhed - ellers ikke noget.

Du beder Ramirez om at finde Sokorovs journal, mens du roder hans kammer igennem efter spor. Yang lunter væk uden at sige noget.

Der er helt vindstille. En form for stilhed før stormen. Fordi det ikke blæser, får du øje på nogle nye fodspor i det røde Mars-støv et stykke fra basen.

Sporene fører i en lige linje rundt om basens solcelle-farm, videre forbi fabrikken, der omdanner mineralerne i støvet og CO2’en i atmosfæren til brændstof til jeres hjemtur til Jorden og Orion-rumfærgen, der står, hvor I forlod den, da I landede, for fire måneder siden.

Rundt omkring kører robotter, der høster mineraler og is fra undergrunden. Over jer flyver droner, der holder øje med og reparerer den del af basen, der ligger over jorden.

Sporene fortsætter op over et højdedrag.

På toppen af højdedraget får I øje på Sokorov, der sidder og stirrer ud i horisonten.

Du kobler dig på Sokorovs radiosignal, da i nærmer jer.

- Hvad laver du herude?, siger du med en blid stemme.

Sokorov vender sig om og kigger på dig. Igennem glasset i dragtens visir, kan du se, at han har røde øjne og ser træt ud.

- Det var som, at væggene faldt sammen om mig. Jeg var nødt til at komme ud, siger han.

Ramirez tager over.

- Hør her, det er helt normalt at få det sådan. Vi har ikke mærket solens stråler mod vores hud i et år. Du har bare fået kuller - eller ‘cabin fever’ som det også bliver kaldt. Kom med ind, så giver jeg dig noget mod det, siger hun.

Sokorov vender sig væk fra dig og kigger ud mod horisonten igen.